Drømmen om at være den perfekte (fodbold-) mor!

REKLAME for Fodboldrejse

Fodboldrejser til Liverpool? Ja da, det er da dét jeg skal – so help me God!

Jeg sidder og klør mig lidt i nakken… for jeg véd faktisk ikke helt, hvordan jeg skal greje den her. Kigger lidt til venstre, lidt til højre… op i loftet. Virrer lidt med hovedet, strækker armene om bag ryggen og “knækker” fingre, så det knager og brager. Alt det her gør jeg, fordi jeg er i vildrede. Og når jeg er i vildrede, så ved jeg aldrig helt hvad jeg skal gøre med min krop. Den vil ligesom ikke sidde stille og fokusere. Men det kender I vel nok. Jeg er i vildrede over, hvordan søren jeg indfrier mine drenges største drøm og samtidig gør det med ægte glæde fra min side… hmm…måske en fodboldrejse, tænker jeg.

Det hele kommer sig af, at jeg render rundt med en drøm om at være sådan en rigtig god mor… Fodboldmor, that is! Sådan én, der med et stort smil på læben kører sine drengebørn til fodbold hver eneste tirsdag aften efter skole og fritidsordning, og som igen lørdag morgen kl 9 står klar på fodboldbanen med en dyrt købt cafelatte i hånden og cheerleader attituden medbragt… – trods sorte render under øjnene og mangel på søvn som produkt af nattens strabadser og ufortrøden go-go-danser-stil med veninde på Lusso i inde by. Dammit.

Jeg bliver bare aldrig den mor. Punktum.

(eller jo, jeg ER hende med de sorte render…!)

For helvede hvor gad jeg ellers godt være sådan én überlaber–overskuds-fodboldmor-med-tjek-på-mit-shit-og-mine-børns-fodboldgear. Men det er jeg ikke. For jeg vil også have noget ud af de to timer på banen. Bemærk lige, at jeg jo har 2 (!) drenge, der spiller på hvert sit hold, lige efter hinanden, hver tirsdag…OG hver lørdag!. Men det eneste jeg føler jeg får ud af det, hvilket i sig selv måske også burde være godt nok, er at mine børn er glade. De elsker, at jeg er der for dem. Så dér står jeg. Det gør jeg! Men jeg står faktisk bare og fryser. Og keder mig lidt imens jeg hæst forsøger at heppe på dem. Fodboldtræning (for der er jo ikke tale om kampe, vel) på sidelinien bliver nok aldrig rigtig mig.

Jeg vil opleve the real deal.

Jeg drømmer mig tilbage til dengang jeg som 20 årig boede i Barcelona og så fodbold på Camp Nou. Se dét var en fodboldoplevelse, der var spark i. (Fedt, at jeg sammenligner det med mine børns fodboldtræning en grå dansk regnvejrsdag på en kunstgræsbane i Charlottenlund… nå men, bær over med mig!)

Og nu er mine drenge begyndt at plage om at komme til fodboldkampe på diverse stadions rundt om i verden. Og ved I hvad, nu begynder vi at nærme os hinanden. Så nu sidder jeg og kigger på Fodboldrejser til Liverpool. Jeg vil nemlig sindssygt gerne til Liverpool. Det har jeg drømt om lige siden min bror var marketingschef i VisitBritain i Sverige, og lavede en kampagne om byen…det er en årrække siden, men jeg forelskede mig i billeder af byen og alt det han kunne fortælle – og nu er Liverpool jo faktisk et godt sted at starte, hvis byen i øvrigt skal have et legandarisk fodboldhold.

Det er jo win-win, hvis vi nu skal være ærlige

Så altså, jeg satser på at besøge Liverpool og se på noget af al den kultur og de flotte bygninger, som jeg har drømt om længe. Og børnene kan se en fodboldkamp…måske jeg booker Micky til primært at tage sig af den del, og så hæfter jeg mig bare på som en slags blind passager 😉 Det er da win win. Andet er der ikke at sige om det. Nu skal jeg så bare liiiiiige finde budget til det, men det kommer nok. Jeg skal jo giftes til sommer, så ærlig talt, – lige nu går de fleste af vores optjente monetos til bryllupsopsparingen. Men, mon ikke der kan sættes lidt til side til en fodboldrejse?