annonce for sikkerhedsstyrelsen
Luca er over det hele. Han er begyndt at møve sig rundt på maven, og den tid, hvor jeg trygt kunne lægge ham på sofaen og vende ryggen til, er for længst ovre. Han griber fat i alt og stopper alt i munden. Hvis ikke det er hjørnet af dynebetrækket eller et stykke legetøj han har fundet, så er det hænderne. (Ja Mor, jeg véd det godt, han er en snaskegøj…men han vil have de hænder i munden konstant!)
Det udfordrer jo i dén grad familien, at Luca nu er nået den alder, hvor vi skal være ekstra opmærksomme på, hvad han stopper i munden.
Jeg finder hjælp til at skabe sikkerhed for Luca i vores hjem på Sikkerhedsstyrelsens Facebookside “Tænk småt”, som jeg på det kraftigste vil opfordre dig med små børn til at besøge og følge. Det er et univers for gravide og småbørnsforældre med børn i alderen 0-3 år og et oplysningssite, der skal hjælpe dig med at skabe de rette sikkerhedsforanstaltninger for din baby. Uden at det kammer over med at vikle baby ind i bobbelplast… 😉
Jeg har nu aldrig været sådan en Mor, der gik amok i skummåtter, gummidutter til hjørnerne på bordkanten eller de dér propper til stikkontakterne. Jeg tror egentlig, at jeg altid har taget det rimelig roligt, når det kommer til babysikring af hjemmet. Men denne gang er det værre. Og det er fordi, at nu er Hugo-Sander og Ferdinand så store, at deres værelse bugner af legoklodser og små dimsedutter, der nærmest er skabt til at Luca bliver kvalt i dem… Da Ferdinand kom til verden var Hugo-Sander kun 2 år gammel, og hans legetøj var derfor “egnet” til at have en baby i hjemmet. Men sådan er det altså ikke nu.
Som I måske har bemærket på Instagram og her på bloggen, så har jeg haft gang i den helt store børneværelses-makeover. Og mens jeg sad og gennemgik drengenes legetøj blev det helt klart for mig, at jeg må gøre noget. Drengenes værelse er jo helt ærligt en “death trap” for Luca at bevæge sig ind i. Så alt det farlige legetøj kommer op på de øverste hylder, og jeg må tage en virkelig grundig snak med de to store om de farer der lurer, når man har en baby i hjemmet. Vi må nok hellere få fat i den der Frederik Falderik, som Julie Berthelsen anbefaler…
Derudover så tænker jeg at sætte et værn op til drengenes værelse, så Luca ikke kan kravle derind. I ved, sådan et med børnesikring, men som de to store godt kan åbne og lukke. Jeg véd dog allerede, med 100% sikkerhed, at mine to store drenge vil få lyst til at slæbe diverse legetøj med ind i stuen, – for sådan er det jo, børn vil være der hvor forældrene er. Ikke? Og så må vi bare have gang i legetøjstesteren, når vi skal godkende det legetøj, der må komme med ind i stuen, hvor Luca bevæger sig rundt. Det er vel dét kompromis, der er nødvendigt. Faktisk tror jeg, at de to store vil synes det er sjovt at teste deres eget legetøj for at passe på lillebror. Sådan lidt: “projekt-god-og-ansvarlig-storebror”. Win win.
Du kan selv gå ind og printe din egen legetøjstester via dette link: Print legetøjstester – og så se evt lige med i videoen herunder, som jeg har lagt ind 🙂
Jeg ønsker dig god fornøjelse med selv at baby-sikre dit hjem!
Og hey, del meget gerne ud af gode råd og idéer i kommentarfeltet herunder! Så bliver vi allesammen klogere.