Donuts opskrift – vendt i kanelsukker

Min søn Luca fik valget mellem at vi skulle bage klejner eller kanelsukker donuts. Han valgte, ikke overraskende, donuts. Jeg er faktisk ikke sikker på, at han ved, hvad klejner er. Det må jeg få gjort noget ved en anden gang. 

Men vi fik lavet en lækker donts opskrift – sådan lidt på slump – fordi vi havde egentlig ikke de ingredienser, jeg plejer at bruge. Men halløjsa, hvor blev de gode. Så fremover må dette være min egen go-to donuts opskrift, for det hele spiller bare. 

Krummen er perfekt luftig og let sej, som man gerne vil have. Stegeprocessen passer med, at de er gennebagte efter et par minutter på hver side. Jeg kan faktisk ikke helt begribe, hvor godt det gik med den her opskrift, når nu jeg egentlig havde regnet med, at de bare ville blive sådan nogle semi-donuts… jaja, det er godt jeg stadig kan overraske mig selv!

Donuts opskrift

Ingredienser
25 g gær
2,5 dl vand
1 dl piskefløde
2 æg, str M/L
130 g smør
100 g sukker (hvidt eller lyst rørsukker)
750 g økologisk hvedemel
Fintrevet skal fra 1/2 øko citron
1/2 tsk kardemomme
1/2 tsk fint salt

Til stegning
1 l fritureolie

Kanelsukker
2 dl hvidt sukker
2 spsk kanel

Sådan laver du de bedste donuts:

Opløs gæren i vandet, tilsæt piskefløde og æg. Smelt smørret ved lav varme og rør det i dejen sammen med halvdelen af melet. Brug en stor skål og en grydeske til formålet.

Tilsæt citronskal, kardemomme og salt og rør det grundigt ind i den meget våde dej. Tilsæt resten af melet og ælt dejen grundigt igennem ved håndkraft til den er fast og smidig. Lad dejen hvile tildækket et lunt sted i 30-45 min.

Rul dejen ud til en tykkelse på ca 5-8 mm. i lidt mel på en ren bordplade. Udstik runde donuts, der måler ca 10 cm i diameter og har et udstukket hul i midten på ca 2 cm. Lad dem hvile på bordpladen under et rent viskestykke i ca 30 min mens olien varmes op.

Varm olien op til 170 grader – brug termometer – og tjek løbende at olien har den rette temperatur. Steg 3-4 donuts ad gangen i gryden. Når de kommer i olien skal de umiddelbart flyde ovenpå ellers skal de hæve 5 min mere.

Steg donuts på hver side ca. 2 min til de er mørkt gyldne. Brug en hulske til at tage dem op af olien og lad dem dryppe godt af på en rist. Mens de stadig er lune vendes de i kanelsukker.

De smager bedst friskbagte – men dagen derpå er de altså også rigtig gode.

God fornøjelse.

2 reaktioner

  1. Uhm det lyder lækkert.
    Pga svage led har je svært ved at ælte dej ved håndkraft. Er røremaskine helt no go? Eller kunne man røre den på lav kraft?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN