Den værste følelse jeg har haft som Mor
Det er simpelthen virkelig svært at skrive om, det her. Fordi jeg har vist aldrig stødt på nogen, der har det på samme måde – eller i hvert fald har de ikke fortalt mig om det. Jeg bliver også bange for, om I synes det er latterligt. Men det véd jeg jo, at det ikke er, så det skal jeg bare holde fast i. Det er ikke latterligt. Det er det ikke, fortæller jeg mig selv. Det er sgu ægte, og følelsen er god nok.
Om jeg finder identifikation gennem jer – mine læsere – ved at skrive det her, eller om jeg ender med at føle mig endnu mere alene…tja, who knows? Uanset, så er det ikke noget jeg skammer mig over, eller noget jeg er bange for at dele. Det er bare en vanvittig svær følelse at bære på.
“Jeg føler, at Luca (ofte) elsker sin far højere end mig.”
Nu er det sagt.
Eller skrevet. Puha, det er ret svært at se det stå der. I ord. Det giver mig tårer i øjnene at skrive det, fordi det er sandt. Altså ikke at Luca rent faktisk elsker den ene mere end den anden, – men at det er sådan, jeg reelt føler.
Sandheden er helt sikkert, at Luca elsker os begge. Lige meget. Men sandheden er også, at det viser han ikke. Ikke for tiden. Okay – ind i mellem gør han, men fandeme ikke når hans far er i nærheden. Nej, så er jeg som luft for ham. Far mig her, Far mig der, Far mig alle vegne. Jeg bliver vildt jaloux på Micky, kan jeg mærke – altså uden den irritation, der kan følge med jalousi. Jeg synes bare at det er snyd, – at det er synd for mig. (Ja, jeg har ondt af mig selv. Med god grund, skulle jeg mene).
Da vi kom hjem efter 5 dages bryllupsrejse, hvor Luca havde været passet hos sin bedstemor, gik han direkte forbi mig i døren. Og dér sad jeg ellers på hug med udstrakte arme for at give ham et kys og et kram. Det eneste han ville var at finde sin far. “Hvor’ min faaaaar henne?” Det spørger han om uafbrudt. Jeg fik ikke et kys af ham. Han ville op til sin far. Ikke til mig.
Han slår ofte ud efter mig, og siger ord som “Mor er dum”, “Gå væk mor”, “Vil have min far”…
Selv Micky har de seneste dage brugt ordene “jamen, jeg véd, at han altså også elsker dig, skat” op til flere gange. Fordi vi begge to jo oplever en søn, der simpelthen fortrækker sin far. Konstant. Jeg kan mærke på Micky, at han simpelthen også har lidt dårlig samvittighed over det, hvilket han jo ikke skal have, men han synes heller ikke, det er rart. Fordi det er slemt. Meget.
Og nu tænker I helt sikkert, at den slags går over. Det er bare en periode, og lige om lidt vender det, og så vil Luca hellere sin mor. Men det har jeg prøvet før. Jeg er jo mor til tre drenge, så har har været der, hvor børnene har en favoritforælder i en lille periode. Men med Luca så har det været sådan siden han kunne kravle, og nu har det taget til – helt vildt. For tiden gælder det alt. Jeg må ikke kysse ham. Men det må far. Jeg må ikke putte ham. Det må far. Jeg må ikke lave aftensmad til ham…men det må… I forstår, tænker jeg! Jeg må intet. “Luca er sur på Mor”. Ja, det siger han.
Den eneste grund til, at jeg tør dele det her, er, at jeg véd, at barnet ingen grund har til at være sur på mig. Jeg er tilstede i hans hverdag. Jeg tager mig tid til ham, og vi nyder hinandens selskab rigtig meget – når Micky ikke er i nærheden. Vi hygger os virkelig godt, og han elsker mig og udtrykker det også med kram og kys, når vi er alene. Men det er virkelig svært at blive afvist, som jeg bliver, det øjeblik Micky træder ind i lokalet.
Bare lige for at give jer et billede af, hvor streng han kan være overfor mig, så tog han f.eks. en pude i sengen den anden morgen og masede den ned over ansigtet på mig – mens han grinte. Og så tænker I sikkert – Annemette, slap af, han er kun 2,5 år gammel, han ved jo ikke hvad han laver. Nej, det ved han helt sikkert ikke. Det ved jeg godt. Han forstår ikke hvilke signaler han sender til mig, eller i hvert fald ikke graden af smerte det påfører mig når han gang på gang ignorerer mig eller siger at Mor er dum etc. Men for helvede hvor er det her svært.
Det er den sværeste følelse jeg nogensinde har haft som Mor. En afmagt overfor opgaven. Hvordan løser man det her?
I skal vide, at jeg er en god mor. Det ved jeg, og det tør jeg godt stå ved. Det vil jeg blot skrive inden jeg modtager top-nederen kommentarer om, at jeg ikke har været nærværende nok eller andet dumt, man kunne fristes til at skrive. Jeg er nærværende. Jeg går på legeplads. Og synger godnatsange. Jeg vil ham gerne. Jeg er der. Jeg har ikke behandlet ham anderledes end mine to andre drenge, og jeg elsker ham som en Mor elsker sit barn. Han er mit et og alt, – ligesom de to andre.
Men hvem ved. Måske kan han bare mærke, at han er Mickys eneste barn. Selvom Micky altid tager sig tid til de to ældste og elsker dem, så er Micky jo kun biologisk far til Luca. Måske kan Luca fornemme, at det er hos Micky han skal finde overskud? At det er hos Micky, at han er øjestenen. Jeg ved det ikke. Måske kan han ikke fornemme noget som helst. Måske elsker han bare sin far mere. Det kan sgu da ikke passe. Vel?
En ting er sikkert, – det her er bare ikke småting. Jeg er simpelthen SÅ ked af det, at jeg flere gange dagligt synker en stor klump i halsen for ikke at knække sammen på midten, når først han begynder. Micky står lidt på sidelinjen og ved jo heller ikke, hvad han skal gøre, når ungen stikker i et hyl og udelukkende vil have sin far. Det har stået på i lang tid nu, og den sidste måneds tid er det blevet endnu værre.
Hvad gør man?
Jeg er modtagelig for gode råd.
35 reaktioner
Kæreste Annemette, din følelse er 100% genkendt. Og selvom man ved man er fjollet, så er det jo blot fordi man ønsker at give al sin kærlighed til de.m… Min gamle nabo fortalt rmig (familierådgiver), at børn i perioder vælger den ene eller den anden forældre til…. Han Ved du elsker ham… Han er så sikker på din kærlighed, at han har overskud til at arbejde på sin relation til sin far. Dette naturligvis helt ubevidst. Og når du giver ham pladsen og får “gemt” at du måske bliver lidt ked eller skuffet (sikker på du gør det allerede,men børn fanger ALT 🤣), så står han der lige pludselig igen. Men dine følelser er ikke alene… Har været der selv.. Og er der lig en, bare at mine piger eeeelsker at være sammen med mine veninder eller deres venners mødre… Så føler man sig også “ikke god nok” 😊❤️ knus fra Kamilla
Jeg får bare lyst til at sende en kæmpe knuser.
Jeg er ganske sikker på, han er ligeså tosset med dig, men følelsen du har, må være så svær.
Vi – alle tre piger – havde en farperiode på flere år, hvor vi på skift ville sidde ved siden af far til maden, bag ved far i bilen, ville puttes af far osv., og jeg tænker nogle gange “ej, hvor må det have været strengt for min mor, altid at være andet valg” fordi vi faktisk lavede en “skifte ordning” så man måtte ‘nøjes med mor’ halvdelen af tiden og havde far på skift – og vi var vældig utilfredse, og jeg skammer mig helt. Men med det sagt, var det jo bare en fase. Og idag kan jeg huske det, men slet slet ikke forstå det. Jeg eeeelsker min moar! Og far. Men helt, helt uden nogen forskel i mængden af kærlighed.
Håber, du finder ro i dine tanker og nogle kloge mødre, kan give et besyv med i kommentarfeltet (:
– A
Sådan har vi det også herhjemme, blot med 2 piger og især med den ældste.
Jeg er luft for dem når far kommer hjem.
Vi fandt ud af at det var fordi de har så meget tid med mig.
Altså at det med at de har så meget tid med mig hvor deres far er hjemme og sammen med den Ca 3 timer i alt om dagen. Så derfor søgte de han mere når nu han var hjemme og det gav mening for os. For mig har de jo “altid” det har de bare ikke med ham
Jeg har dem Ca 7-8 timer om dagen i forhold til hans 3…
Åh søde 🙁 jeg kan relatere så meget!
Hjemme hos har jeg været nummer et indtil et par uger siden, hvor det lige pludselig vendte.. og AV en smerte.. jeg blev virkelig ked af det og jealous! Sådan virkelig ind i hjertet, og min mand var bare, ifølge mig, rigtig dårlig til at håndtere det! Kunne finde på at spørge foran mig om mor skulle putte hvor min søn svarede nej (og han kunne spørge mange gange, og om mange forskellige timg hvor han nød at høre jeg ikke duede) jeg blev sådan virkelig vred på min mand og overvejede at skride fra ham så frustreret blev jeg! Jeg fik dog endelig fortalt ham hvordan jeg havde det, og det hjalp meget for mig.. det er ikke helt den samme sitution som du står i..men jeg kan forstå at det må være virkelig nedslidende og sindsygt hårdt !!
Hvordan bevarer du relationen til din søn (forstå mig ret, jeg kan føle at jeg ubevidst trække mig lidt tilbage i frygt for afvisning)
Hej Annemette.
Jeg har som sådan ikke et konkret råd, men ved bare at ALT er foranderligt. Så selvom du har prøvet at der er favorit forældre i små perioder, med dine store drenge, så er dette bare en anderledes lang periode. Tiden vil ændre på alting, måske kun i lille grad. Jeg tror du skal nå til en accept af at du er nr 1 når far ikke er hjemme og nummer 2 når far er hjemme. Hvis du nu ikke havde sat dig på hug efter jeres Honey moon, og ladet Luca løbe hen til sin far, så ville han måske have kommet til dig bagefter og det er vel også ok? Måske fornemmer Luca at du vil ham SÅ meget, at han trækker sig? Måske hvis du kunne acceptere tingenes tilstand, og bare lod ham være, at han så Villy begynde at søge dig på hans eget initiativ?
Bare nogle refleksioner herfra ❤️
Kære du
Det er en følelse jeg også kender! Min søn var/er meget far syg og jeg er helt klart 2. valg.
Det er blevet bedre efter jeg har overtaget putningen 100%, hvis han kalder om natten er det mig der står op og sover med ham alene hvis han har brug for det. Jeg sørger også for at komme ud af huset (og væk fra far) på forskellige oplevelsesture.
Kan godt forstå du er trist, men jeg tror på det kan ændre sig med tiden. Med eller uden tiltag.
Har intet klogt at skrive, vil bare gi dig lidt kærlighed <3
Jeg synes egentligt det er underligt, for du er jo en del sammen med Luca alene, men rigtig mange børn har en de prioritere mere end den anden. hey Micky skru lige ned for de gode far skills 😉
Godt emne! det er VILDT svært når man i en periode vælges fra. Jeg tror det er en periode – og nogle perioder varer længere end andre. Mit bedste råd er at blive ved med at synke for det første.
Der skal ikke være en “kamp” i dette, da modstand kun forstærker den her adfærd.
Jeg ville bede min mand om at korrigere barnet når der er adfærd man ikke vil have (hvad enten det er dumme navne/ord, slå eller andet – man er enige om man ikke vil have overfor andre) og så aflede – når han er så lille.
Altså vise Luca at i “står sammen” og vil hinanden – ligesom i vil ham.
Håber det giver mening (og det kan jo sagtens være at i allerede gør dette)
Hej. Jeg skriver normalt aldrig på indlæg, men bliver simpelthen nødt til at svare dig. Inden du går helt i hårdknude og bebrejder dig selv. For har stået i nøjagtig det samme og analyseret mig gennem min dårlige samvittighed gang på gang. Vores lille mand, på lige godt 3 er også Fars dreng, og fravælger højlydt og fysisk mor gang på gang. Jeg har dog holdt ved, “jamen det er mor der skal putte dig i dag.” selvom det betød skrig en halv time… Men snakkede stille med ham imens i sengen… Også “købt” ham lidt om dagen… “Skal vi lege med tog.” og en enkelt “Vil du med ned i legetøjsbutikken” … You name it. Og nydt hver gang det er lykkedes, og grædt mange gange indeni, over “mor er dum, gå væk mor” Men og her kommer det bedste… Den seneste måned er han begyndt at sige “mig ælger dig mor”, kysse og kramme. Stadig fars dreng men med plads til mor… Og det heler i hjertet…Så hold ud er mit bedste råd…det er forhåbentlig også en fase i jeres hjem 💕 nyd tiden hvor far ikke er der og du kan bruges. Og ja nok en ting der hjalp rigtig meget var at mor pludselig var 3 dage væk, for et par uger siden, hvilket ellers er far der plejer. Jeg skal ellers love for det hjalp på kærligheden at mor kom hjem igen
Åhh det gør ondt at læse – nok mest fordi jeg kan se mig selv i den samme situation om et par år når min datter er blevet lidt større. Min datter er 8 måneder og er helt klart en mor-pige for nu. Det der gør mig ondt er at hun længe ikke har haft lyst til at ligge i mine arme og putte – det har hun ikke ville i flere måneder. Jeg misunder mødrene i min mødregruppe når de sidder med en træt og næsten sovende baby på armen ❤️ Det er der ikke noget af her – her vil hun født sove når hun kommer i barnevogenen, av av 💔 Jeg har talt med min sundhedsplejeske om det, og efter at have opserveret os kunne hun trøste mig med, at min datter 100% vidste “hvor hun havde mig”, men blot var for nysgerrig på verden. Lang historie kort tænker jeg at det måske er fordi at Luca 100% ved hvor han har dig 💙 Jeg går ud fra at der er dig, der har haft størstedelen af barslen og kan også se i dine stories at I ofte er på tur bare I to. Derfor føler han måske mere at han skal “vinde” og gøre sig fortjent til Mickys kærlighed, hvor din ved han, han altid vil have 💙
Åhh det gør ondt at læse – nok mest fordi jeg kan se mig selv i den samme situation om et par år når min datter er blevet lidt større. Min datter er 8 måneder og er helt klart en mor-pige for nu. Det der gør mig ondt er at hun længe ikke har haft lyst til at ligge i mine arme og putte – det har hun ikke ville i flere måneder. Jeg misunder mødrene i min mødregruppe når de sidder med en træt og næsten sovende baby på armen ❤️ Det er der ikke noget af her – her vil hun født sove når hun kommer i barnevogenen, av av 💔 Jeg har talt med min sundhedsplejeske om det, og efter at have opserveret os kunne hun trøste mig med, at min datter 100% vidste “hvor hun havde mig”, men blot var for nysgerrig på verden. Lang historie kort tænker jeg at det måske er fordi at Luca 100% ved hvor han har dig 💙 Jeg går ud fra at der er dig, der har haft størstedelen af barslen og kan også se i dine stories at I ofte er på tur bare I to. Derfor føler han måske mere at han skal “vinde” og gøre sig fortjent til Mickys kærlighed, hvor din ved han, han altid vil have din 💙
Jeg ved ikke hvad man gør udover det du allerede gør. Du siger det selv: du vil ham og du er der for ham med alle dine varme følelser og dit nærvær. Du gør alt det en mor skal gøre for at være en god mor. Hold fast i det. Problemet er ikke dig. Børn går igennem de her faser som virker ekstreme og uforståelige på rationelle voksne mennesker. Jeg ved godt det har stået på i laaang tid, men jeg synes altså at det virker meget normalt at han i en periode har en præferance for den ene forælder og tester grænserne for jeres relation. Ikke giv op. Bliv ved med at byde dig til og bid smerten i dig. Kridt dine egne grænser op for hvad du vil finde dig i og prøv at lade ham se at du respekterer hans valg og er cool, men at du er der hvis han har brug for dig. Får han fornemmelsen af at det er forkert at ville far mest fordi det gør mor ked af det, lægger man en forfærdelig masse ansvar på nogle meget små skuldre. Jeg var igennem noget af det samme i et års tid da min søn var ca 2 år og det var forfærdeligt for mig. Og så skiftede det tilbage til normal igen. Jeg tror det falder indenfor normalspektret selvom det har været igennem lang tid. Courage! Det skal nok blive godt 🙂
Kære Annemette, det er den værste og naturligste følelse du har. Du skal så meget anerkende Micky for, at det er den følelse han har, og blive ved med, at anerkende ham, for hvor han er. Måske du har flere timer sammen med ham i døgnet, end Thomas har. Den alder han har, er netop der, hvor de små begynder, at give slip på mor/barn båndet og det bånd bliver måske forstærket af, at hans far er mere væk fra ham i dagligdagen…… Det er en fuldstændig sund udvikling og hvis du giver slip og tøjrer dine følelser, så kommer det tifold igen senere i livet. Det er vigtigt han får følelsen af, at ha frihed til, at vælge mellem mor og far, betingelsesløst, fordi I begge betyder alt for ham og i hans egen udvikling og trivsel i livet. Du vil altid være en stjerne i hans hjerte, selvom han siger fra, det er så godt han tør sige stop og nu er det far-tid, uden, at han skal tage “hensyn” til den voksne. Du er da helt sikkert den bedste mor i hele verden, netop også fordi du tør være åben og ærlig omkring de svære føelser…. Rigtig meget held og lykke med din lille familie ❤️❤️
Sorry har lige sendt en kommentar, Luca mener jeg og ikke Micky, som jo er din mand…😘😘😘
Hej.
Mit spørgsmål går på om, når han siger “nej far skal putte mig” osv om han så får sin vilje? Eller om du insisterer på at “nej det er mor der gør det her”, han kunne muligvis også gave fundet ud af at han kan styre/bestemme over dig eller at der er uligevægt i forhold til at din mand giver lov til mere, og du ikke gør.
De bedste hilsner.. 😉
Sødeste dig.
Herhjemme kender vi den godt; blot var det mig der blev valgt til og far der blev valgt fra. Særligt med vores yngste datter. Hun er nu 8, og det er slet ikke slemt mere. Men det var det til hun blev ca. fire år. På samme måde som du beskriver. Og det er hårdt for begge forældre (omend nok hårdest for den, der bliver valgt fra). Hvis jeg skulle gøre noget om i dag, ville jeg vælge noget professionel rådgivning. Simpelthen fordi det er så hårdt at være i.
Sender dig de varmeste knus og en tak for, at du tager dette emne op. Det vidner om, at du er en stærk og god mor!
Åhh nej det er hårdt. Har du prøvet at fortælle luca at du bliver ked af det når han siger at du er dum? Selvom han kunder 2,5 er han gammel nok til at forstå at andre godt kan blive kede af det over en handling.
Jeg personligt har sagt til mine børn, når de har sagt at jeg var dum, så har jeg sagt: Jeg bliver rigtig ked af det når du siger jeg er dum, og vi sad jo lige og hyggede os og der er ikke nogen der er dumme!” Hvis det så er forsat når vi har leget videre… Eller hvad vi nu har lavet. Så har jeg sagt: Okay, men når du synes jeg er dum så finder jeg på noget andet og så kan du lege videre selv” og så er jeg gået væk. Når det er sket nogle gange så er det som regel vendt, for hov.. Mor vil ikke være sammen med mig nu. Det er også super vigtigt at din mand bakker op og siger hov du glemte at sige hej til mor, eller mor laver dejlig mad, eller nej mor er ikke dum og vi elsker hende højt. Sådan at luca for set og hørt at du er ikke dum, du er hans dejlige mor, og måske han bare lige havde glemt det.
Det bliver GODT igen. Men jeg føler med dig 💕
Vh Mai
Hej Annemette
Jeg har 4 døtre og oplevede præcis det samme med min ældste datter. Det startede, da hun blev storesøster (de 2 ældste piger er pseudotvillinger). Hun var meget farsyg frem til hun var ca. 3 1/2 år, og det var kun far, der duede. Jeg havde aldrig før hørt om nogen børn, der favoriserede far (men derimod om masser, der favoriserede mor) og var rigtig ked af det og flov og følte, at det var helt forkert. I dag har jeg hørt om mange, der har oplevet det samme.
God vind herfra – det skal nok vende 🙂 🙂 🙂
Du skal/kan simpelthen ikke gøre noget, for der er ikke noget at gøre – selv om det niver i hjertet. Det er en fase
Jeg kan ikke give dig godt råd. Men du skal holde med at være så hård ved dig selv. Det tærer dig i stykker. Slap nu af (godt ment)
Hold med alle de problemer og fokuser på alle dine successer. Drengens kærlighed skal nok komme. Du gør ikke noget forkert. Vær tålmodig. Og nyd de andre drenge.
Kh Helle
Puha! Du kan tro, jeg kender det! Vores yngste datter behandlede mig også som luft i de første 3 år af hendes liv – indtil jeg stoppede med at finde mig i det… Det lyder måske åndssvagt, men jeg holdt simpelthen op med at give hende lov til at vælge mig fra og far til. “Far skal putte mig” – “Jeg forstår godt, at du gerne have far til at putte dig – han er mega dejlig – men i dag er det min tur” Og så blev det bare lige så helt utrolig langsomt bedre. Jeg tror, de kan mærke, at man er såret. At man er mindre sjov, at man er ked af det. Når det så er sagt, tror jeg at langt de fleste børn har en yndlingsforælder. Det er åbenbart bare strengt forbudt at tale om.
Jeg kender det fuldstændig. Min datter på 6 år er fars pige og har været det i minimum 3 år. Jeg glædes selvfølgelig ved deres stærke bånd, men selvfølgelig skærer det i hjertet, når jeg gang på gang er den dumme og hun bare vil have far. Hun siger også hun elsker far mest til trods for jeg selv synes jeg er en fantastisk mor. Må håbe en dag hun føler det og vi også kan blive rigtigt tætte også.
Hej Annemette det er lidt “sjovt” at du netop skriver om den følelse. Jeg havde netop den samme følelse i weekenden i søndags hvor jeg blev så ked af det. Vi var i Tivoli som ellers er min søn (er 2,5 år) og mit sted hvor vi i mange dage efter jeg henter ham i vuggestue tidligt er gået hen. Men her ville han kun sin far og ved karusellen som jeg ellers altid prøver med ham skubbede han mig væk og sagde nej mor væk jeg vil have far. Jeg blev simpelthen så ked af det at jeg måtte gå væk for ikke at bryde sammen. Så jeg kender til den følelse som du beskriver. Men alle siger at det går over og at børn i den alder ikke vælger den ene forældre frem for den anden. Jeg ville søge efter professionel hjælp det har jeg selv gjort da det ellers begynder at tærre på hele familien idet din mand også kan mærke det osv
Herhjemme sker nøjagtig det samme. Min ældste søn på 5 år har altid været mest til mig, mens min yngste søn på 2 år er fuldstændig far-syg. Han skriger som en gal, når jeg tager ham op og bliver helt hysterisk, hvis ikke hans far gør alt. Det er hårdt, og jeg kan mærke, at jeg reagerer ved at trække mig lidt, hvilket jo slet ikke går. Vi havde en weekend alene for et par uger siden og det var et hit. Måske jeg bliver nødt til at ‘tage over’ i en periode og stå for ALT, så han naturligt søger mig. Jeg har ikke løsningen.
Det lyder så hårdt – jeg håber at det snart stilner af
Det ER fuldstændig naturligt og helt efter bogen. Hos børn er alting sort/hvidt – ondt/godt. Lidt ligesom i eventyr. Din søn er ved at øve sig og erfare hans følelser, som han øver af der hvor han føler at kærligheden kan holde – hos sin mor. Vis ham at du kan rumme ham og vær stolt over at han tør “bruge dig” til at øve sig, det betyder, at han ved, at din kærlighed er ubetinget. Din mand og du støtter hinanden og gør ingen af jer 3 forkerte – det hele lyder til at være helt efter bogen 🙏🏽
Jeg har en dreng på 2år. Og her hjemme er det også kun far der gælder og er den bedste i verdenen.
Hos os tror jeg problemet opstår fordi jeg er for tilgængelig. Det der mig der henter og bringer og ofte er alene med ham i weekenden, da min mand laver praktiske ting i vores hus. Så når min mand kommer hjem kl 17.30 i hverdagen, så er der ikke meget tid til at nyde far, før han skal i seng.
Jeg prøver at give plads. Nå når min dreng ikke vil kysse, kramme, eller blive puslet af mig, så siger jeg okay og trækker mig, med det samme.
På den måde respekterer jeg hans følelser, og når jeg er alene med ham, får jeg 1000 kram og kys
Hej Annemette,
Jeg har engang læst at hvis den ene forælder (far) har været meget væk eller andet, hvor barnet har manglet opmærksomheden fra vedkommende – kan barnet godt komme til at hige så meget efter opmærksomheden, at barnet bliver eks. far syg.
Barnet ved godt at mor altid er der hvis h*n har brug for det og derfor bliver mor ikke prioriteret.
Jeg ved ikke om det er tilfældet hos jer – men så har jeg da delt den viden 🙂
Husk ikke at vær for hård ved dig selv – du er den bedste mor din søn kan få.
Åh sådan er det også hjemme hos os!! Og det gør så ondt, og man får så dårlig mor-selvtillid og ondt i hjertet! Det jeg tror er “problemet” hos os, er at min mand altid har været klar til at lege og pjatte, og ikke har været så god til at opfordre til selvstændighed eller til at sætte grænser – det er jeg klart bedre til, og hvem er det så man vælger først, good cop eller bad cop? Vi er blevet opmærksomme på det mønster herhjemme, og min mand er blevet bedre til at være “streng”, når det er påkrævet. Det har ikke hjulpet på problemet (endnu), men det er bare rart at min mand også er den kedelige ind i mellem nu. Jeg går til psykolog, og vi snakkede om det her sidst jeg var der. Hendes råd var at jeg skulle finde “min” ting sammen med min søn. Min mands ting er at lege vildt og pjatte, og jeg elsker at læse med min søn. Så jeg skulle sørge for at få mere alene-tid med min søn, hvor vi skulle nyde “min” ting sammen. Måske inspiration til jer?
Kærlighed til dig. Det rører mig dybt ind i hjertekuglen det du skriver. Håber det vender snart, så du igen kan slappe af i samværet med hele familien.
Jeg sender virtuelle kram din vej. For selvfølgelig er det en hård følelse!
Vi kender den herhjemme. Min datter på 4 år har verdens mest nærværende far! Det har han altid været! Vi delte barsel 50/50 og har været så tæt som overhovedet muligt lige meget på banen, og alligevel har vores datter – i flere år været så strid ved sin far. “Jeg elsker ikke min far” , “jeg gider ikke ham der” , og konstante afvisninger! Vi aner ikke hvad det har bundet i, og det har været hårdt! Den eneste trøst jeg har, er at det de sidste 3-4 måneder er blevet markant bedre! Hun foretrækker stadig mor, men er ikke strid ved far.
Jeg tror på det vender for jer også! Det meste med børn er perioder! – også selvom nogen perioder er utrolig lange…
Varme tanker sendes din vej ❤️
Kære Ulla, Hvor er det dog en ærgerlig kommentar – at afslutte med “stop piveriet”. Der findes så mange bedre både at svare på. Men fyr den af!
Hvor er det ærgerligt at du slutter en masse fin information af med at skrive sådan, Ulla.
Hvad skal det egentlig gøre godt for? Det hjælper ikke nogen at snakke/skrive så grimt til andre, selvom man har en anden holdning.
Prøv at google ordet “empati”, og se om du kan forstå og lære lidt af ordets betydning.
Åh hvor føler jeg med dig, jeg har ikke selv børn men passer to børn hvor den ældste går og siger han hader sin far og at han ikke kan lide ham og ville ønske at han slet ikke havde nogen far: Har heldigvis ikke hørt ham sige det længe og forældrene ved det godt. Og han var fem, nu er han seks. Ikke at jeg tror han ikke elsker sin far, men han kunne også sætte i et hyl når han fandt ud af at det var fars tur til at putte. Ikke at det gør det bedre, men det er bare for at fortælle at det også sker hos andre at de foretrækker en forældre over en anden. Min ældste nevø var også gammel før han ville have både sin mor og sin far, ellers var det altid bare ‘far, far, far, far’ hvor lillebror blev meget ‘mama, mama, mama’ de er 7 og 5 i dag, og nu er der ikke noget. Men jeg mindes også det var noget som først rigtig gik over da de var omkring de 3 år, hvor den anden forældre ikke kunne få lov til at trøste og sådan noget. Men skal ikke kunne sige om det også har en betydning at han ligesom godt kan fornemme at hans brødre ikke er sin fars børn og han derfor kan få mere opmærksomhed af far end af mor fordi der jo også er to brødre at tænke på. ❤️ Håber i hvert fald det snart løser sig, den følelse er slet ikke sjov.
hej jeg vil bare sige at jeg kender det du skriver 100 procent. Jeg fik min søn for tidligt og kunne derfor ikke amme. Jeg fødte heller ikke vaginalt, men fik et akut kejsersnit så gennem hele vores søns opvækst har hans far været en lige så vigtig figur i hans liv både med omsorg og til at give mad, skifte mm. Mange skriver at børn har det i perioder med at vælge en forældre, men min søn har ligesom din altid valgt sin far og er ofte også meget afvisende overfor mig både kropsligt og verbalt. Det har været meget svært også fordi jeg grundet de andre ting, derfor ikke har følt mig som en rigtig mor og har haft svært ved at identificere mig med de tanker andre mødre har feks. om at det er hårdt når deres børn kun vil dem osv. Jeg tror dog også det kan være en konsekvens af at have et lige forhold, hvor der ikke er forskel på mor og far, og hvor perioden hvor barnet foretrækker far ikke handler om at han er der mindst og derfor spænende men simpelthen, at de finder et bånd som børn ofte ellers har haft til moderen. Så på en gang ser jeg det som noget smukt og på samme tid som noget der er forbundet med sorg og smerte. Jeg ved ikke hvor meget det hjælper, men jeg tror det jeg vil sige er, at det tyder på din søn har en rigtig skøn far og at jeg er sikker på du også er verdens bedste mor og din søn elsker jer begge lige højt men viser det forskelligt.