De allerbedste opskrifter fra Den store bagedyst…

Jeg har tænkt mig at lave en lille guide til jer, med de allerbedste opskrifter fra Den store bagedyst 2013. – I følge mig…og baseret på smagen! (Glem udseendet, når det kommer til dette indlæg – det skal handle om hvad der smagte godt.) Derfor må jeg naturligvis også holde mig til den sæson som jeg kender, og hvor jeg rent faktisk har smagt på kagerne:)

Jeg fik ideen til dette indlæg, da jeg (igen) for nylig fik den kommentar, at folk savner at smage på de kager, som de ser på skærmen. For ellers er det ret svært at relatere til de ord, der kommer fra dommerne. Og sådan er præmissen for programmet jo – på godt og ondt. Men det skal ikke forhindre mig i, at dele de allerbedste opskrifter med jer – og her snakker vi absolut ikke kun mine egne. Jeg kan jo altid dele alle mulige af mine egne opskrifter med jer – denne gang er det altså sjovere at indvie jer lidt mere i, hvad jeg faktisk husker kagerne for. I får her min egen helt ærlige mening om (måske) de 10 bedste opskrifter fra de 8 programmer, der kørte over skærmen i 2013.

Charlotte aux framboises

1) Charlotte aux framboises – af Helle Rimmer, program 1, Den store bagedyst 2013
Disse fantastisk smukke kager husker jeg tydeligt. Jeg husker også hvordan Helle forvirret susede rundt i køkkenet ved siden af mig, og jeg tænkte noget ala “hvordan skal det dér nogensinde gå godt?!) – og så vupti…: dér stod pludselig 8 sindssygt flotte og drønhamrende velsmagende kager. Jeg husker dem virkelig for den skønne smag af hindbær. Lidt frankofile er vi vel allesammen;)

Upside-down med æble
Upside-down med æble

2) Upside-down med æble – af Katja Stock, program 2, Den store bagedyst 2013
Jeg måtte bare tage hatten af for Katja. Simply. Det er virkelig ikke nogen særlig smuk præstation at lave en upside-down kage (tro mig, vi alle hadede dén opgave) – men min gud, hvor smagte denne saftige æblekage are vidunderligt. Jeg husker hvordan Katja næsten græd (det gjorde vi sådan lidt på skift) over at hun havde glemt at smøre formen – men hun havde ingen grund til bekymring, det var en fantastisk kage med masser af smag, saft og kraft. Den anbefales varmt herfra.

Rabarbersymfoni
Rabarbersymfoni

3) Rabarbersymfoni – Nils Stokholm, program 2, Den store bagedyst 2013
Nok den kage jeg husker som den bedste i hele sæsonen. Det er store ord, I know. Men jeg ved at flere deltagere ville bakke mig op. Vi er i hvert fald et par stykker, der er enige om at Nils’ kombination af hvid chokolade, rom og rabarber var intet andet end vidunderlig. Hele (og jeg mener HELE) teltet var indhyldet i en tyk rom-tåge mens Nils tilberedte kagen. Det var skønt…haha:) Jeg kender dog Nils godt nok til at vide, at han nok ikke har gjort sig alt for umage med en præcis opskrift, så jeg vil anbefale dig at du smager godt til undervejs, hvis du kaster dig ud i denne kage.

Appelsinbagels
Appelsinbagels

4) Appelsinbagels – River Breinholt, program 3, Den store bagedyst 2013
Vi var flere deltagere, der var lidt i tvivl om, hvorvidt River havde opfyldt opgaven med at lave bagels, da han præsenterede disse for dommerne?! (de var jo ikke runde, som klassiske bagels) – Men men men, ingen ko på isen, begge dommere var dybt imponerede. Fantastisk smag af appelsin og nogle lækre luftige bagels.

Anzac småkager
Anzac småkager

5) Anzac småkager – Annemette Voss, program 4, Den store bagedyst 2013
Okay så, jeg bliver jo også nødt til at fremhæve blot et par af mine egne opskrifter – det ville jo ikke give mening, hvis jeg vandt konkurrencen uden at mine opskrifter også var blandt de bedste… Så, here goes. De bedste småkager jeg til dato har bagt! ELSKER DEM! Som lækre, saftige og sprøde havrecookies. Skynd dig i gang med at bage dem.

Marengslagkage
Marengslagkage

6) Marengslagkage (lakrids/hindbær) – Louise Damtoft Pedersen, program 5, Den store bagedyst 2013
Åh, min skat, Louise… Hun kæmpede med denne kage, da hun tabte den hvide chokolademousse på gulvet og måtte starte forfra. Men hun nåede i mål, og jeg husker stadig hvordan hun i sidste sekund samlede kagen og vi alle holdt vejret da vi så resultatet. Billedet herover gør ikke rigtig kagen ære, for det var virkelig en sindsygt smuk og enkel kage, der bare smagte som den skulle. Er du til lakrids og hindbær – så er det her din kage.

Kirsebærtærte
Kirsebærtærte

7) Kirsebærtærte – Annemette Voss, program 6, Den store bagedyst 2013
Jeg udviklede denne tærte til min mor, så den indeholder alt det min mor elsker mest. Mazarin, hvid chokolade, lakrids og kirsebær. Og jeg bliver stadig lige begejstret hver eneste gang jeg bager denne kage – for det er blevet til en hel del efterhånden. Den er bare en sikker vinder hver eneste gang. En rigtig kraftig, syrlig, sød og lidt “tung” tærte, der egner sig perfekt som et stykke dessert. Næsten lidt konfektkage-agtig i det.

Thaitærte
Thaitærte

8) Thaitærte – River Breinholt, program 6, Den store bagedyst 2013
Wow altså. Måske ikke så meget en fryd for øjet som en fryd for ganen. Wow! Den smagte bare helt vildt! Helt vildt godt, that is! Hele teltet duftede bare af Thailand – på den rigtig gode måde! Så næste gang du vil lave thaimad, så prøv lige denne her i stedet for en klassisk wok-ret.

Karamelbombe
Karamelbombe

9) Karamelbombe – River Breinholt, program 7, Den store bagedyst 2013
Er der andet at sige, end: OMG! Smuk med smuk med mere smuk på. Og smagen, som jeg jo lover at holde fokus på, var outstanding. (!!!!!!!!!) Jeg husker en skøn kombination af æble, kaffe, karamel og yogurt – helt vild spændende kage, og jeg er sikker på, at den har været til inspiration for mange siden da.

Bryllupskage
Bryllupskage

10) Bryllupskage (solbær/blåbær/hvid chokolade) – Katja Stock, program 8, Den store bagedyst 2013
Det kan godt være, at jeg løb med titlen som Danmarks bedste amatørbager 2013 lige for næsen af dejlige Katja…(og, det er jeg naturligvis glad for)…men hun skal bare have credit for denne virkelig velsmagende kage. Det var et sandt mesterværk hun skabte på finaledagen, og jeg synes kagen herover smagte som en drøm. Det gjorde alle finalekagerne faktisk. Det var close-run, så at sige. Men Katjas bryllupskage får “min sidste stemme” i denne omgang, og hermed slutter jeg af.

Jeg håber I har fået et lille smugkig på min Den-store-bagedyst-verden, som man ellers ikke er en del af som seer. God bagning.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN