Bryllup fylder alt – og alligevel intet

Det er en meget mærkelig følelse det her. Faktisk er det super fedt, og jeg kunne ønske mig, at alle fik lov at prøve det her – og så alligevel slet ikke. Fordi jeg skal jo giftes for anden gang om ganske få dage.

Og præmissen er jo, at man faktisk har prøvet det før, hvis man skal kunne relatere til mine ord i dette blogpost. Og med det faktum ved jeg, at der er en forhistorie fyldt med smerte og afsavn for langt de flestes vedkommende. Men, til gengæld, så er der intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Og i denne omgang kommer det mig selv og min kommende mand til gode, at jeg har været gift før. At jeg har planlagt et bryllup før. At jeg har sagt ja før.

Fordi nok fylder det meget i vores hverdag for tiden. Altså brylluppet og al planlægningen. Nok snakker vi om det med gud og hver mand, og der er så meget, som der skal tages stilling til. Man faktisk, ja, så fylder det intet. På en underlig måde. Jeg føler i hvert fald ingen stress eller uro. Jeg føler mig ikke presset og jeg er overhovedet ikke bange for at noget skal gå galt. Tingene må gå som de nu en gang går – fordi hvis der er én ting jeg har lært af at blive gift før, så er det, at man aldrig kan vide sig sikker på en skid.

Man kan ikke vide sig sikker på at maden er god. Man kan ikke vide sig sikker på om musikken “spiller”. Man kan ikke vide sig sikker på, om talerne er for lange eller om tante Olga har skrevet verdens dårligste selskabssang. Man kan ikke engang vide sig sikker på kærligheden.

Det kan jo – i teorien – godt være, at han er skredet om et år og har fundet sig en eller anden lille latina-babe med store bryster og lange mørke øjenvipper. You never know!

Det eneste man kan vide sig sikker på er, at intet er sikkert. Og når man bare erkender det, så giver det en slags ro i maven. Ro omkring, at man alligevel ligeså godt kan give slip på kontrollen.

Man kan være heldig, at man rent faktisk er “tilstede”, hvis man gør sig umage. Det vil jeg gøre denne gang. Jeg vil gøre mig ekstra umage med at være i nuet og huske at se min mand dybt ind i øjenene. Jeg vil holde fast i øjeblikket og nyde det. For en gangs skyld. Fordi jeg må ærligt (og ærgerligt) erkende, at jeg til mit første bryllup brugte mere tid på at tænke over “next step” på dagsordenen end jeg var tilstede lige dér, hvor det hele skete. Jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til det, så hele oplevelsen stod mere klart i hukommelsen. – Men, når det er sagt, så er der jo en mening med det hele, så måske var det meningen at jeg ikke skulle kunne hæfte mig ved detaljer, når jeg tænker tilbage. Sådan vælger jeg at se på det. Med positivitet.

Hvordan har det været for jer andre, der også er blevet gift for anden eller tredje gang? Nogle tips til mig?

Nu her hvor dagen nærmer sig, så er vi ved at være “på plads” med det hele. Vi har fået gjort de sidste indkøb – jeg går lige pt og bakser lidt med at få løst en lille udfordring med nogle balloner – men ellers er vi ved at være der. Bordplanen er her til aften kommet på plads, og den blev også lige godt og grundigt “vendt på hovedet” i forhold til hvad vi først havde forestillet os. Vi har lige modtaget bekræftelse fra det sted, hvor vi holder festen på hele forløbet, og alt er bare så tip-top-tjekket. Det bliver skønt.

Vi glæder os faktisk bare SÅ meget, og vejret ser umiddelbart ud til at blive godt. Så kryds fingre med os, vil I ikke nok? Det regnede sidst jeg blev gift – og jeg véd godt at det efter sigende skulle betyde, at vi så ville blive rige, men det blev der altså ikke noget af (dammit!)… – så denne gang satser vi på solskin.

Det var lige de tanker der var her fra bryllupsland.

♥