Min største frygt er at blive misforstået

Jeg hader at blive misforstået. Jeg tænker, at hvis alle bare kunne forstå mig, sådan rigtigt, så ville de jo se, at jeg faktisk er et helt okay menneske. Hvis de lyttede efter og ikke bare hørte ordstrømmen. De ville ikke nødvendigvis synes om mig, men de ville forstå mig og derigennem vide, at alle mine intentioner er gode. Jeg taler om angsten for at blive misforstået. Både ordret misforstået men også på et højere og mere menneskeligt plan.

Kender I det?

Nu bliver det lidt personligt. En lille tur down memory lane…

Jeg husker det tydeligt som var det i går. Hver eneste gang der var skole-hjem samtaler, sad jeg der ved bordet – min mor ved min side og min lærer overfor.

“Nå Annemette, vi er jo glade for at du er så engageret i timerne. Men jeg vil jo meget gerne have, at du lærer at tænke før du taler, ikke? Det er jo vigtigt faktisk at have noget på hjerte, når man åbner munden.” 

“Tror du måske, at du kunne række hånden op bare halvt så meget?”

Sådan lød det stort set hver gang fra min klasselærer. Og jeg kan da godt forstå hende. For i folkeskolen, og måske også et lille stykke ind i gymnasieårene stak jeg altid bare hånden i vejret, – nærmest så snart der blev stillet et spørgmål. Jeg tænkte, næsten på forhånd, at jeg da havde svaret. Men ved I hvad, det må jeg tilgive mig selv. For på den ene side har jeg da været hende den død-irriterende på mange måder, der altid havde en mening om alt og som i øvrigt også klarede sig rigtig godt i skolen. Jeg havde nemt ved at gå i skole og jeg kunne lide det. Men på den anden side så havde jeg ofte nogle fine refleksioner, og jeg har også lært meget af at turde række hånden op. Man kan komme langt her i tilværelsen når man tør spørge, sige, gøre, reagere etc.

Men noget, som først er gået op for mig med årene, er, at de der små stikpiller jeg kunne få fra mine lærere eller klassekammerater som “hold nu op”, “ahj, ikke dig Annemette”, “tænk nu før du taler”, “er du nu sikker på at du har en holdning til det” etc. har sat sine spor. Jeg tror, at min lærer nogle gange havde en slags ulven kommer holdning til mig. Ala, hvis Annemette alligevel hele tiden rækker hånden op, blander sig og har en holdning, så må det hele til sidst være ligegyldigt. Så gider vi ikke høre mere på Annemette. Hun skyder med så mange spredehagl, at der alligevel aldrig kommer nogen guldkorn.

Lidt underligt ikke? For når nogle af mine klassekammerater  e n d e l i g  fik taget sig sammen til at blande sig i samtalen, så blev der virkelig lyttet efter. Intenst. Og det var lige før at det nærmest fortjente en klapsalve at vedkommende havde ytret sig. (ja, måske fortjente de også det – rent faktisk?!)

Men det gjorde mig simpelthen så ked af det. Jeg var jo bare et barn og meget ung, men ville gerne tages alvorligt. For jeg var top engageret i mit skolearbejde. Jeg lyttede altid med, og jeg var så åben for at høre de andres ideer og holdninger. Jeg kunne jo mærke, at der kørte en masse rundt i hovedet på mig. Jeg vidste at jeg havde forstået det. Jeg kunne tydeligt mærke at det rørte mig. Og alligevel blev det ikke taget seriøst.

Så jeg er blevet bange for at blive misforstået. Bange for at de allesammen bare tror, at jeg snakker uden indhold. Bange for, at de ikke lytter når ulven faktisk kommer. Det kæmper jeg med hver dag. Altid. Og det værste ved det hele – det får mig nogle gange (dog sjældent) til at snakke mere. For at kompensere.

Og hvad gør jeg så ved det?!

Ikke noget. Nul, Nix. Ikke en dyt! Jeg har lært at leve med det. Jeg har lært at holde min mund og lade være at snakke løs uden grund. (sådan da) – Og så har det måske også hjulpet at tage magten tilbage. Her på bloggen. Nu kan jeg ytre mig alt det jeg vil – og så må min klasselærer hjertens gerne sidde derhjemme i sofaen og tænke “hold nu kæft, Annemette” – det er egentlig ok. Og i mellemtiden kan hun se med i Sådanmark – så bliver hun tvunget til at høre på mig…hahaha. 🙂

Men min intention med at skrive det her er ikke at hænge min lærer ud. For hun var heldigvis en dygtig lærer, som formåede at opveje sine mangler med en masse andet godt indhold. Men jeg håber at I, der læser med, vil huske på, at de dér børn, der snakker en hel masse og som altid rækker hånden i vejret, som altid står forrest og som altid har en holding – de har måske også brug for at blive hørt. Rigtig hørt. Så kan det være, at de bliver bedre til ikke at snakke og ytre sig hele tiden. Bliver bedre til at lytte. Hvis de også bliver hørt – bare indimellem. Alle er forskellige, og vi har allesammen som børn brug for at blive set og hørt. Også dem som man hører heletiden. For der er forskel at høre ord og så rent faktisk at lytte efter.

/AM