Om at komme ind på en andenplads…

Jeg er mor til tre drenge. Jeg har fået dem med to forskellige mænd. Jeg har en far. Og en storebror. Jeg er gift for anden gang, med en mand – men det ved I. Det, jeg forsøger at sige, er, at jeg omgiver mig med ret mange mænd, der allesammen er fædre – eller bliver fædre en dag. Det ved man selvfølgelig ikke, men jeg regner da med, at alle mine tre drenge selv bliver fædre, og derfor også en dag selv kan fejre fars dag med deres børn. 

Jeg sender min egen far en kærlig tanke, og så bruger Luca og jeg tid på at fejre Micky i dag. Vi fejrer ham, der i det daglige er faren til alle mine tre børn. Altså her på matriklen. De to store har jo en anden far, og de er hos ham i dag, fordi det var helt naturligt, men Micky er i hverdagen, når de er hos os, den mand, der agerer faderolle. Ligesom deres bonusmor på den anden side agerer moderrolle, når de er der. 

I dag vil jeg primært fortælle jer om Micky, og den far han er. Det er nemlig helt anderledes at være mor til Luca end det er at være mor til Ferdinand og Hugo-Sander. Luca er nemlig sin fars dreng. De to andre er mere ‘mine’ drenge – eller jeg vil gå så langt som at sige, at Ferdinand er sin egen. Han går sine egne veje. Men Hugo-Sander er virkelig ‘mors dreng’. 

Det er ikke sådan, at jeg er misundelig på Micky – det har jeg været, tro mig – men den tid er jeg ovre. Faktisk har jeg skrevet en del om det er være misundelig. Læs det lige her.

I de første par år var jeg så misundelig, at jeg kunne græde over det. Det gjorde så ondt i mit hjerte, og lå som en knude i maven, at Luca stort set fra sin 1-års fødselsdag og siden da ALTID valgte sin far fremfor mig… Jeg har mere bare givet op på det og nu accepteret, at jeg simpelthen altid vil komme ind på en andenplads, hvis Micky er i nærheden. Luca er som et klistermærke på sin far, og han ytrer også ofte, at han elsker os begge meget højt, men at han altså lige elsker sin far lidt mere. Han siger det simpelthen direkte. Det kunne jo i princippet godt såre mig, men det gør det ikke. Jeg bliver faktisk bare rigtig glad for at se, hvordan Luca er så knyttet til Micky. 

Læs også: Den værste følelse jeg har haft som mor

Men at nå til det punkt, hvor jeg godt kan rumme Lucas uforbeholdne overflod af kærlighed til Micky, har været svært. Det har krævet, at jeg lærte mig selv, at sætte mig selv ud af ligningen. Lucas kærlighed til Micky handler nemlig slet ikke om mig. Den har intet med mig at gøre. Fordi hvis jeg fjerner Micky fra ligningen, så er der jo rigelig af kærlighed mellem Luca og jeg. Så jeg begyndte simpelthen at stoppe med at sammenligne. At Luca, der kun er 4 år gammel, sammenligner – det er ok. Han ved ikke selv helt, hvad det egentlig vil sige. 

Men at blive forældre sammen med Micky har også ændret mig meget. I min relation til min eks var jeg helt klart den mere skrappe og principfaste forælder, men da jeg blev skilt faldt hele korthuset sammen for mit vedkommende. Ud på den anden side kom en helt anden udgave af mig, der er meget mere rolig og accepterende, og mindre dømmende. Jeg er ikke nær så hård, som jeg var dengang, selvom jeg naturligvis stadig kan få et mindre sammenbrud, hvor jeg både stamper i jorden og råber og skriger (det sker bare ikke særlig ofte, længere). Micky er derimod mere ‘hård’ helt generelt, og går virkelig meget op i at alle tre drenge opdrages ordentligt og får nogle gode manerer og lærer at opføre sig pænt. Han er virkelig principfast. Jeg er ikke så principfast længere, – jeg er helt klart mere typen, der lader dem være længe oppe på en hverdag og køber slik til dem en halv time før spisetid – det gør Micky IKKE! Og fordi Micky er mere hård i sin fremtoning er jeg helt klart blevet blødere. Det er en virkelig fin balance, men også skidesvært, fordi vi er bestemt ikke altid enige. 

Micky også den type far, der læser godnathistorier HVER-EVIG-ENESTE-FUCKING-AFTEN (!!!), også selvom vi har gæster. Det gør jeg IKKE! Han er typen, der synger to-tre godnatsange, hvor jeg synger én, maks. Han er typen, der puster på sår og giver plaster på, selvom det slet ikke er nødvendigt…det er jeg ikke ligeså meget. Han er typen der ligger og krammer og hygger og slænger sig i sofaen om eftermiddagen sammen med Luca, og typen, der gider at se på tegnefilm sammen med drengene. Det er jeg ikke – jeg har altid travlt med 1000 ting, Micky derimod tager sig rigtig god tid til børnene, og han gider lege de lege, som børnene selv byder ind med. Det indrømmer jeg blankt – det er slet ikke min styrke. Jeg elsker at lave ting med mine børn, men helst noget hvor jeg involverer dem i mine egne projekter, – jeg har svært ved at sætte mig ned og lege med deres biler eller lign. 

Jeg er generelt virkelig imponeret over Micky. Han er edermanme en god far, sådan helt grundlæggende – suveræn, faktisk. Jeg véd jeg er en rigtig god mor, men mest af alt har jeg været en fornuftig kvinde, fordi jeg valgte Micky som far til Luca. Præcis ligesom jeg har det med min eksmand, har jeg det med Micky. Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg valgte at få barn med ham. Han er virkelig en fantastisk far, og han skal få lov at agere ligeså meget bonusfar, som han overhovedet ønsker overfor de to store – for han gør det virkelig godt. 

Jeg håber, at du også har valgt en rigtig god far til dine børn. 

Glædelig fars dag.