Gode råd til pårørende
Reklame for Støt Brysterne
Sara og Dina er søstre. Sara har haft brystkræft. De to kvinder har skrevet dagens meget vigtige indlæg. Jeg håber af hele mit hjerte du læser med! Hele vejen, helt ned til sidste linje. TAK!
Hjælp mig med indsamlingen – vi skal når 250.000 kr og vi har kun 2 dage tilbage. Doner valgfrit beløb her (brug bankoverførsel) eller doner 150 kr ved at sende en SMS til 1277 med teksten “SB dinebryster“.
Min positive brystkræft historie!
– skrevet at Sara Franck
På min højre finger sidder en sort sølvring, indgraveret med ”11. oktober 2018 – for livet” et symbol på en periode i mit liv, der altid vil være en del af mig. Jeg er helbredt! Præcis 7 måneder tog det! Lægen fik ret i, at mit bryst ville blive rask. Og her sidder jeg så præcis 1 år efter, at den sidste kemo-blanding løb ind i mig. Jeg tænker tilbage på, hvordan jeg sammen med Rasmus, min elskede mand, holdt i hånden og talte om denne dag – en milepæl for mig i mit brystkræft-forløb, så var der ”kun” operation og stråle-behandling tilbage. Et forløb, hvor min familie og venner spillede en afgørende rolle! Jeg føler mig klar, klar til at fortælle min historie om, hvor vigtig DU, som pårørende er eller kan blive.
Som menneske er jeg åben og ærlig. Så ud over selv at forholde mig til min diagnose ”brystkræft”, så var det værste nok, at jeg vidste, at jeg ville gøre en masse mennesker frygtelig kede af det og bange. Mand, børn, mor, far, søskende, familie og venner. Men det allersværeste var at fortælle og forklare mine piger om situationen. At gøre dem bange og kede af det, pyha, det var forfærdeligt. De lyttede intenst, og min ældste datter ville gerne vide, om jeg skulle dø! Jeg husker, jeg kiggede hende i øjnene og beroligede hende med, at nej jeg skulle ikke dø, lægerne og medicinen ville hjælpe mig. Mine piger synes dog det var forfærdeligt, at jeg gik en skaldet tid i møde. Det var dog kun derhjemme, at jeg var skaldet. Jeg valgte nemlig at få en paryk med ægte hår, så jeg kunne blive ved med at ligne mig selv.
Og her kommer et af de første råd til dig som pårørende:
Grin og brug humor sammen!
Altså det at skulle vælge paryk f.eks., var jo vildt grænseoverskridende og meget meget langt fra hverdagen – i hvert fald min hverdag! Min søster tog med mig og på et tidspunkt blev jeg ”blondine”, jamen hvornår får du den mulighed? Jeg så mig selv i spejlet, storgrinende med det lange lyse hår (normalt er jeg mørkhåret). Så i en alvorlig tid, er det ligeså vigtigt at grine sammen og gøre sjove ting sammen, som fx. at gøre parykvalget til en ”fest”. Jeg endte dog med at få en paryk som var identisk med min ”normale” hårfarve! En god dag, som vi tit mindes.
Hvad kan du gøre som pårørende?
I sådan et forløb er der det følelsesmæssige og det praktiske. Som pårørende er du de ekstra hænder og ører i en svær tid, og du kan hjælpe med flere praktiske ting.
1) Tilbyd at tage med til lægesamtaler og til selve behandlingen.
Det betød meget for mig at have en med til de forberedende samtaler, hvor der er utroligt mange nye beskeder og informationer. Fx købte min søster en notesbog, som hun flittigt noterede i. Notesbogen hjalp mig som et ”opslagsværk” og den havde jeg med mig, hver gang jeg skulle på hospitalet.
2) En anden veninde købte en dagbog til mig.
Det var virkelig en sød tanke, for i den kunne jeg skrive mine bekymringer ned, men også at notere mig de gode dage – og dem var der trods alt flest af på grund af mine pårørende.
3) Tilbyd også at gå en tur
Bare gå en tur, det giver så meget energi at bruge naturen.
4) Et andet godt råd som pårørende er; kom med aftensmad.
Det var virkelig en befrielse ikke at skulle tænke på mad eller indkøb for en stund, specielt de dage efter kemo-behandlingen, som kunne være hårde at komme igennem. Så tilbyd din hjælp i det omfang du kan med det praktiske i hverdagen.
For mig var det allervigtigste at have mine nærmeste omkring mig. De nærmeste, som kender mig bedst og hvor jeg bare kunne være mig selv.
5) At mærke, at de havde tid til mig, tid til at tale og vende livet.
Min familie slog ring rundt om mig fra første dag! De har været fantastiske og givet mig styrke og håb. Ingen kan eller skal komme igennem kræft alene. Det rammer hele familien på godt og ondt.
6) Et lille opkald, en opmuntrende SMS en sjov Snap – alt tæller.
En vigtig ting du skal gøre som pårørende er ikke at være stille, det virker helt mærkeligt på mig, med så livstruende en sygdom. Hvis folk, der kendte min situation, ikke spurgte ind til mig – eller spurgte ind til mine børn, hvordan de havde det med min sygdom!
7) TAL, spørg ind også selv om det er et svært emne, ellers virker du ligeglad.
Mine nærmeste var årsagen til, at vi som familie kunne forsøge at opretholde en så normal hverdag som muligt. Jeg selv gjorde alt for at blive ved med at være den kærlige og stærke mor og hustru. Jeg fortsatte med at arbejde, jeg er selvstændig og fortalte selvfølgelig mine kunder om situationen. Alle havde forståelse. Alle. På en måde var det vigtigt for mig at fortsætte dagligdagen, selvfølgelig justeret ift. kemobehandlingerne. Min forretning vækstede i sygdomsperioden. Der var dage, hvor sofaen var min bedste ven, der var dog allerflest dage, hvor skoven var min ven – og gåturene med hunden blev en vigtig del af min egen behandling. De allerbedste dage er dog sammen med min mand, børn og nærmeste familie. Livet bliver ikke bedre end sammen med min elskede familie! Brug tiden på det, der gør dig og dit hjerte glad. Tag imod hjælp fra dine pårørende. Fejr alle sejrene og succeserne – store som små – og husk at ros og bruge tid sammen med dine pårørende, for det er ligeså hårdt for dem som for den, der har kræft. Kram og kram længe – hver dag!
Tak fordi du læser med, det betyder meget for min familie og mig.
Og en helt speciel tak til Annemette for at støtte denne vigtige sag – din indsamling gør en forskel. Og tak til Kræftens Bekæmpelse og Støt Brysterne kampagnen, der medvirker til endnu mere forskning i brystkræft. For det er i forskningen at nøglen til knæk cancer ligger. Derfor er dit bidrag så vigtigt!
Kh Sara
Tanker som pårørende
– skrevet af Dina Franck
Hvis en du kender rammes af kræft, så er mit råd og mine tanker, at det er så forbandet vigtigt at bruge tid sammen. At bare være der! Det forløb jeg gennemgik som pårørende da min ældre søster fik brystkræft i en alder af KUN 43 var totalt karakterændrende for mig. Fandme om den lorte sygdom skulle komme her og ødelægge os!
Jeg VAR der! Til kemoen, lægesamtaler, notere ned i en bog jeg havde købt, der var en million info ved hver behandling og vi skulle ikke misse NOGET. Indkøb, madlavning, smil, grin, hente, bringe, lytte, snakke, rose, shoppe hår, sende sms’er dagligt (har aldrig gjort brug af så mange kærligheds emojies), men det blev vigtigt for mig at vise min kæmpe store kærlighed og omtanke for hende. Hun skulle vide at for alt i verden var hun ikke alene!
VI blev ramt af kræft. Og VI skulle nok kæmpe det lort væk. Sammen.
Når jeg kom hjem, tog jeg mine utallige tudeture i badet. Var bare bange, bekymret og rasende. Hvorfor skulle det ramme hende? Så mange gange har det spørgsmål runget i mit hoved. Hvorfor?! Eller en sætning som “min søster har kræft”, kunne køre på repeat.
I badet fik jeg mit afløb (haha) tårerne blev med vandet vasket væk og forsvandt ned gennem risten. Ud på den anden side af forhænget blev jeg igen mig selv. Hende som bare kan alt. Og det var meget vigtig for mig at min søster, forældre, svoger og to niecer skulle vide at JEG ville ikke knække – kun knække cancer.
Mit hjerte og skuldre var stort og brede nok til dem alle sammen. Jeg inddrog min chef, han skulle vide, at mit arbejde ville blive prioriteret helt ned. Følte mig lykkelig over det blev modtaget med stor forståelse.
I et kræftforløb er der altid risici og ukendte faktorer, gisninger og spekulationer. Så VÆR der. Til alt det smukke og alt det grimme. Så tror jeg mange mennesker vil indse, at man som pårørende kan gøre rigtig meget. Det er altid noget, man kan hjælpe med. Så gør det. Vis kærlighed og vær der. For livet er skrøbeligt, men vidunderligt.
Kh Dina – søster til kræftramt ❤️
