Ting jeg har læst om mig selv på Jodel

Jeg har, som enhver anden nysgerrig blogger, læst med på Jodel ind i mellem. Det har været en dårlig beslutning, det kan jeg ligeså godt tilstå. Ikke fordi jeg har ligget søvnløs over det, men fordi jeg læser ting om andre og mig selv, som jeg ikke synes er rigtige. Faktisk allermest om nogle af mine kollegaer, som jeg véd er top-dejlige mennesker – og så er det ikke udpræget fedt at læse, hvad helt intetanende mennesker finder på at skrive af ubehageligheder om folk, de ikke kender. Det er et lidt underligt indblik i en verden, jeg måske hellere ville have været foruden.

Men hey, jeg er som sagt ikke en skid bedre alligevel, fordi jeg kan ikke lade være med at kigge med – og jeg har da også svaret i ny og næ på nogle ting, jeg synes var vedkommende for mig. Jeg er sgu gået så langt som at skrive i en tråd, der handlede om mig selv “at Annemette da er et meget rart menneske”. Ja, det er latterligt, men altså – det synes jeg jo, at jeg er, ik? Så grin I bare af mig.

Misforstå mig nu ikke. Det er ikke fordi, der som sådan er noget galt med Jodel som platform. Den er da fin, og jeg kan jo se, at rigtigt mange får noget ud af at skrive om alt muligt med hinanden. Men den dér tråd om “bloggergossip” er fyldt med indhold, der absolut ville såre mig, hvis det handlede om mig. Men jeg har jo blandt andet også læst om mig selv, at jeg påtager mig en offerrolle – så there you go. Jeg ville blive ked af det, ja!

Det har også en sjælden gang i mellem handlet om mig – dog heldigvis kun meget sjældent. Og jeg har i øvrigt ingen våde drømme om, at det behøver ændre sig.

Men selv i de få ‘tråde’ der har handlet om mig – eller på anden måde involveret mig, – har jeg læst nogle underlige ting om mig selv på Jodel. Ting, som jeg egentlig har lyst til at ‘svare’ på. Men i stedet for at tage snakken på Jodel, hvor jeg fornemmer, at tonen hurtigt kan blive lidt hård og dømmende – og man i øvrigt ikke kan skrive fyldestgørende lange svar, så napper jeg den her. På min egen platform, hvor jeg kan skrive som det passer mig. Derudover kan jeg faktisk bedre lide det, når man véd, hvem der skriver hvad. Så på den her måde, så véd I da i det mindste, at dette er mine ord, og at jeg står ved dem.

• Jeg har læst, at jeg skaber meget drama.
• Jeg har læst, at jeg godt kan lide at være i offerrollen
• Jeg har læst, at jeg har mange forliste venskaber bag mig.
• Jeg har læst, at jeg har to sider.
• Jeg har læst, at bloggere enten er gravide eller lider af angst (that would be me)

Lad mig svare på ovenstående.

Det er helt rigtigt, jeg kan sagtens skabe drama, hvis det skal være – men det er bestemt ikke noget, jeg bryder mig om. De sidste to år er jeg havnet i en del drama, og det har taget hårdt på mig. Jeg gider på den ene side ikke bruge tid på det, og på den anden side, så er jeg villig til at kæmpe med næb og klør for de ting, jeg tror på. Så ja, det kan sagtens resultere i lidt drama, der helt sikkert ikke er tiden eller indsatsen værd. Det skal dog tilføjes, at jeg det sidste stykke tid virkelig har gjort meget for at fjerne mig fra situationer, hvor drama kunne opstå. Og jeg har håndteret de følelser, der har været i klemme på min egen måde. Ved bare at holde mig væk. Det synes jeg egentlig er en meget god strategi, der har fungeret rimeligt for mig.

Jeg står også gerne ved offerrollen. Fordi når noget gør ondt i maven, hjertet, kroppen eller psyken, så synes jeg faktisk gerne man må have ondt af sig selv. Det er for mig en del af min helingsproces, at jeg har turde være til stede i følelsen af at ‘noget var synd for mig’. Det er nemlig noget, som jeg har skulle kæmpe med i mange år – altså det modsatte – at være ude af stand til at have ondt af mig selv. Offerrollen er et stort tabu i mine øjne. Jeg kender stort set ingen, der gider være et offer, men sagen er den, at det er vi sgu allesammen ind i mellem. Og jeg synes det er okay. Det er intet taberagtigt ved at være i offerrollen, man skal blot kæmpe for at komme ud af den, – fordi folk der bliver i offerrollen for good, de ender med at være nogle belastende typer, synes jeg. I véd, typer der kun ‘tager’ og som aldrig længere ‘giver’. Det er ikke mig, det mener jeg virkelig, og det kan jeg sige face to face uden at blinke. Jeg har ederrøjme kæmpet for at komme ud af offerrollen, – flere gange i mit liv – og hver gang er det da med tiden lykkes mig.

Så er der den dér med de forliste venskaber. Tjo, altså jeg er jo en ‘halvgammel kone’ i bloggerverdenen med mine 35 år. Men med 35 år på bagen, så giver det vel sig selv, at jeg har et par forliste venskaber bag mig. Eller hvad? Har I andre ikke det? Jeg har i mit liv måtte sige farvel til 2 veninder. Sådan helt bevidst og med fuldt overlæg. Den ene modtog et pænt brev, den anden modtog et pænt opkald. Begge gange har jeg taget ansvar for min egen del i, at venskabet gik tabt. Og så er der de andre. I véd, dem der forsvandt i kølvandet på skilsmissen. Dem, jeg bare voksede fra – eller de voksede fra mig. Dem jeg var i mødregruppe med, men som det var svart at holde kontakten til. Tidligere kollegaer, medstuderende, naboer osv. Alle dem, som jeg egentlig rigtig godt kan/kunne lide, men som jeg bare ikke ser længere.

Da jeg læste, at jeg havde to sider, kunne jeg ikke lade være at trække lidt på smilebåndet. Fordi tydeligvis i ‘tråden’ var det ikke ment som noget positivt. Det var ment lidt sådan “hun er falsk, hun har to sider”. Det var ikke til at tage fejl af. Men honestly, så har jeg da naturligvis to sider. Altså, ja, misforstå mig nu ikke, men regnede nogen egentlig med, at jeg viste min sådan helt private side her? Altså den side som mine nærmeste venner og min mand og familie ser? Det håber jeg da på en eller anden måde, at I godt kan regne ud, at jeg ikke gør. Jeg viser en meget ærlig side af mig selv her på bloggen og på instagram – men selvfølgelig ikke alt. Og jeg kan være både en større møgkælling end I ser her, men jeg kan også være et endnu dejligere og mere næstekærligt menneske end I ser her. Fordi mine yderpunkter ser kun mine nærmeste. Og jeg kan være mega kalkulerende i, hvad jeg lægger ud på instagram eller hvad jeg skriver om – oftest for at passe på mig selv. Alle ord jeg skriver er nøje overvejede, hvilket de bestemt ikke altid er ude i ‘virkeligheden’, når jeg er face to face med min mand f.eks. Så kan der komme alverdens gylle ud af munden på mig.

Og naturligvis har jeg en professionel side og en personlig side. Så selvom min blog er personlig og derfor nemt kan fremstå meget ‘åben’, så make no mistake, det er jo en business. Bloggen er et sted, hvor jeg tjener mine penge – og det er jeg sådan set stolt af. Så må jeg leve med, hvis det misfortolkes, som om jeg har en ægte/falsk side. Det har jeg ikke. Jeg er sgu the real deal hele vejen igennem, men der er meget forskellige baggrunde for den person jeg er her, og den person jeg er i privatlivets fred. Og jeg træffer mine valg om, hvad jeg vil skrive/tale om af meget forskellige årsager.

Sidst men ikke mindst havde jeg fornøjelsen af at læse, at alle bloggere enten er gravide eller lider af angst. I véd, at det er sådan en slags opmærksomhedsrus man lige kan trippe på, hvis man ikke véd hvad man ellers skal skrive om. Jeg bloggede i to år uden at være nogen af delene. Nu har jeg så haft angst. Ja rigtigt, på den invaliderende måde, hvor jeg ikke kunne gå udenfor døren i flere dage uden hjertebanken og tårerne trillende ned af kinderne. Men det er godt nok ikke nogen pengemaskine, det kan jeg love jer. Jeg har mistet flere følgere end jeg har vundet ved at være åben om min angst – det kan jeg ligeså godt sige med det samme, inden nogen skulle få den fornemme idé, at angst er noget man tjener penge på. Det er det ikke. Eller i hvert fald ikke hos mig. Der har været flere, der har skrevet til mig, at de unfollowede mig netop fordi at mit univers blev for følsomt og fuldt med negativitet i den periode hvor angsten fylde mest.

Men det kan da være jeg skal blive gravid. Who knows, det er der måske penge i?

♥

(Heldigvis har jeg også læst – på Jodel, – at jeg er rigtigt sød, når fremmede mennesker møder mig. Thank God, for det. Og nej, det var ikke en kommentar jeg selv skrev.)