Noget af det sværeste (og værste) ved mit job
Okay, jeg indrømmer det blankt, at jeg på mange måder lever drømmen. Altså drømmen om frihed i sit arbejde. Fleksibilitet og selvstændighed. Muligheden for at tjene ‘mine egne’ penge og endda uden at jeg skal stå skoleret overfor nogen chef.
Jeg er heldig, det ved jeg godt. Og jeg føler mig priviligeret og på mange måder lykkelig over den situation, jeg er i.
Men… (alt før ‘men’ er ligegyldigt, ik)…jeg synes også, at mit job på en måde er som at være fanget. Fanget i mit job 24/7. Muligheden for at lukke helt ned er meget lille, og selvom jeg træffer et valg om, at nu vil jeg ikke være på sociale medier eller bloggen i en rum tid, – jamen, så aner jeg aldrig om den person jeg ved at tilfælde møder i bussen lige er verdens største bagedyst-fan og derfor pludselig er enormt snakkesaglig. Man ved det bare ikke.
Jeg føler mig på ingen måde kendt. Jeg føler mig ikke det mindste som nogen ‘bagestjerne’, men jeg oplever jævnligt, at andre har den opfattelse.
Jeg er sikker på, at min søde mor f.eks. aldrig glemmer vores tur hjem fra folkemødet i 2016. Vi havde været derovre fordi jeg skulle promovere samarbejdet med Roskilde stift omkring min ‘Luther lagkage’ i anledning af 500 året for Martin Luther…blablabla…det er en længere historie. Jeg havde Luca med, fordi han var kun 3 uger gammel. Jeg arbejdede intenst i de par dage og min mor var sød at assistere. Det gik rigtig fint og var en alletiders oplevelse. Men på dagen, hvor vi skulle hjem igen, var jeg bare rigtig rigtig træt. I véd, på den der måde man er træt på, når ens krop lige har født en baby, og man i øvrigt ikke rigtigt har sovet siden vidunderet ankom. Jeg kan huske, at jeg oveni hele baduljen havde en slem infektion i brystet pga amning, så jeg var på hård ‘dope’ og generelt temmelig træt.
Så da vi gik ombord på færgen, kan I nok forestille jer, at jeg havde brug for ro. Det er nogle år siden, så dengang var der stadig ret mange, der genkendte mig fra Den store bagedyst, – og derfor slog jeg blikket lidt ned og forsøgte ikke at se nogen i øjnene – jeg havde virkelig brug for at fjerne mig fra menneskemylderet og opmærksomheden. Jeg fik fremstammet til min mor, at jeg gerne ville finde en plads længst nede bagi… Men min mor, sød og god som hun er, smækkede numsen i en stol lige midt i det hele og slog opmuntrende med flad hånd på stolesædet ved siden af, for ligesom at opfordre mig til at slå røven i sædet. Jeg husker stadig, at jeg skulede lidt til hende og fik ‘mugget’ et eller andet om, at jeg gerne ville have fundet en anden plads, men lad gå… I starten havde hun slet ikke ‘fanget’ hvad der skulle til at ske… men så skete det.
Manden ved siden af, vendte sig rundt og begyndte at sludre.
Og I kender typen. Først kan han ikke lige huske, hvor han har set mig. Og det gør han et stort nummer ud af…I véd, “nej nej jeg aner slet ikke hvad Den store bagedyst er. Den slags ser jeg ikke… men måske vi kender hinanden fra byen?” Dernæst kan han pludselig huske selv de mest umulige detaljer fra HELE forløbet af Den store bagedyst (altså den årgang jeg var med i.) Det ender med at han stikker sit visitkort i hænderne på mig, fordi han synes vi skal samarbejde om alt muligt – fordi jeg da sagtens lige kan hjælpe ham…kan jeg ikke?! Måske jeg lige kan lave noget reklame for ham, fordi nu – efter vores 1,5 times samtale ombord på bornholderfærgen – er vi jo nærmest blevet venner, ik?!
Vi ender med at jeg høfligt krammer ham og siger tak for snakken. Jeg lover ham vist også, at jeg ikke vil glemme ham (jævnfør visitkortet), og at vi sikkert godt kan finde ud af samarbejde. Jeg indvilger også i at kreditere ham i min næste bog, fordi flere af de kageideer, som han lige smed i min retning, var så gode, at de naturligvis skulle med i min næste bog. Det er klart! Jeg lukker så meget bras ud, fordi jeg er så træt og afkræftet, at jeg bare forsøger at stryge ham med hårene og være en rigtig sød og venlig udgave af mig selv.
Det var jo trods alt ikke hans skyld, at jeg lige havde født en baby, havde brystbetændelse og nok også presset citronen rent arbejdsmæssigt for hvad der i min situation var forsvarligt. Han var jo bare sød, imødekommende og greb chancen, da han så sit snit til at falde i snak. Det kan man jo ikke bebrejde ham…
Min mor og jeg har ofte grinet af den episode efterfølgende og hun har lovet mig, at næste gang jeg er træt eller står i lignende situation, så finder vi ALTID en plads nede bagerst. Hvor man kan få lov at have brystbetændelse i fred uden at skulle udveksle visitkort og krammere…haha.
Men ligeså meget som jeg ELSKER at møde folk på gaden og falde i snak med fremmede – uanset om de aner hvad jeg laver eller om jeg aner hvem de er – så kan det også til tider være det absolut værste ved mit job. Det kan være så svært, ind i mellem, at jeg bare ikke rigtig kan holde HELT fri. Mine tanker kredser altid om mine næste projekter og jeg gør mig altid umage med at være sød ved dem, som jeg møder på min vej. Det er mega-fedt, det kan være ret grænseoverskridende, og det er ben-fucking-hårdt arbejde.
En reaktion
Jeg tror ikke der er nogen af dine følgere der ikke er klar over hvor meget du arbejder og hatten af for det. Men som med alle medaljer, så er der en bagside ❤️
Jeg synes det virker som om du er god til at holde fri og folk bør være bedre til at lade “kendte” holde fri og bare det at du kan sætte ord på det, så er du nået langt!