3 måder at motivere dig selv til at træne

Jeg kan ikke lide at træne. Længere er den ikke.

Det betyder ikke, at jeg ikke kan lide motion, for det kan jeg godt. Jeg har dyrket forskellige former for motion hele min barndom, og her derigennem også fået blod på tanden til at holde en sund livsstil, hvor motion er en del af hverdagen. Men i lang tid har det ikke været tilfældet.

Sagen er den, at jeg i godt og vel otte år ikke rigtig har motioneret i hverdagen. Altså, forstå mig ret, jeg sidder ALDRIG stille – og når jeg skriver aldrig, så mener jeg aldrig. Jeg er i konstant bevægelse, og jeg har svært ved at finde ro i sofaen. Sidstnævnte er jeg så blevet meget bedre til her på det sidste, efter Micky virkelig har taget mig i ørerne og nærmest befalet, at jeg slår røven i sædet og slapper af. – Det var en nødvendighed, bevares. Så jeg er ham taknemmelig, kan I tro.

Men i mange år – som sagt – har jeg taget meget let på det her med at træne. Jeg synes jo, at jeg ER aktiv i min hverdag og netop bevæger mig meget, bare fordi at sådan er jeg. Og derudover er jeg født i sådan en krop, der ikke rigtig reagerer på, hvad jeg kommer i munden. Jeg har i hvert fald en meget høj forbrænding fra naturens side (jeg føler nærmest et behov for at sige undskyld… men altså sådan er det).

Så fik jeg en blodprop i efteråret. Ja, det lyder vanvittigt – jeg har heller ikke fortalt det til nogen, sådan rigtigt. Jeg har simpelthen ikke kunne overskue, hvad folk omkring mig ville sige, og jeg kunne virkelig heller ikke overskue overskrifter i diverse kulørte medier. Men nu er det lidt på afstand, så nu tør jeg godt skrive det. Jeg fik simpelthen en blodprop – en overfladisk én, skal det lige siges, hvilket ikke er særligt farligt – men den sad et sted, der alligevel fik lægerne op ad stolen. Så jeg røg på skadestuen, og til lægen og videre i systemet. Jeg fejler ikke noget. Det har vi ligesom slået fast, men jeg kan godt sige jer én ting, og det er, at den dag, da jeg fik den besked, og lægen kiggende undrende på mig med ordene “du er bare lidt for ung til dén her slags, Annemette. Det bryder jeg mig ikke om.”, ja, da blev jeg urolig og besluttede mig for, at det fandeme skulle være løgn.

ALDRIG vil jeg se mig selv i spejlet og vide, at jeg havde kunne gøre mere for min egen sundhed. Nope. Jeg besluttede mig for, lige dér, den dag, at jeg ville i gang med at træne mere ofte og få det ind i min hverdag, så det blev til en naturlig del af min rutine. Vi allesammen ved jo godt, at motion er sundt.

Jeg ville motionere, aktivt. (Og stress, i løbende tilstand mellem møder, tæller ikke!) Jeg ville sove mere. Jeg ville drikke mere vand. Jeg ville være mere i balance.

Men så skulle man måske tro, at det bare var det. Nemt, ik? Nu havde jeg jo en grund til at komme afsted – er det ikke det, vi alle søger? – og så skulle man tro, at det var piece of cake derfra at få min bagdel ned i træningscentret og op på den motionscykel. Men hvis I tror sådan om mig, ja, så tager I fejl.

Jeg skrev det jo som det første i indlægget. “Jeg kan ikke lide at træne”. Og det mente jeg. Det ændrer en blodprop – eller ti – altså ikke ved.

Så hvad har jeg gjort, for at jeg rent faktisk gider slæbe mig selv derned to-tre gange om ugen? Det skal jeg fortælle dig:

3 gode måder at motivere dig selv til at træne

1. Fjern forventningen om at træne en time
   Jeg indså, at jeg altid har tænkt træning i time-intervaller. At jeg altid har tænkt det sådan: “Nu går jeg lige ned og træner en time”. Hvorfor skal det egentlig være en time? Har du nogensinde spurgt dig selv om det? Hvorfor ikke bare 5 minutter, hvis det er det du har? Så jeg fjernede fra start min egen forventning om, at det skulle være en særlig tidsramme, som min træning skulle leve op til. Derimod besluttede jeg, at to gange træning om ugen er nok, og hvis det ender med kun at være 10 minutter jeg træner, så er det bedre end ingenting. Så vil jeg være glad for de ti minutter i stedet for at ærgre mig over, at jeg ikke holdt 5o minutter mere…Min erfaring siger mig, at når jeg først er afsted, så bliver jeg mere tilbøjelig til lige at løbe to minutter mere på det løbebånd og måske også lige lave nogle mavebøjninger, selvom jeg egentlig ikke gad. Men ærligt, så træner jeg sjældent mere end 25-30 minutter ad gangen. Jeg gider simpelthen ikke, fordi jeg synes det er kedeligt. Jeg kan godt lide følelsen bagefter, og jeg fortryder aldrig en træning, men jeg kommer altså bare ikke til at være sådan en fitness-freak lige foreløbig.Jeg må være ærlig at tilstå, at hvis jeg forlader træningscentret med sådan en “der-var-jeg-lige-ved-at-tage-livet-af-mig-følelse” eller “jeg-hader-at-træne-følelse”, så bliver det bare endnu mere svært at få mig selv derned næste gang. Så faktisk har jeg måtte erkende, at jeg skal sørge for, at jeg altid forlader træningscentret med en god følelse. Og den opnår jeg kun, hvis jeg respekterer mine egne grænser og ikke presser mig selv for hårdt, fordi så ender jeg virkelig med bare at foragte træningen.
2. Ros dig selv for dine resultater
   Når du ikke har en personlig træner, der står og klapper i kulissen, hver gang du sammentrækker ansigtsmusklerne og udstøder et prrrruuuhh, mens du knækker på midten i dét, der minder om en mavebøjning, – ja, så er du selv nødt til at være dit eget heppekor. Og det kan da godt være, at det virker lidt plat, at du skal stå og heppe på dig selv – det kan måske også virke lidt fjollet. Sådan at stå dér og tale til sit eget spejlbillede nede i fitnesscentret, mens de andre ser på. Det er heller ikke det, jeg mener. Men du kan jo godt sætte musik i ørerne, der indholder en masse seje og kærlige rosende ord til dig selv. Musik, der opfordrer dig til at blive ved. Musik, der fortæller dig at du er god, stærk og uovervindelig. Hvad med at træne til “I’m too sexy”..haha, det er da både sjovt og godt for selvtilliden. Chers “Strong enough” eller Katy Perrys “Roar” er også gode eksempler. Man føler sig øjeblikkeligt pissesej, hvis man løber på løbebånd til sidstnævnte track. (Hvilke tracks, synes I, er fede at træne til?)
   
3. Tag dig god tid og hyg om dig selv – Jeg har valgt at melde mig ind i WellCome fitness og Spa i Hellerup. Det er overpriced, I tell ya’. Jeg synes næsten det er latterligt, hvor dyrt det er, men jeg føler bare, at jeg får noget for pengene, som jeg ikke får andre steder, og derfor har jeg intet imod at betale næsten 600 kr hver måned for – let’s face it – 8 gange 25 min på et løbebånd plus nogle mavebøjninger og det løse…haha. Men sandheden er, at jeg hader træningscentre, fordi der er altid er lidt koldt, der lugter lidt af sved og omklædningsfascilteterne er så ringe. Men hos Wellcome føler jeg, at der er hyggeligt, lunt, der dufter godt og omklædningen er sådan en hel spa-oplevelse. Det kan jeg virkelig godt lide. Fordi så tager jeg mig god tid – efter mine 16 min på løbebåndet – til at gå bad, vaske og style hår, lægge makeup og hygge om mig selv. Så i stedet for, at træningscentret bare er et ‘stop på vejen’, inden jeg skal videre, så er det blevet starten på min dag, og en rigtig god start, tilmed. Hvor jeg virkelig finder ro og vågner langsomt. Det er rart. (Jeg havde aldrig troet jeg skulle sige, at der var rart i et træningscenter).

Jeg lykkes lige pt. med at få min ‘dertil indrettede’ op på løbebåndet et par gange om ugen. Og vigtigst at alt, jeg tillader mig selv ‘kun’ at træne 15 min ad gangen, jeg roser mig selv for det, og jeg nyder faktisk (!) at være i træningscentret. Det er store fremskridt.

Kunne du bruge mine tips?

Hvis du ligger inde med gode motivationsråd til at komme i gang med træne, så del gerne i kommentarfeltet her på siden…