Jeg var ulykkelig i halvandet år…
Advarsel… – hvis du ikke er til personlige indlæg, then don’t read this. 🙂
Har længe (meget længe) overvejet om jeg overhovedet har lyst og behov for at dele sandheden med jer. Eller om jeg bare skulle holde det hemmeligt. Privat. Men jeg er kommet frem til det første, sandheden er altid bedste udgave af alt, og lad mig bare dele hele historien med jer. Jeg tror (og håber) på, at hvis jeg har oplevet noget, som har været svært, så sidder I måske nogle stykker derude, der kan relatere og bruge min oplevelse til noget konstruktivt. Jeg kunne i hvert fald godt have brugt nogen at spejle mig i, da jeg selv gennemgik mit livs krise.
For sandheden er den, at jeg faktisk har været ulykkelig i lang tid. Ikke længere. Nu er jeg glad. Det har jeg været i lidt over et år nu. Sådan rigtigt lykkelig og glad inderst inde. Men det tog mig faktisk 1,5 år, før jeg igen kunne kalde mig selv glad. Da jeg tog valget om at gå fra min mand igennem små ni år, faldt hele min verden fra hinanden. Jeg var dybt dybt ulykkelig over at have mistet. Ikke over at have mistet ham…men over at have mistet min hverdag. Mit liv! Alt det, der gør en tilværelse og hverdag hel. Mine venner, mine daglige rutiner, min svigerfamilie, halvdelen af tiden med mine børn, min bopæl, min tryghed, mine faste rammer…ja jeg ved faktisk ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Jeg følte at jeg mistede alt. Alt det, der udgjorde mig.
Naturligvis er det ikke sandt, for jeg var jo lige dér. I mit eget selskab. Men bare som en halv udgave af dén, jeg plejede at se mig selv som. Jeg var over tid blevet lige dele min mands kone og mine børns mor, som jeg var Annemette. Det er et selvbillede, der kan tage lang tid at ændre på.
Meget kort tid efter jeg var gået fra ham mødte jeg min nuværende kæreste. Det gik ALT for hurtigt, men vi var enige om, at vi skulle være sammen – og han har holdt mig ud i de 1,5 år, hvor jeg har været ked af det og besværlig. Men jeg tror nu, at han er ret glad for, at jeg er ude på den anden side nu…
Jeg husker at sidde ved min læge, da bruddet med min mand kun var 2 uger “gammelt” – og hun sagde til mig, at en skilsmisse nemt kan tage et par år at komme igennem. Før man er helt ude på den anden side. Jeg tænkte, at hun måtte være bindegal. Jeg tænkte, at dét kan hun jo umuligt vide noget om, at at dén kategori ville jeg aldrig falde ned i. Jeg tænkte, at for mig ville situationen være helt anderledes. Jeg tænkte, at jeg ville klare sådan en livskrise med rank ryg og erfaring, og at intet skulle kunne få mig helt derud, hvor jeg ikke længere kunne kende mig selv. (Jeg har som teenager lidt af spiseforstyrrelse, så jeg troede, at bunden havde været nået før) – Men nej. Jeg kom helt derud hvor jeg blev nødt til at skære adskillige venskaber bort, hvor jeg bare måtte fokusere på min familie, hvor jeg græd mig selv igennem nætterne og hvor hver eneste dag føltes som overlevelse. Men jeg klarede det.
Nu er jeg her igen. I mit eget selskab. Lige ved min egen side. Styrket af dem jeg holder af. Nu passer jeg endnu bedre på mig selv og er endnu stærkere end før. Nu forsøger jeg at værdsætte hverdagen, mine rutiner, min kæreste, rollen som mor, min tryghed og mine faste rammer mere end før. Jeg véd nu hvor dyrebart det hele er. Det hele kan man miste på en enkelt aften…
Jeg tror, at årsagen til, at jeg føler behov for at dele den her fortælling fra mit liv med jer, er, at jeg står overfor et nyt kapitel. Jeg skal være Mor for 3. gang – nu med en ny mand ved min side. Jeg skal starte endnu et skud på stammen af det “træ”, der udgør min familie, og jeg har brug for at skære de “visne grene” af inden mit nye eventyr begynder…håber I forstår det billedsprog, det er svært at forklare.
Jeg har et par veninder, som gennemgår nogle meget svære ting for tiden – og jeg kan kun konkludere, at der er “noget i posen” til os alle. På godt og ondt. Ingen går gennem livet uden op- og nedture. Og når det rammer, så kan det føltes som en tsunami og vrede, angst og sorg, der skyller ind over én. Men bare husk, at enhver storm lægger sig igen. Solen står op og skinner dig på næsen igen i morgen.
27 reaktioner
Tak for et fint personligt indlæg. Det er ofte de bedste 🙂 og rådene vil jeg da huske på!
tak for respons:) Det gør mig rigtigt glad, at du synes om at det er ærligt – det er jo ikke ligefrem opløftende:) Knus
Tusind tak for din ærlighed,ingen af os kommer gennem livet uden knubs at den ene eller anden art…Det er dejigt at du deler det med os….er glad for at du er blevet glad igen …alt det bedstetil din familie og held og lykke med din lille baby. knus og tanker
Mange mange tak!
Hej Anne Mette! Virkelig god læsning! Vi har alle sammen en masse sider af os selv – og hvor er det modigt og flot af dig at vise denne private del af dig.
Når der er sagt går den lige i hjertet… Det er som at læse om mig selv. Det gør ondt, men samtidig godt, for i det mindste er jeg ikke alene om de følelser.
Jeg har grædt og savnet min gamle familie – også selv om kærligheden var væk.
TAK;) virkelig!
Wauw. Super flot indlæg. Tror mange kvinder mellem 35-45 år kan genkende noget af sig selv heri. Tak fordi du delte din historie. Og må jeg have lov til at sige, at jeg synes du gør det super godt. Stor respekt for det du har opnået??.
TUSIND TAK! Af hjertet! God dag til dig!
Hej Annemette,
Det er godt at du lige starter indlægget med en advarsel 🙂
Men jeg kan godt lide personlige beretninger, især hvis der er en happy ending – og det er der jo heldigvis i din beretning. Det er så stærkt at skrive sådan en beretning, og nu må du ikke misforstår mig, men jeg kan virkelig
godt lide, når “kendte” skriver, at de også kan have det dårligt. Tit tror os almindelige mennesker jo at det bare kører på skinner for alle andre. Elsker en blog hvor der både bliver fortalt og godt og skidt.
Jeg er glad på dine vegne over, at du har det godt igen og det bliver så hyggeligt at følge din lille nye – held og lykke med det hele og pas godt på dig selv !!
Selvom det aldrig er sjovt på nogen måder at stå i sådan en situation, er det på en eller anden måde noget befriende over at læse, at man ikke er alene.
Jeg har været sammen med min kæreste i fem år, og vi var enige om at få børn og glædede os. I mellemtiden begyndte han at arbejde for forsvaret, og det hele ændrede sig – vores måde at bo på og forholdet til hinanden. Jeg blev gravid og skal have barnet til sommer. Vi er nu gået fra hinanden og skal ikke længere være kærester men ‘kun’ forældre sammen. Det er hårdt i sig selv, men som du selv skriver, er det ligeså meget hele ens liv og drømme, der pludselig ikke går, som man havde håbet og forventet. Forhåbentligt kommer man stærkere ud på den anden side trods alt. Det håber jeg!
Tak for et godt indlæg!
Hej og tak for ærligt indlæg
Jeg håber du vil læse mit spørgsmål som et oprigtigt nysgerrigt et. Jeg er den der er blevet forladt, og jeg var bund ulykkelig i 1½ år. Mistede alt, fysisk, psykisk og økonomisk. Min mand gennem 10 år forlod mig og vores barn til fordel for en anden overnight uden yderligere forklaring og smed os ud. Men jeg kunne slet ikke snuppe at han tillod sig at sige han var ulykkelig også, når han samtidig var helt vildt forelsket. Vi kan den dag i dag stadig ikke snakke om det, da han ikke vil – han har intet galt gjort mener han. Men jeg står tilbage med et spørgsmål. Hvordan kan man forlade ens partner, og så bagefter være ulykkelig? Hvorfor går man så i første omgang? Er det fordi forholdet er endnu mere ulykkeligt, men man ikke vil oplyse det til ens partner eller snakke om det, komme igennem det, give det en chance med alle kort åbne?
Jeg håber du vil svare på det, for den dag i dag, 10 år senere forstår jeg det stadig ikke. Du kan self ikke svare på hans vegne. Men hvis du var så ked af det, hvorfor gik du så? Jeg er virkelig oprigtig nysgerrig på det.
Jeg håber du så med her til aften;) I aftenshowet… KH
Hvilket inspirerende indlæg som på mange måder er identitisk med mit eget. Jeg valgte også selv at blive skilt, men havde aldrig forestillet mig den krise, jeg efterfølgende skulle gennemgå. Jeg er også efter to år ovenpå igen, med en ny mand jeg også mødte alt for tidligt, som heldigvis holdt mig ud og var en støtte i en svær periode,
Det er så opløftende når andre går ud og ærligt fortæller, at deres liv også indeholder kriser og knubs.
Tak for dit modige indlæg, dejligt at høre du er kommet ovenpå.
Hej Annemette.
Har lige set dig på TV og har nu læst dit blogindlæg..
Du rammer bare plet. Det er så sorgfuldt at blive skilt, selvom man er den der har truffet beslutningen.
Jeg blev skilt fra min eksmand for 16 år siden. I dag har vi et super forhold. Vi er gode forældre sammen, hver for sig, for vores tre nu voksne børn. Vi er hver i sær gift igen. Vi er tit sammen når børnene og svigerbørn og præmiebørnebørn skal fejres. Men…. Jeg bliver heller aldrig den samme. For jeg mistede en masse dengang jeg sagde farvel til min mand. Hans familie, bror og svigerinde, nevø og niece. Venner jeg aldrig havde forestillet mig skulle forsvinde ud af min hverdag. Traditioner, ferier, vaner, etc etc. DET VAR SÅ HÅRDT.
Jeg mødte også min nye mand alt for hurtigt. Og han måtte også se mig ligge i forsterstilling og tude tude tude… Nøjagtig som du beskriver det… Nyforelsket og ulykkelig på en gang…jeg var og er og bliver amputeret.
Jeg er meget glad for mit regnbue liv. Mine børn har fået en større familie med ekstra voksne til at hjælpe til når de engang for børn. Vi holder juledag sammen alle sammen. Vi glæder os til ældste datter fylder 30 år om få måneder og vi skal fejre hende sammen.
Held og lykke med dit nye liv. Den nye strikkeopskrift. Med nye farver…
Dejligt at du står frem med din historie. Er sikker på du får mange til at tænke… Aha det er sådan det er….
De bedste hilsener
Helle
TUSIND TUSIND TUSIND TAK! Du rører mig med din historie. Tak igen! Jeg vil se frem til fremtiden! Knus herfra.
Jeg siger samstemmende at det IKKE altid er lykken at gå. Jeg valgte også at gå for snart 6-7 år siden, fandt også hurtigt en ny kæreste ( som jeg stadig har ). og jeg føler stadig ikke jeg 100% har accepteret, at jeg valgte en anden vej og splittede min familie. Ulykkeligt faktisk! Det er blevet meget bedre, men der er også gået mange år…
Held og lykke med din nye vej 🙂
Tak for at du deler med mig og alle andre;) Knus
Interessant debat. Dog synes jeg, at du glider let og elegant hen over det vigtigste spørgsmål. Nemlig børnene!
Det er børnene, der betaler prisen ved en skilsmisse – det ved vi jo alle. Alligevel undrer det mig altid, at den forældre, der forlader familien, aldrig besvarer det spørgsmål. Jeg ved godt, at det er det hårdeste og mest hjerteskærende at “vælge halvdelen af sine børns liv fra”, men jeg undrer mig tit lidt over den rosenrøde historie, det lidt bliver til.
Bevares dine børn ser da ud til at stortrives, men jeg er virkelig oprigtig interesseret i at høre, hvordan man kommer oven på, efter man har splittet en familie op på børnenes bekostning? Det skal ikke lyde dømmende, men mere fordi jeg er nysgerrig. Det er jo børnene, der skal opleve alle følelserne. Når mor får ny kæreste, når mor får nyt barn med en ny mand – altså man bliver en del af en familie, som man alligevel altid er en del af. 9 ud af 10 delebørn oplever jo jalousi til mors eller fars særbørn, fordi de får det bedste, mens de får det næstbedste.
Det var egentlig bare tanker, jeg var interesseret i at høre fra dig. (Igen det er ikke for at være dømmende!)
Kære Line,
jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvordan man gør det bedst, og hvordan man undgår at det går ud over børnene. Det eneste svar jeg kan give dig er, at det havde været værre for mine børn, hvis vi var blevet sammen. Så det er et valg mellem to ulykkelige situationer. Den ene situation hvor man gør sine børn ulykkelige, fordi Mor og Far skal skilles. Den anden situation hvor man risikerer at skabe et ulykkeligt miljø for sine børn, fordi Mor og Far bliver sammen. Jeg valgte den første. Og idag trives de. Men det er bestemt ikke for at sige, at skilsmissen ikke har haft omkostninger for børnene. Men ud af hensyn til mine børn, diskuterer jeg sjældent deres hverdag og deres følelser i det offentlige rum.
Håber det var svar?!
Knus AM
Kære Anne Mette
Sidder lige og læser dit indlæg her også selvom jeg kan se st det er virkelig lang tid siden at det er skrevet. Jeg synes det er virkelig godt skrevet og flot at du vælger at dele det med os andre. Det at se at “jer der er kendte udadtil” også er meget andet end “kønne kager, lykkelige historier om skøn familie, kure der lykkedes og meget andet, men at man som læser også for lov til at se de mindre pæne sider, for det er jo netop det livet indeholder. Så det ikke kun er selv, der føler at livet engang imellem kan være en stor mundfuld.
God påske
Mange hilsner
Tine
Mærkeligt at læse for, Dét var hvad jeg igennem gik for 5 år siden.. ? 27år nyskilt (dog uden børn) mødte hurtigt min nuværende kæreste. Men sorgen over min skilsmisse (mit valg), ikke at kunne finde mig selv, min hverdag, mit liv som jeg kendte det og altid havde troedet det skulle være.. Det var også for mig en KÆMPE livs krise! Men jeg er også ude på den anden side stærkere end nogensinde og blev mor for 1,5 siden?
Kæmpe knus fra mig❤️
Tak!!
Ved godt at det er et gammelt indlæg, men hvor trængte jeg bare til at høre, at jeg ikke er den eneste❤️
Det er jeg så glad for at du siger – sådan havde jeg det også!
Livet kan gøre så ondt. Jeg er midt i en ægteskabs krise nu og ved ikke om jeg skal gå eller blive. Min mand har i sin * visdom * besluttet at han vil have et barn med en anden . Insemination..men hold op hvor jeg føler mig fravalgt og nedprioriteret.
Jeg er selv lige blevet skilt efter 23 år!! Og de tanker de du næver efter din skilsmisse havde/ jeg har.. Men nu hvor ex-mand allerede har fundet en ny, så kan jeg ikke lade være med at tænke på at hun går rundt i “mit” hus.. hvilket er svært.. men jeg er jo over ham.!
Så efter 23 år skal jeg ud og starte forfra igen 🙈😂💪🏻💪🏻 YES!! 😂 #40fedogfærdig 😂😂🙈
god rejse 🙂 knus