Til middag hos Annemette, – med myldermund og ondt i maven

En slags reklame for “Til middag hos”

Velkommen til middag hos Annemette…

Nu er der faktisk gået næsten 2 måneder, hvor jeg ikke sådan rigtig har sat mig ned og delt noget med jer her på bloggen. Jo, jeg har da udviklet opskrifter og delt nogle små indlæg, sådan lidt sporadisk – men overskuddet har ikke været der til at skrive de her længere og mere dybdegående indlæg. Jeg har sådan set været ovenpå helt personligt, jeg arbejder bare røven ud af bukserne pt. med bogsalg, events, kosttilskud, foredrag osv. Det kræver energi, og så ender jeg med at nedprioritere de her mere personlige indlæg, da de virkelig også kræver overskud at skrive.

Men da jeg for få dage siden modtag en mail om, at Til middag hos, hvor jeg selv medvirker i sæsonens sidste ‘kvartet’, ville blive sendt på TV3 fra i dag, – så fik jeg helt ondt i maven. 

Jeg havde på lykkelig vis parkeret alle tanker om Til middag hos, og derfor kom det totalt bag på mig, da jeg opdagede, at det altså er NU. Lige nu! I aften og de næste 4 dage. Jeg har jo egentlig glædet mig til at se det, men bare skudt det helt ud af hovedet. Det var mega sjovt at deltage, omend det var vanvittigt hårdt og tidskrævende, og jeg fortryder på ingen måde at jeg valgte at medvirke. Heller ikke efter jeg har set programmet, hvor jeg selv er vært. 

Men. Men, men, men… 

Jeg har i 6 år brugt rigtig megen energi på at vise folk, at jeg også er alt muligt andet end det, de så i Den store bagedyst 2013. Fordi jeg følte, at det billede, der blev fremstillet af mig i bagedysten, var lidt unuanceret. Og da jeg sagde ja til at medvirke i Til middag hos, så vidste jeg godt, at jeg kunne risikere det samme – at der bliver klippet nogle programmer sammen, der viser et manglefuldt billede af, hvem jeg egentlig er. Jeg bryder mig ikke om at blive misforstået – det kan gøre mig meget utryg.

Derfor har det været svært at se programet med mig selv, som I kan se i aften på skærmen. 

Jeg synes måske, at der er få ting, der godt kunne misforståes, men slet ikke noget alvorligt. Jeg er dog en del mere passioneret omkring at udvikle opskrifter og hele mit bageeventyr in general, end det måske lige fremgår – men det tænker jeg egentlig, at I godt véd. Og jeg valgte faktisk med fuldt overlæg at lave en enkel og meget simpel dessert, der måske ‘skuffede’ de andre lidt (og måske også jer, når I ser det) for netop at fjerne præstationspresset. Lad mig sige det sådan, at den middag jeg serverer i aften i udsendelsen, minder MEGET om den type middag man får serveret, hvis man er gæst hos mig. Jeg er ikke typen, der disker op med vanvittige kulinariske udfoldelser. Heller ikke på kagefronten. Jeg er mere typen, der serverer is fra Paradis eller Social Foodies, – så alene det, at jeg faktisk selv bagte en kage, er lidt misvisende ifht. hvordan det ‘normalt’ ville være at være gæst hos mig. 

Og hvis jeg nu siger, at blomsterdekorationen er voldsomt overdimensioneret og ligner lidt noget, der burde ligge på en kiste, ja, så grin I bare. Jeg griner også af mig selv. Jeg kunne bare ikke lade være med at gå all-in, og jeg ELSKER jo at lege med blomster. Men okay okay, – det tog måske liiiiige overhånd dér. Ha ha haaaaa! Men igen, den er god nok, og det er sandt, at jeg sagtens kunne finde på at dække op med blomster, der fylder ‘alt for meget’ på bordet. Fordi man kan. Fordi det er sjovt og anderledes. Fordi det er flot.

Programet er sådan set rigtig fint klippet sammen, og det viser da også en næsten ‘ægte’ udgave af mig. Jeg kan dog godt se på mig selv – (jeg tænker ikke, det er noget, I nødvendigvis bemærker) – at jeg virkelig følte mig utryg ved situationen og var nervøs som bare fanden. Jeg kan høre det på min lidt nervøse latter, og jeg kan se det på mine bevægelser. Det er jo sådan noget man véd om sig selv. Og nårh ja, når jeg er mest utryg eller nervøs så snakker jeg meget – altså mere end jeg normalt gør (jeg har normalt ret meget på hjerte) – og det kan jeg se i programmet. Men hey, det gør ikke noget – det er jo sådan jeg er. Det skammer jeg mig ikke over. 

I sommer, da programmerne blev optaget, var jeg stadig ret påvirket af angst, og jeg husker, at jeg dagen før optagelserne sad herhjemme i stuen og græd. Det hele føltes SÅ grænseoverskridende for mig, men alligvel havde jeg lyst til at springe ud i det. På daværende tidspunkt havde jeg kæmpet med min angst i over et år, og jeg var virkelig ved at være dér, hvor en lille udfordring nok ville være sundt. For at komme ud af min comfort-zone. 

Men selvom jeg var klar til udfordringen, så var jeg virkelig påvirket og ret ‘shaky’.

Jeg vidste jo godt, at vi i de samtaler, der bliver båndet, ville komme ind på nogle emner, der gør eller har gjort ondt på mig. Jeg vidste jo godt, at det ville blive følsomt. Og jeg havde besluttet på forhånd, at jeg virkelig ville forsøge at være åben og ærlig. Hvorfor ellers invitere et kamerahold indenfor og byde på middag. Det er bare sådan, at når man er kraftigt påvirket af angst, der for mit tilfælde har været meget følelsesmæssigt krævende – som et vakuum af smerte og ubehag, der bare suger al energi ud af én (ja, sådan var det for det meste, da det stod på) – så er ligepræcis den her slags uvant situation noget, de kan være med til at ‘tricke’ angsten. 

Men ved I hvad, jeg er mega stolt. Fordi jeg kom helskindet igennem alle fire programmer. Og jeg véd, at den person, som Jackie, Allan og Dan mødte, var mig. Den ægte mig. Om det lige præcis er dén person, der træder frem på skærmen, aner jeg egentlig ikke. Jeg har jo lært, at man aldrig kan vise hele sandheden på tv, og at det netop er okay. Det gør ikke noget, så længe jeg har det godt med mig selv.

Jeg håber I vil se med. Jeg håber I synes det er sjovt og hyggeligt. 

♥

Alle fotorettigheder: NENT Group/Bjørn Jakobsen