Om at acceptere sin rolle som Moaaar!

Guderne skal vide, at jeg elsker at være mor. Med stort M og tryk på “aaaaar”, når ungerne kalder på mig: Moaaaaar!

Så smelter mit strikse moderhjerte og jeg bliver blød som softice i solen.

Jeg elsker børn – mine børn. Og de børn jeg kender godt. Med årerne er jeg faktisk også blevet vild med børn i sådan mere bred forståelse, men det er noget, der er kommet i kølvandet på, at jeg selv blev mor. Jeg kan bedre og bedre lide børn, fordi jeg bedre og bedre forstår børn, og hvor de kommer fra på hvert stadie. Jeg var som udgangspunkt i start 20’erne ikke vild med børn. Overhovedet.

Men en ting, som jeg ikke nødvendigvis er blevet bedre til med årerne – er at acceptere min rolle som mor, når det betyder, at jeg skal sætte mig selv bagerst. Altså, misforstå mig ikke, det er jo fuldstændig instinktivt for mig, som for alle andre mødre, at man “bare” og naturligvis sætter sig selv bagerst, når ens børn kræver det, men det betyder jo ikke, at jeg synes det er mega fedt.

Jeg har lært med årerne at gøre det og finde ro i det, så jeg ikke bruger tid på at gå og surmule over whatever det nu end er, jeg må sætte tilside eller udsætte til fordel for at udfylde min morrolle ordentligt. Som nu.

Lige nu sidder jeg på en bænk i skyggen ved Karlsbroen i Prag og ser ud over vandet. Her er varmt og dejligt og det lyder jo umiddelbart som et ret okay sted at sidde. Men sagen er den, at Micky og de to store drenge er på Apple Museum, hvilket jeg rigtig godt gad. Altså virkelig. I stedet sidder jeg her med armen i en temmelig ubehagelig og upraktisk stilling, viklet ind i håndklæde og klemt ind under solskærmen på barnevognen, så Luca kan ligge og nive mig i huden på håndryggen, inden han falder i søvn, for det nu engang er sådan han helst vil have det… og det gør jeg naturligvis med glæde. For ungen har brug for at sove og ikke blive hevet med rundt på museum den næste time. Sådan er det, og det er min rolle som mor, der er vigtigere end min egoistiske interesse i at se et museum.

Og så tænker I måske, jamen kunne Micky ikke tage ham lidt? Nej. Det kan han ikke. For Micky er verdens største Apple-fan. Dengang man kun kunne få Apple Watches tre steder i verden, og en lille butik i London var et af de steder – så rejste vi til London og købte et ur til ham. En af de allerførste modeller, som man ikke engang kan få længere… Da de nye homepods kom frem, som stadig ikke kan købes i DK, var Micky hurtig, og indenfor få uger havde han skaffet dem hjem til os fra udlandet. Micky er typen, der nærmest ved, hvad Apple finder på af nye ting, før Apple selv ved det (næsten, ik). Så nej. Denne gang var det mig, der måtte tage en for holdet.

Men jeg synes ikke det er totalt fedt at måtte undvære. Jeg kan sagtens ærgre mig over, at det at være mor kræver ofre dagligt.

Når man snakker med folk, inden man selv bliver forælder, så siger alle jo, at det ER hårdt. Men at kærligheden og alle de gode oplevelser opvejer det hårde arbejde og afsavnet af diverse oplevelser (eller byture…for that matter) gange 100.

Og det er også rigtigt. Det ER fantastisk at være mor. Forælder. Det er mega fedt.

Men hold kæft hvor er det også hårdt nogle gange, og hold kæft hvor jeg glæder mig til en bryllupsrejse kun med Micky i oktober, hvor vi tager til Rom og finder “os-tid”…

Jeg skal hilse og sige, at en sommerferie, hvor jeg først tog 4 dage på telttur, som supermom alene med tre børn, og derefter 14 dages bilferie ned gennem Europa trækker lidt ekstra på mor-kontoen. Jeg kan mærke, at ungerne er trætte og hænger mere op ad mig. Der har brug for at blive krammet mere, nusset mere, og lyttet til mere end normalt. And so I will… jeg krammer, nusser og lytter til fordel for freden og den gode stemning. Og jeg finder roen i det og nyder det.

Men ja. Jeg synes det er svært. Jeg føler ikke altid, at jeg er typen, der var født til at være Mor med stort M og tryk på “aaaaar!”.

Please tell me – at jeg ikke er den eneste?!