Jeg lyttede til min mavefornemmelse
Egentlig ville jeg skrive et blogpost om vilje. Og gennemslagskraft og nye tider i 2018. Men min mavefornemmelse sagde noget andet. Jeg havde brug for at skrive lige netop det her.
Så here goes… Hvis du er én af mine mere faste læsere, der ofte vender tilbage til min blog og læser med på de lidt længere og mere personlige indlæg, så véd du nok allerede, at jeg er den analyserende type, der godt kan lide at finde begrundelser og understøtte mine valg med sådan helt konkret rationale. Du véd måske også, at jeg er en temmelig følsom type, der mærker dybt og hårdt, og som forsøger at finde min egen vej igennem både sorg og kærlighed. Jeg er eftertænksom og vægter altid mine ord med omhu.
Det véd du nok.
Men hvad du måske ikke véd er, at jeg forsøger at blive bedre til at lytte til min mavefornemmelse. Jeg forsøger at droppe rationalet til fordel for en mere håndgribelig håndtering af følelser. Jeg forsøger at blive bedre til at mærke – ikke tænke.
Da jeg var 16 boede jeg i Australien som udvekslingsstudent. Min værtsmor sagde altid til mig, når jeg var i tvivl om noget: “Anna, what does your gut tell you? Just go with that!” Kort oversat til dansk: “Lyt til din mavefornemmelse, Annemette!” Og lige siden da har jeg haft hendes ord i mit hoved. De vender tilbage hver gang jeg er i tvivl om noget, men jeg har altid (!) haft svært ved at forstå helt præcist, hvad min mavefornemmelse egentlig fortæller mig.
Jeg er helt klart mere den rationelle type.
For nylig fik jeg nærmest en irettesættelse, der gik på, at jeg burde være i stand til at ringe op og skælde ud, hvis jeg var vred over noget. Men jeg er bare ikke typen, der ringer umotiveret op og råber ned i et rør. Jeg går længe med mine tanker, før jeg handler. Ja, jeg går faktisk længe og tænker, mærker efter og vender mine følelser med mig selv – mange gange – inden jeg indvier folk i hvad fa’en, der sker i hovedet på mig. Sådan har jeg været det meste af mit liv, og det er svært at ændre på.
Fordelen i dét er, at jeg har mærket efter og jeg véd hvad jeg mener, inden jeg bare kaster mere brænde på et blussende bål. Mennesker omkring mig kan regne med, at jeg har vægtet mine ord ret nøje inden jeg bare smider dem i hovedet på dem, og jeg er derfor også ret kontrolleret, hvis noget føles forkert, og jeg har brug for at ændre på det. Ulempen er dog, at jeg ofte fremstår temmelig kold og kynisk på min omverden. Nok fordi de fleste mennesker er mere ukontrollerede og mere i følelsernes vold, når de har brug for at gøre “oprør” mod noget. Men en person, som jeg, der helt fattet og afmålt præciserer sine tanker og følelser, kan fremstå kold og næsten arrogant. Ja, jeg véd det sgu godt. Men jeg er bestemt ikke kold. Not at all.
Den eneste person, som jeg sådan rigtigt råber af og bare helt spontant skælder ud, er min mor. Ja, sorry kære Mor – men det kommer sgu nok ikke som en nyhed 😉
I forlængelse af mit nytårsforsæt, som helt forsimplet går ud på, at jeg skal lære at fokusere på positiv energi, så har jeg truffet et valg her i starten af januar, der udelukkende er baseret på min mavefornemmelse. Eller mavefølelse. Hvad man nu kan kalde det, når man har gået rundt med decideret ondt i maven i længere tid over ting, som er svære at sætte ord på. Men man kan fornemme det.
Faktisk var det et meget velovervejet valg (for sådan er jeg jo) men denne gang på baggrund af en mavefornemmelse, der ganske enkelt ikke ville forlade mig. Den blev bare ved med at være der. Min mavefornemmelse fortalte mig, at jeg blev nødt til at vælge fra. Så det gjorde jeg. Faktisk var det et tilvalg. Et tilvalg, der handler om at sortere ud for at gøre plads til mere kvalitetstid i mit liv. Og Gud, hvor har det været dejligt at lytte efter. Allerede nu føles mit hjerte lettere – bare fordi jeg lyttede til den skide mavefornemmelse. (Det MÅ jeg simpelthen blive bedre til!)
Desværre synes jeg, at mavefornemmelser ofte varsler dårligt nyt. Det er i hvert fald ikke så ofte jeg bemærker det, når jeg har en god mavefornemmelse. Nej, så tror jeg faktisk bare, at jeg kaster mig ud i livet med humøret i behold, uden rigtigt at tænke over det. Men når noget føles svært, når relationer sættes på prøve, når man skal overbringe svære budskaber eller når man har gang i noget, der fører én i en forkert retning – ja så kommer den. Mavefornemmelsen. Helt spontant og generer gevaldigt, ikke?
Men, hjælp mig lige. Hvad synes I? Skal man lytte til sin mavefornemmelse. Sådan helt instinktivt. Har det nogensinde kostet jer dyrt? Eller har det fået jer på rette vej?
Hvis jeg skulle blive bedre til at lytte til min mavefornemmelse ville det kræve, at jeg stopper med at undertrykke følelsen af “ondt i maven” med mere arbejde. Jeg skal stoppe med at flytte fokus ved at fortage mig noget andet. Det ville kræve, at jeg blev bedre til at stoppe op og mærke efter. Lige dér i øjeblikket. Fordi en mavefornemmelse, synes jeg, desværre, har det med at være meget intuitiv og ikke vedvarende (i hvert fald ikke altid). Den dukker op i et sekund, og væk er den igen næste øjeblik. Men den var der. Fornemmelsen.
Og jeg véd det jo godt. At min mavefornemmelse efterhånden er det mest rå og upolerede følelsesbarometer, jeg overhovedet har. Og jeg bør måske nok gøre brug af det lidt oftere. Faktisk tror jeg, at i den verden vi lever i, hvor vores ord, billeder og generelle fremtoning er så utroligt velovervejet og poleret – ja, så tænker jeg, at vi allesammen burde være bedre til at lytte til vores mavefornemmelse(r). Lad det spontane fylde mere. Fordi hvis vi tilpas længe pakker de umiddelbare følelser væk, så mærker vi dem måske slet ikke længere – før det er for sent. Og til sidst befinder man sig i en verden omgivet af konsekvenser af de valg man har truffet på baggrund af rationelle, præcise og velovervejede tanker, der slet ikke føles godt i maven. Og hvem gider egentlig leve sådan?
Så hvis jeg skal lade positiv energi komme til sin ret i 2018, så vil jeg lade mine umiddelbare følelser styre mere. Denne gang føltes det i hvert fald godt at lytte til min mavefornemmelse, og dét vil jeg blive meget bedre til, – forhåbentlig resten af livet. ♥
11 reaktioner
Jeg lytter altid til min mavefornemmelse og har en meget stærk intuition. For det meste har den ret. Jeg er derfor også typen der ofte siger min mening med det samme, og det falder ikke altid i god jord. På den anden side, så ved folk altid hvor de har mig, og det synes jeg er positivt ☺
Kh Charlotte
Hej Annemette.
Der hvor jeg tænker det går galt i relationer, overfor os selv, med vores børn osv er at vi ikke mærker efter i os selv!
Vi er kun oppe i hovedet.
I min optik synes jeg det er vigtigt at få grounded og mærke efter i maven.
Det begyndte jeg for alvor på for et par år siden… det har været guld værd!
Jeg har altid kunnet “mærke” hvilke mennesker jeg omgik, altså om de fx var til at stole på, om de var troværdige osv – min mavefornemmelse, og den har aldrig slået fejl! Egentlig ret tankevækkende 🙂 Måske har alderen, erfaringen og modningen som voksen en del at sige her. Måske handler det også om at man føler sig mere “hjemme” og på “rette hylde” før man begynder at “turde” stole på den mavefornemmelse.
Det med at mærke efter indeni og følge sin mavefornemmelse – fx med at sige fra til en julefrokost for at passe på sig selv og sine guldklumper for at få lidt ro og kvalitetstid sammen – det kan godt være andre synes det er noget pjat og et dårligt valg, men hvad skal jeg bruge det til? Jeg vælger det som er bedst for mig og mine og så håber jeg at andre tager ansvar for dem selv og træffer de valg som er gode for dem 🙂
Det samme med reaktioner – for mig skal jeg mærke efter og finde ud af hvad det gør ved mig. Hvordan man så skal formidle sit budskab, tænker jeg kommer an på modtageren – er de overhovedet i stand til at lytte og “se” mig 🙂
Knus
Jeg lever med en mand, der er nøjagtig, som du beskriver dig selv. “Den skal lige ind og vende”, siger han ofte. Som hovedregel er det godt, da han med få undtagelser aldrig gør noget, der ikke er velovervejet. Men det gør også, at han oplever muligheden er forpasset, når han endelig har bestemt sig for, at det skulle være. Og så bliver han egentlig skuffet, for nu havde han lige brugt krudt på at tænke over det, og så bliver det ikke til noget…
Jeg har fra tid til anden lyst til at ruske ham og bede ham tage en beslutning, for pokker!! 😄 Kom nu i gang! Jeg kan endda finde på at bænke ham og dele sine tanker, så vi kan komme videre i teksten.
– Min pointe er, at rationalisering er godt, men mavefornemmelser er ofte rigtige. Det kræver mod at følge dem, men hvis man kan lære at stole på sin intuition, så er der meget at vinde der. Kunsten er vel at finde balancen! Held og lykke med projektet i det nye år.
Mavefornemmelsen som et upoleret følelsesbarometer – den beskrivelse kan jeg godt lide, der er noget sandt over den.
Jeg registrer altid min mavefornemmelse, og jeg har erfaret, den altid har ret.
Men som dig lytter jeg ikke altid til den, for ofte gør den jo oprør, og det virker umuligt at adlyde den.
Det må være mit projekt – ikke i år, for det er skræmmende at skulle få mine værdier proppet ind i gymnasielivet – men senere hen.
Vi bør dog alle gøre det som dig, nu. Lytte til vores mavefornemmelse, når vi ved, at den fortæller os, hvad der er bedst for lige netop os. Og det er jo det vores indre kompas gør.
Jeg håber, du lykkedes med at balancere rationale og mavefornemmelse – så må jeg se, om jeg kan gøre dig kunsten efter.
Smil til dig!
Laura // LMinside<3
Jeg er meget ligesom dig på de punkter du beskriver fra før dit nytårsfortsæt. Jeg føler rigtigt kraftigt, men jeg ved også at jeg er nødt til at tænke mig om i de sværere situationer. Ellers træffer jeg et valg, som jeg måske kan fortryde, fordi selvom jeg muligvis valgte på baggrund af følelser og fornemmelsen I maven, er det ikke sikkert at jeg nåede at tænke på konsekvenserne der ville følge. Jeg er i virkeligheden nok lidt en blanding af det hele. Jeg kan ikke altid lade være at gå i udbrud hvis jeg virkelig føler noget stærkt og inderligt, og det kan medføre både godt og skidt. Feks blev jeg skidesur på en nabos larm en sommeraften, og lod hende det vide. Hun var villig til at snakke med mig og vi er i dag rigtigt fine venner. Hun opførte sig altså som jeg havde forestillet mig, et menneske ville reagere på at blive konfronteret: villig til at snakke om tingene. Men jeg har også oplevet det modsatte: at give udtryk for mine følelser og dybe tanker, for så at møde reaktioner jeg ikk havde forventet, nemlig manglende vilje til at se på tingene fra flere vinkler og tale om det. Det har betydet at tætte relationer ikke længere er i mit liv. Der ville jeg ønske jeg havde ventet, tænkt igennem, undersøgt og kommet måske bedre ud på den anden side. Jeg mener ikke selv at jeg gjorde noget forkert i at give udtryk for mine følelser, men jeg har lært at jeg ikke kan forvente at mennesker er åbne over for mig og mine følelser, eller følelser generelt, hvilket kan medføre nogle ret svære konsekvenser. Når det blev næsten ligeså langt som hele indlægget, bare klager.
Du er sej at kunne tænke så refleksivt og jeg håber du finder den bedste metode for dig at gå med ❤️
Jeg er stor tilhænger af at følge mavefornemmelsen – jeg skrev et par ord om, hvordan jeg traf en stort beslutning i forlængelse af at have identificeret min mavefornemmelse for et par år siden! Og har absolut ikke fortrudt 🙌🏻
https://www.alt.dk/artikler/jeg-sagde-mit-trygge-job-op-solgte-min-perfekte-lejlighed-og-tog-til-usa-nu-er-jeg-snart-hjemme-igen-uden-sikkerhedsnet
Hvor er det dejligt at du TØR lytte til din mavefornemmelse.
Den indre gps tager aldrig fejl
Når man tør leve et liv i integritet ( der hvor ord og handling mødes ) og det man mærker indeni er det man gør/lever udenpå
I starten når man vover at handle på egen behov vil det føles ubehageligt fordi kroppen ikke er vant til at gøre det vi altid lyster , men istedet sørger for yder omgivelser familie venner mm har det godt.
Jo mere man giv sig selv plads i den indre bolig jo større vil den ydre verden bliver sjovere og dejligst.
Så go go. Du vil elske det.
Kærligst Majbritt
Sådan tror jeg der er rigtig mange der har det, både mænd og kvinder. Med fare for at lyde skabs-dannende, synes jeg dog tendensen er større for kvinder. Damn jeg møder kvinder i mit arbejde, som bruger enorme mængder af energi og tid på at være “i hovedet” og rationalisere sig til alverden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvornår det blev til en “naturlov” at det skulle være sådan. Jeg synes det hæmmer meget kommunikation mellem partnere, på arbejdspladsen og ikke mindst på oplevelsen af livet.
Rigtig godt indlæg. Ændrede selv kurs for år tilbage og har det så meget bedre med mig selv, selvom det var svært og til dels stadig er det, især når jeg er stresset og presset, så vil hjernen gerne det gamle, men jeg holder fast. Det er kampen værd.
JA man skal følge sin mavefornemmelse. Hvis man ikke gør vender det bare tilbage. Man ved jo godt hvis man ellers lytter til sig selv og sin indre stemme som taler hvis man helt i stilhed og ro lader den og følger det der føles godt og rigtig. i det omfang det overhovedet er muligt. Jeg oplever det også som en tendens i tiden at den feminine energi finder indpas uforholdsmæssigt til den maskuline som har hersket i årtier. At rigtig mange mænd og kvinder privat og mere arbejdsmæssigt søger balancen. Alting er jo egentlig et spørgsmål om balance. Skønt at du tager sådanne tænke tanker ting op 👍
Helt klart JA man skal lytte til sin mavefornemmelse. Men ja, det har nogle gange kostet mig dyrt her og nu – men det har altid på den lange bane været der værd. Men det er måske også derfor det er en mavefornemmelse og ikke rationelle tanker, fordi det ikke nødvendigvis er den bedste løsning her og nu, men ofte den løsning man på sigt har det bedst med. Når jeg er bagklog handler det ofte om, at jeg skulle have lyttet bedre efter følelserne.