“The secret mom-society”

Jeg har lyst til at dele en oplevelse med jer.

Her snakker vi ikke om sådan en oplevelse, der fandt sted på en særlig dag, på et særligt tidspunkt. Nej – det er mere sådan en generel oplevelse af noget, der ændrede sig i mit liv. I min optik, – mit syn på verden og min rolle i den.

Jeg gik nemlig i 24 år rundt intetanende. Helt intetanende. 

Intetanende om den hemmelige klub af mødre, der i virkeligheden eksisterer. Jeg vidste bare ikke at den eksisterede. Men det gør den! Og velkommen i den hvis du selv er nybagt Mor – eller på nippet til at blive det. Velkommen i “the secret mom-society”, hvor vi (mødre) alle nikker forstående til hinanden og sender overbærende blikke i særligt krævende situationer.

Lad mig beskrive det for jer. Den”hemmelige klub” for mødre, er i virkeligheden blot et symptom i vores samfund. En slags reaktion på, at vi er en hel flok kvinder, der står i samme båd – uanset om vi minder om hinanden i social rang, af udseende, uddannelsesmæssig baggrund eller geografisk oprindelse. Vi er alle i samme båd – som mødre.

Derfor så kan man nu pludselig drage nytte af hinanden. Man kan som mor støtte en anden mor igennem en krise i Netto – med blot et blik, der siger det hele. Det dér “I TOTALLY understand” blik.

I får lige et eksempel, hvor jeg selv har oplevet glæden og den gave det er, at andre mødre eksisterer her på planeten.

• Min 4-årige søn Ferdinand kaster sig ned på gulvet skrigende i Føtex. SKRIGENDE! Han vil have lakridspiber, og jeg har sagt nej. Ganske udramatisk, faktisk. Men hans verden bryder sammen og han lægger sig på gulvet – lige der, hvor de der sving-låger er – så folk ikke kan passere uden af træde på mit skrigende barn. Mor her er ikke glad. Mor her er flov og forsøger at opdrage sit barn, uden at råbe ham ind i hovedet. Med ro over overskud. Og det der så sker er, at en dum og uforstående 18-årig knægt af en ekspedient fra 3-butikken på den anden side af gangen går hen og giver Ferdinand en håndfuld bolcher. “Det er også synd for dig”, siger han!!!! JESUS CHRIST! Jeg var lige ved at rive hovedet af ham – men dér – lige dér skete det magiske. En anden Mor kigger på mig, og sender mig det dér “I TOTALLY understand” blik. Som for at sige – “Ja ham den 18-årige véd ikke at han gør noget dumt, og ja, dit barn er helt normalt, og ja, jeg ville også have lyst til at råbe mit barn ind i hovedet, og ja, jeg véd godt at du stadig elsker ungen, og ja, han er mega sød selvom han skriger, og ja, dumme dreng!, og ja, de der bolcher hjælper på ungens humør, og ja, du er HELT NORMAL”… – Nå men, den 18-årige beholdt sit hoved, Ferdinand fik bolcher – og vi gik hjem. Uden indkøb fra Føtex;)

Tak for at den klub eksisterer. Drag nytte af den og deltag positivt i den.

Det er den klub hvor vi blandt andet gør følgende:

• vi viger for hinanden, når vi ser en anden Mor med barnevogn, der bare ikke kan komme forbi på fortorvet.
• vi rejser os for hinanden i bussen, når vi ser en højgravid, der helt sikkert lider af bækkenløsning, vand i benene, plukkeveer og søvnløshed…
• vi smiler overbærende til hinanden når vores børn er møg-unger, der opfører sig sindssygt i Føtex (eller andre offentlige steder)
• vi forstår om hinanden, at uanset hvor dejlige vi synes vores egne børn er, så findes der i en anden Mors øjne ikke et barn i universet, der er skønnere end hendes eget.
• vi hjælper hinanden ud af toget med barnevogn, oppakning, pusletasker, indkøbsposer, 3 øvrige børn og det løse – selvom der står en kødrand af teen-age drenge, der burde tilbyde deres hjælp.
• vi forstår at hængebryster også har en charme, og kigger bare overbærende på der der strækmærker, der har indfundet sig på hinandens baller og maveskind – for vi véd jo, at der er mærker, der fortæller den smukke historie, – at man er MOR til nogen.
• osv osv.

Så lad os blive i dén klub. For der findes sandelig også en klub, hvor man kigger nedværdigende på hinanden – som for at sige “Jeg har bare MEGET bedre tjek på den der moder-rolle end du har”… Og lad os ikke blive en del af den klub. Den er ond og ubehagelig. Vi skal istedet støtte hinanden.

Mon ikke, at der også findes “klubber” for fædre, bedstemødre, skilsmisseforældre osv. Det tror jeg;)

KNUS AM