Ulykkelig i Aftenshowet…
Så du med i går aftes da jeg gæstede Aftenshowet?
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde troet, at mit indlæg fra d. 20/4-2016 om at være ulykkelig i halvandet år skulle skabe SÅ meget opmærksomhed, som det har gjort. Men jeg er taknemmelig over de hundredevis af henvendelser jeg efterfølgende har fået fra både fremmede, venner og bekendte, der kan relatere og som siger TAK for at jeg ville stå frem og dele min historie – give dem noget at spejle sig i. Så tak for det til jer alle!
Læs indlægget her: “Jeg var ulykkelig i halvandet år”
Det ledte dog til at Aftenshowet bød mig ind som gæst i går aftes, og efter en del overvejelser takkede jeg JA. Nu havde jeg jo alligevel delt min historie, så why not. Men sandheden er, at jeg forinden havde gjort alt jeg kunne for at samle mig, sørge for ordentlig make-up, pænt tøj og overskud – for at kunne klare opgaven. Det er helt ærligt ikke så nemt at sidde på nationalt tv og fortælle om den sværeste tid i ens liv – selvom at rammen omkring det er helt ok, hvilket den er på Aftenshowet. Det er virkelig professionelle mennesker og et format, der gerne vil formidle relevante historier – ikke sladder. But still!
Du kan se med ved at klikke på billedet herunder. Det er allerførste indslag.
Kh, AM
(Og igen, tak for opbakningen.)
Og så lige en lille sjov ting – folk siger til mig, at de slet ikke kan se, at jeg har taget over 20 kg på i min graviditet…ha ha…når man nu ser introen fra Den store bagedyst 2013 i dette indslag – og derefter klipper over til mig, som jeg ser ud pt – så synes jeg helt ærligt godt man kan se det;) Men det er ok – de 20+ kg sidder da meget godt.. 🙂
En reaktion
Tak fordi du valgte at dele din historie
med os andre.
Din beskrivelse kunne lige så vel være skrevet af mig.
Jeg har også været fraskilt og det tog mig næsten 3 år at komme over det.
Efter 7 år som alene mor til 2, fik jeg en dejlig kæreste og blev mor for 3. gang. Da vi skulle holde navngivningsfest var det for første gang min familie og min kærestes familie skulle være samlet og det var i den forbindelse jeg oplevede en lille snert af noget vemodighed. Vemodighed over at noget tidligere nu var så definitivt slut og aldrig mere skulle jeg opleve det der var en gang. Det var så surrealistisk, at min familie nu festede med nogle andre end dem de havde festede med i 17 år. Så surrealistisk, at det ikke var mine 2 store børns far der bød velkommen, som han havde gjort det i 17 år. Men at det nu var en anden mand jeg delte mit liv med, som stod der og holdt tale.
Et split del af et sekund føltes det hele så uvirkeligt, men jeg kom hurtigt tilbage til virkeligheden igen og blev overvældet af så stor en taknemmelighed over, at jeg endnu en gang får oplevelse af at skabe en familie.