Vær mere fri i dit køkken…

Rigtigt mange af mine kager er improviserede. Det vil sige, at når jeg går til køkkenbordet, så ved jeg endnu ikke helt hvad, der skal i kagen, og hvordan den kommer til at se ud. Men inde i hovedet har jeg som regel en idé, der er ved at danne sig og som langsomt tager form som processen skrider frem.

Men jeg vil så gerne opfordre jer alle til at blive mere frie i jeres “kage-køkkener” – jeg kender alt (alt!) for mange, der siger: “jeg er god til at lave mad, men kage…det er så svært, der skal man jo følge opskriften helt præcist…” Det er helt forkert! Nogle kager kræver at du følger opskriften. Men langt de fleste opskrifter er jo “bare” baseret på sammensætninger af tørre og våde ingredienser, som tilsammen giver en dej…eller mousse…eller noget tredje.

Som for eksempel med denne kage, der er på billedet herover. Den ser ud af en hel masse. Som om jeg nøje har planlagt hvad der skal i, og hvordan den skulle se ud. Men det er altså ikke tilfældet.

HER KOMMER ALLE DE GODE TIPS TIL AT IMPROVISERE!

Jeg bagte bunde udfra de nødderester jeg havde i skuffen. Fordi jeg har en grundopskrift i hovedet, som jeg véd bare virker. Den består af lige del mel/nødder/smør/sukker og lidt bagepulver. Så i denne omgang blev det til en blanding af hasselnødder, mandler og macadamianødder, der blev blendet mellemfint og æltet sammen med resten. Sukkeret blev en blanding af hvidt sukker og brun farin, for havde lige en lille smule af hver… Og mht. bagepulver, så brug ca 1 tsk pr. 200 g mel. Det plejer at passe meget godt. Brugte 200 g af hver. Jeg trykker bundene ud i to forme og bager dem ved 180 grader i ca 10-15 min.

Det gule stads er passionsfrugt og citroncreme. Igen, jeg brugte nogle frugter jeg havde liggende. Og jeg havde mange citroner og en håndfuld passionsfrugter (hvem har ikke det…ha ha…list selvironi må jeg nok hellere have lige her. MEN, det kunne f.eks. bare være frosne hindbær eller appelsiner)… Igen, en grundopskrift – som jeg har i hovedet. 4 blade husblas/4 dl saft fra frugterne/2 dl sukker/2 æg/2 spsk smør… (i mit hoved er det nemt at huske…44222) husblas udblødes, saft lunes, æg og sukker piskes hvidt. Så skal æggesnaps og lun saft røres sammen i en gryde til det koger og til slut opløses husblas og smør heri.

Den hvide yogurtcreme er også improviseret…men baseret på en opskrift på min Vinterhave moussekage – finder du her... Denne gang havde jeg bare ikke så meget A38, så jeg spædede til med lidt creme fraiche og ymer – for det havde jeg…Vær ikke bange for “at turde tænke selv”, når du går i køkkenet.

Pynten, den består faktisk også af en masse små rester, der gemte sig. Jeg havde en lille skefuld sølvperler, lidt mandelsplitter, lidt hakket hvid chokolade, nogle blomster fra terrassen, lidt guldstøv (for HVEM har ikke det…haha!), hasselnøddeflager etc. Det ser ud af en hel masse, men meget små virkemidler kan gøre en kæmpe forskel…

Jeg håber du tør være endnu mere fri næste gang du går i gang med kagebagningen…

Knus

Skærmbillede 2016-04-08 kl. 15.07.10

4 reaktioner

  1. Hej,
    Tak for en skøn, inspirerende blog, med dejlige farver og smukke kager.
    Jeg skal snart investere i en ny røremaskine, og tænkte om du evt. på et tidspunkt har mulighed for at lave et indlæg om det. Selvfølgelig kun hvis det har din interesse, er kun en ide til et indlæg 🙂
    Tillykke med graviditeten, og held og lykke til hele familien, det bliver skønt for jer alle 🙂

    Knus

    1. Det kan du tro at jeg vil. Men sagen er den, at jeg samarbejder med OBH Nordica – og derfor kan jeg ikke anbefale andre maskiner. Men jeg vil gå så langt som at sige (og det er min egen ærlige mening), at jeg selv har valgt at indgå samarbejdet, da jeg synes det er en af de bedste maskiner på markedet – til prisen. Altså ikke den bedste maskine – men den bedste til prisen. Den er i øjenhøjde med den helt almindelige husmoders budget, og dét er noget jeg kan lide! Og jeg er MEGET glad for min maskine, og den holder stadig – trods at jeg bager som en sindssyg!Den kan rør både rugbrødsdej og piske flødeskum – så den kan det hele. Og jeg synes at designet er pænt. Hvis jeg ikke samarbejdede med OBH Nordica, så ville jeg måske overveje (eftersom jeg bager hver eneste dag) at investere mange flere tusinde kroner i en noget større model. Håber det var et godt svar! Knus

  2. Super godt indlæg! Ville elske at kunne improvisere på den måde, men man (jeg) mangler lidt forståelsen for “basisdelen”, altså hvor meget æg og mælk skal sammen med hvor meget mel og sukker, osv, for at få det bedste resultat. Men nu er jeg et skridt nærmere! Fantastisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN