Når jeg ser tilbage ville jeg ønske…

I dag bliver verdens dejligste Marie student. Marie, som jeg samarbejder med og som altid hjælper mig i nødens stund, når der liiige skal optages en video i sidste sekund eller lign. Marie og jeg går “way back”, for jeg er opkaldt efter hendes mor, der i øvrigt har arbejdet for min far, og min bror har arbejdet for hendes mor, og nu arbejder Marie for mig, og hendes lillebror har været passet af min mor… ja, det er indviklet. Men Marie er meget speciel for mig. Som en slags lillesøster. Så jeg håber hun læser med her på bloggen i dag og tager mine ord til sig.

For 14 år siden blev jeg selv student.

Det er helt utroligt, at det er så mange år siden – men det kan alle jer, der er over 30 nok relatere til (Yaiks!). Bær over med kvaliteten af billederne, men her taler vi jo fotos af fotos, ik? De er fra før vi havde digitalkamera… (her gælder det samme, alle over 30 kan relatere. Alle under 30 ligner sikkert bare et stort spørgsmålstegn i hovedet 😉 )

Når jeg ser tilbage ville jeg ønske, at jeg havde vidst alt det jeg ved i dag. Eller, både og! Fordi man har jo levet sit liv, som man nu gør, og med de konsekvenser der kommer, som er med til at forme én. Men alligevel. I bogklogskabens lys, kunne jeg godt tænke mig, at jeg havde haft mulighed for at “vide bedre”. Men det gjorde jeg jo ikke, for sådan er det, når man er 19 år gammel.

Men til alle jer mødre med børn og til alle jer studenter eller gymnasieelever, der bliver studenter indenfor de næste par år. Så lad mig sige én ting: Tag det nu roligt! Jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til at tage det roligt. Og sige pyt! Det var det eneste jeg aldrig gjorde – jeg tog det aldrig roligt, – og det fortryder jeg i dag. Jeg kunne have sparet mig selv for utroligt mange bekymringer og søvnløse nætter over diverse afleveringer og eksamensperioder, hvis jeg havde været bedre til at slappe lidt af.

Men jeg tog skolen og min studentereksamen MEGET alvorligt. Måske har jeg været sådan en af de der irriterende klassekammerater (tror jeg lidt), der altid ved bedre (?). Jeg var i hvert fald hende, der altid var foran i lærebøgerne, og hende der havde fingeren i vejret først. Og da jeg blev student følte jeg, at jeg var så klog, så klog. Jeg syntes, at verden lå for mine fødder, og at intet kunne få mig ned med nakken. Den “urørlighed”, jeg oplevede og mærkede, tænker jeg i dag, at jeg ville have haft godt af at være mere kritisk overfor. At jeg havde turde erkende, at jeg også var svag og uvidende på punkter. Men jaja, heldigvis så leves livet jo forfra, men forståes bagfra. Men hvis du nu har en datter derhjemme, der ligesom mig er lidt af en stræber-type (let’s be honest), og som har svært ved at lytte og give plads til fejl og sårbarhed, så skal hun måske lige læse med…

Her er en liste af ting, som jeg ville ønske at jeg havde vidst eller forstået dengang. En lille opsang til mig selv som 19-årig student. Disse ord der baseret på mine tanker dengang, mine reflektioner og de erfaringer jeg efterfølgende har gjort mig. Jeg glæder mig allerede til jeg en dag kan skrive lignende tekst til mig selv som 33 årig, når jeg er 50 år gammel 😉 Så kan det jo være, at det ser helt anderledes ud…

Kære Annemette,

– om der er flag på, rødt eller blåt bånd på din hue – så er det i sidste ende underordnet. Det er ikke din titel som international student eller dit gennemsnit, der fører dig langt i livet. Det er din flittighed, dit drive og dit gå-på-mod. Det er din evne til at se folk i øjnene, dit nærvær og din dedikation. Det kan ingen uddannelse lære dig, – det er derimod noget som livet vil lære dig.

– om der står det ene eller det andet tal i huen efter din sidste afgørende eksamen er ligegyldigt. Det er helheden, der betyder noget. Det er det faktum, at der sidder en hue på dit hovede. Det er ikke tallet der definerer de 3 år du har brugt på studiet. Det er huen, der symboliserer at du har gennemført. At du har stået distancen. Så bær den med stolthed, – også selvom den laveste karakter du nogensinde har fået står i huen som det sidste afgørende manifest (det gjorde den nemlig for mig!).

– lad være med at tro, at du ved det hele. Nyd din uvidenhed fremfor hele tiden at stræbe efter klogskab og bedrevidenhed. Du ved endnu intet. Du ved hvordan man ganger, plusser, sætter komma og analyserer en tekst. Men du ved ikke hvordan livet leves. Den lektie har du fortsat til gode.

– lyt til dem, der er ældre end dig. Også dine bedsteforældre og “gamle mennesker”. De ved noget, som du ikke ved. Du ved bare ikke hvad det er, – men det må du være åben for. Du skal være modtagelig overfor de ældre generationers visdom.

– det menneske du vælger at være fra nu af, står dig frit for at definere. Du er ikke tvunget til at forblive den person, som dine klassekammerater har holdt dig fast i. Du kan ændre på tingene, du er fri. For første gang kan du, helt alene, vælge den retning dit liv skal tage.

– vær ikke bange for at vælge forkert. Du tror måske du ved, hvad du skal. Men sandheden er den, at du kommer til at ændre retning tusind gange endnu. Så hop ud i det, bevar modet og tag imod hvad der kommer med åbent sind.

– se ikke ned på dem, der på papiret klarer sig dårligere end dig. Vær ydmyg omkring dit talent og din viden. Det skal vise sig, at de mennesker, som du mindst forventer kan hjælpe dig, vil være dine stærkeste allierede.

– dan dine holdninger, stå ved dem, tro på dem, – men lyt og lær undervejs. Og lad være at dømme andre. Du vil opdage, at det du tror på i dag, tror du måske ikke på i morgen. Og det er okay. Tilgiv dig selv, at du ikke allerede nu kender alle svarene.

– bevar din nysgerrighed. Bevar din optimisme og dit kritiske syn på dit liv du lever. Ændr på tingene, når de ikke er, som du ønsker.

– glem hvad dine forældre sagde og begynd at lytte til dig selv. Dine forældres ord ligger derinde i baghovedet, når du får brug for dem. Men du kan selv nu. Du er god nok. Du har styr på det. Hop ud i det. Det man kalder livet.