Weekendtur: Guide til Thy

Eftertænksomhed og forfald og sammenhold

For god ordens skyld understreger jeg, at nedenstående blogindlæg er et udtryk for min egen subjektive opfattelse og alene mine følelser. Jeg har naturligvis rådført mig med min mor inden udgivelse, og hun bakker op. 

Eftertænksomhed 

Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan beskrive, hvad det er, der er på spil. Men jeg lever med en dyb forståelse af, at noget er helt anderledes, og tro mig, når jeg skriver, at meget er på spil. Det er som om, at hele mit billede af, hvilken familierelation jeg er født ind i, ændrer sig. Det hele bliver vendt på hovedet, og jeg opdager, i disse dage, hvordan det hele hænger sammen. Hvorfor min mor er den, hun er. Hvorfor min mormor aldrig rigtig gav varme hjertelige kys og kram, og hvorfor min morfar endte sine dage med tristhed og fortvivlelse siddende dybt i hjertet. Alle brikkerne falder på plads. 

De sidste 9 måneder af min morfars liv har jeg hørt på hans fortællinger og lyttet til hans fortvivlede ord. Jeg har mærket hans afmagt og hans tristhed over, om han mon (mon dog!) har været et ordentligt menneske i den tid, han har haft her på jorden. Den stærke, rare og nære mand, der hele livet har passet på familien og ønsket os alle det bedste, har brugt den sidste tid af sit liv på at være i en uafklaret skyldsfølelse. Manden, der ingen skyld burde føle. 

Præsten sagde så smukt i kirken i dag, at vi skal tilgive hinanden. I kender den jo nok: “og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”… Så jeg arbejder pt på tilgivelse, men jeg glemmer det aldrig. Jeg glemmer aldrig at et menneske plantede den smerte i min morfar. Aldrig. Tænk at der findes så modbydelig hensigt og timing.

Nogle ting går først op for én, når det hele sættes på spidsen. Og så kan vi spørge os selv, om vi virkelig ønsker, at tingene sættes på spidsen i sådan en grad, at vi aldrig kan vende tilbage til de mennesker vi var førhen? Vil vi det? 

Jeg har oplevet det nogle gange i mit liv nu, det her med at der trækkes en streg i sandet – eller måske rettere at jorden under mig skælver og brydes åben, så jeg står og ser lige ned i en dyb afgrund – men uanset, hvordan jeg formulerer det, så har jeg prøvet det nogle gange. Jeg siger faktisk ofte til folk omkring mig, at jeg føler mig alt for ung til at have gennemlevet nogle af de ting, jeg har prøvet i mit liv, men ikke desto mindre er det sådan, tingene er. 

Jeg har erfaret, at man ikke kan gå tilbage. Men kan ikke udhviske stregen i sandet eller lime jorden under én sammen igen. Ændring kommer, og forbliver en ændring, og nok kan man ønske sig tilbage til en tid, hvor alt det svære var i det uvisse, det usagte og ugjorte, men selv juleønsker flytter ikke bjerge. 

I denne svære tid, for det er det, ser jeg nu, at ændring er kommet for at blive. Ændring er netop nu; uundgåelig.

Vi mistede min morfar i sidste uge, efter et 91-årigt liv. Hans død var ikke et chok, og heller ikke dramatisk, men en smuk og nærværende oplevelse. Min mor og jeg var ved ham til det sidste, og han var med mig i bevidstheden, det sekund hans sjæl forlod kroppen. 

Forfald 

Nu er jeg så, som sagt, begyndt at forstå det hele. Jeg forstår, hvorfor det hele er bygget op udelukkende for nu at falde fra hinanden. Hvorfor min morfars død må blive starten på enden af hvad, der har været. Det drama, der udspiller sig for mine øjne, er – hvad skal jeg kalde det? – sørgerligt. 

Jeg mærker forfald. Jeg ser det. Det hele smuldrer i store stykker minut for minut, som de der klippevægge man ser i Alperne, hvor stykker af klippe er brækket af og nu ligger som kantede, skarpe og umulige forhindringer på den snoede vej. Og selvom man kan se, at der er blevet sat store trådhegn op for at mindske risikoen for fare, er man alligevel panisk ved tanken om at få en klippesten gennem forruden. 

Min mormor og morfar er her ikke længere, – de har begge forladt os i 2019 – og de tråde, som de to holdt sammen på, trævler og går i opløsning. 

I de knap 36 år jeg har levet, husker jeg, hvordan vi i familien har gjort os umage for at fungere sammen. Vi har smilet, krammet, hilst pænt og snakket om ligegyldigheder. Vi har på afstand grinet af episoder, hvor madvarer fløj gennem lokalet, og hvor møblementet i al arrigskab blev revet i stykker. Vi har trukket på smilebåndet over hinandens forskelligheder, overbærende, alt sammen i et forsøg på at være en familie. Sådan har jeg oplevet det.

Fordi familie skal man jo være, ik? 

Der er højdepunkter (eller faktisk kun ét enkelt højdepunkt) jeg aldrig glemmer, hvor alt var festligt og fornøjeligt, hvor der blev drukket sjusser af fyrfadsholdere, og hvor der blev danset til den lyse morgen. Og så er den en hel masse leverpostej af forholdsvis udholdelige minder om en familie, der nogenlunde får tingene til at fungere. Men der er også lavpunkter, som jeg heller aldrig glemmer. Listen over lavpunkter er så lang og nedslående, at det næsten ikke er værd at bruge tid på. Lavpunkter, hvor folk ikke talte sammen i flere år, og øjeblikke hvor jeg har krammet min storebror så hårdt, at jeg kunne have kvast luften ud af ham, fordi jeg var så lille og fortvivlet og ikke forstod, hvorfor de voksne skændtes inde i stuen. Og så endda juleaften. Jeg var for lille til at forstå, og forskellighederne og problemerne var for store til at kunne løses. 

I de sidste godt 25 år, har vi i familien ignoreret problemerne og forskellighederne. Vi har været som olie og vand, der, når det lige rystes sammen ved første øjekast, faktisk ser ud til at kunne forenes, men kun ganske få sekunder senere står det igen klart, at der er er tale om to uforenelige elementer. 

Så denne december mister jeg familie. Og familie mister mig. Eller rettere sagt, jeg slutter fred med forskellighederne og stopper med at forsøge at løse problemerne. Jeg lægger det bag mig. Jeg siger ikke kun farvel til min morfar, jeg lukker også døren til det, der har ført smerte ind i min nærmeste inderkreds. Dem, der gør mere ondt end de gør godt på deres vej. Det stopper her.

Det lyder drastisk, men det er det ikke. Det er en ganske naturlig udvikling, men naturligvis en meget mærkelig oplevelse.

Sammenhold

Denne december sætter jeg en mur op om min mor, – en mur af kærlighed, der skal beskytte hende mod det invaderende infanteri og de beredte kampvogne, der er på vej imod hende. Intet får lov at smadre hende eller vores familie. 

Én ting, man aldrig skal tage fejl af om os – min mor, far, bror og jeg – er, at vi holder sammen. Vi kender hinandens fejltrin og vi véd, hvad vi hver især kæmper med for udfordringer. Men vi tilgiver også hinanden og vi holder sammen. Altid. Og når man står i en situation, som nu, hvor der er så meget på spil, og det hele pludselig begynder at give mening, så mærker jeg tydeligt, hvor stærkt et bånd vi har sammen. 

“Min morfar stod vagt om kongen som helt ung, og han stod han vagt om min mormor og alle os andre resten af hans liv – nu er det vores tur til at stå vagt om hinanden”, – for at citere min brors vise ord.

Men vi behøver egentlig ikke ord. Vi ser på hinanden og så véd vi. Og jeg véd, at min opgave nu er at stå vagt om min mor i denne svære tid. Hun er stærk, glad og livsmodig, så egentlig er det ikke sikkert hun har brug for mig nu, – men alligevel er der noget, det siger mig, at jeg skal stå hende bi. Så det gør jeg. Sammen med min far, min bror, Micky og drengene. 

Jeg minder hende om, at hun er blevet sat fri. Ikke fra mine bedsteforældre, – de var svære at miste og vil blive savnet inderligt, – men fra alle de andre formaninger og forventninger om, hvilken rolle hun skulle udfylde. Det er slut. Ingen af os udfylder længere roller, vi ikke ønsker at være i. 

Vi bliver alle sat fri denne december, og det er måske den lykkeligste konklusion, jeg kan komme frem til. 

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

6 kommentarer

  • Jeg kondolerer. Samtidig er jeg SÅ glad for I holder sammen, og glad for både du og din mor fik frihed ud af det.

    Det tilkommer ingen af os at blande os i de private sammenhænge, men herfra skal lyde stor tak for du delte dine tanker, som forhåbentlig kan inspirere andre i lignende situationer med familiemedlemmer som går bort.

    Fortsat god vind herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majbrit

    Kære Annemette
    Først jeg kondolerer ❤️❤️
    Nu har jeg læst din artikel rigtig rigtig mange gange, men forstår ikke sammenhængen og hvad det er du vil have os til at forstå.
    Vil du være sød at forklare det, så det er. Muligt ud over sin sorg, at forstå hvad der sker i din sjæl.
    Ingen familie er perfekt. Selv om flere desværre forsøger at gøre det rosenrøde. Der er alt for mange på Instagram, der kun fremhæver de lyse sider, både materielt, socialt, fysisk og psykisk. Det ses så tydeligt på instagram
    God jul 🤶 🎄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Annemette

      Kære Maibrit, nej det vil jeg ikke. Jeg vil ikke forklare mere end jeg gør. Og jeg har skrevet blogindlægget netop fordi JEG havde brug for at få mine tanker ned. Ikke for at nogen andre nødvendigvis skulle kunne forstå sammenhængen. Men når det er sagt, er der stadig mange, der har henvendt sig netop fordi de forstår. Så noget rigtigt har jeg vel lykkes med at formulere. Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg er SÅ taknemmelig for dine ord. Min far døde i starten af november, og jeg mærker præcis dét, som du skriver. Gad vide, hvad de andre tænker om dine ord? Jeg kan mærke, at dine ord gør godt. Gad vide om du vil skrive mere – du er så god til at sætte ord på.

    Åh…. Uden at kende situation, så er det bare genkendeligt. TAK.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Åååååh hvor er det fint skrevet ❤️ Og ja – vi skal huske os selv på, at det er ok ikke at passe ind i andres firkantede boks – så langt er jeg også kommet ❤️ Glædelig jul til dig og dine ⭐️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Sørensen

    Så flot skrevet ❤

    Stort kram til jer ❤

    Kh Charlotte 🌷

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Weekendtur: Guide til Thy