Hverdagsglimt: Se hvad vi lavede i sneen

Noget om kærlighed og ekskærester

Hvis der er én ting, jeg er, så er det Ariana Grande fan. Jeg synes hun synger fuldstændigt fantastisk – men faktisk var det mest hendes optræden i James Cordons Carpool Karaoke, der gjorde udfaldet for mig. Efter at se det, jamen, så var jeg über-fan.

Det betyder også, at jeg er begyndt at lytte til hendes sange, ret meget faktisk, når jeg kører bil. Og hendes massive hit, der nærmest kører på repeat på samtlige radiostationer pt – Thank u, next – ja, det kan virkelig få mig til at sidde og synge med for fuld skrue. Fordi jeg føler jeg kan relatere og teksten går direkte i hjertet på mig.

Til dig, der ikke har hørt sangen eller bidt mærke i teksten, så synger hun kort sagt om sine ekskærester, og siger tak til dem. Tak for alt det de har lært hende, der gør at hun i dag er en independent-kick-ass-lady, der er i stand til at håndtere lidt af hvert. Hun er et bedre menneske pga. de op- og nedture, hun har haft med sine ekskærester. Og hallo, – hvem kan ikke relatere til det? Jeg sætter lige en bid af teksten ind her…

Thought I’d end up with Sean
But he wasn’t a match
Wrote some songs about Ricky
Now I listen and laugh
Even almost got married
And for Pete, I’m so thankful
Wish I could say, “Thank you” to Malcolm
‘Cause he was an angel

One taught me love
One taught me patience
And one taught me pain
Now, I’m so amazing
I’ve loved and I’ve lost
But that’s not what I see
So, look what I got
Look what you taught me
And for that, I say

Thank you, next…

Nu har jeg ikke en Sean, Ricky, Pete eller Malcolm. Men så har jeg nogle andre… Jeg har en M, T, M, L, og endnu en T. Og nu er jeg så endt ud med en M – min mand, Micky. (Jeg har vist noget for mænd med navne, der starter med M og T…sjovt nok.)

Anyway, Arianas ørehænger har i hvert fald givet mig en idé.

Jeg fik lyst til at skrive lidt om mine ekskærester og eksmænd (mand… der er jo kun én, af den slags). Eller ikke om dem. Men om hvad jeg har lært af de forhold, jeg har med mig i rygsækken. Jeg tror nemlig på, at man godt kan lære lidt af at reflektere over fortiden og, med dén viden i mente, se fremad.

Jeg har haft 5 forhold, der sådan rigtigt har givet mig noget. Jeg har haft flere kærester end det, men det var sådan nogle ligegyldige småforhold…hvor jeg nok ikke lærte så meget andet, end at man ikke skal investere sine følelser i noget, der alligevel ikke er et godt match.

Men jeg har lært at håndtere kærlighed på baggrund af de ekskærester, jeg har haft. Jeg har oplevet altoverskyggende betagelse, udraderende fascination, smertefuld kærlighed. Jeg har oplevet ulykkelig forelskelse, og uovervindelig kærlighedfølelse. Jeg har opført mig ad helvedes til og været respektløs. Og jeg har oplevet det modsatte, at blive gjort til grin.

Nogle gange har jeg elsket så hårdt og dybt, at jeg glemte mig selv, og var villig til at give afkald på alle mine drømme, bare for at være i kærligheden. Andre gange har jeg gledet med strømmen uden øje for, at jeg var i den helt forkerte konstellation, før det næsten var for sent. Jeg er blevet trådt på. Har rejst mig igen og jeg har udviklet et panser, der kan modstå selv de værste beskyldninger.

Men vigtigst af det hele, – jeg har lært, at kærlighed er værd at kæmpe for. Og noget vi ikke må tage for givet. Fordi nok giver kærligheden, og den er varm og smuk, – men den kommer ikke let, og den har en pris. Jeg har lært taknemmelighed.

Micky og jeg er jo nygifte og lykkelige, som vi bør være – men vi har også problemer ind i mellem, naturligvis. Og ham og jeg, vi er som to magneter, der nogle gange tiltrækkes og nærmest limer sammen, uadskilleligt, og andre gange frastøder vi hinanden som stærke modpoler. Sådan er vi, det er vi efterhånden vant til.

Og det er ikke så lang tid siden, at vi stod i en svær situation. Sådan en situation, hvor Micky kiggede på mig undrende med ordene “er det så bare slut, det her?”. Naturligvis var det ikke slut. Aldrig – jeg mener, vi er jo lige blevet gift. Jeg har tænkt mig at holde fast i ham, til vi lægger os til at dø sammen gamle og grå, på bedste The notebook-facon.

Men sandheden er nok, at jeg kan være ret bestemt til tider. Og jeg tror også godt, at jeg kan virke meget determineret og hård overfor de mænd, jeg har været kærester med, og ikke mindst Micky. (Måske lige med undtagelse af én af dem – ham var jeg vist aldrig særlig bestemt overfor – men det er altså heller ikke sundt, skal jeg hilse og sige.) Micky er i øvrigt på samme måde, også bestemt og hård. Men i mødet mellem os opstår der noget blidt og nært, oftest ( 😉 ), og det er jo dét, der er kimen i vores forhold.

Men netop på baggrund af den erfaring jeg har med mig fra mit tidligere ægteskab og mine ekskærester, så har Micky intet at frygte. Jeg kan sagtens blive sur og vred, og det kan han som sagt også – men vi har jo sagt JA til “i medgang og modgang”, og for første gang i mit liv, så forstår jeg rigtigt, hvad det betyder. Jeg siger ikke, at jeg vil blive sammen med Micky for enhver pris, – der er sandelig ting jeg på ingen måde ville acceptere, nogensinde, – men problemer på vejen, ja, det forventer jeg nærmest. Jeg forventer rigtigt store, benhårde, lifealtering udfordriger, der kommer til at trække tænder ud. Og dem er jeg ikke bange for, overhovedet. Ikke længere. Jeg føler mig efterhånden ret godt rustet til at kunne klare lidt af hvert.

Der var en gang, hvor jeg var stolt af, at min eks og jeg nærmest aldrig skændtes. Jeg synes virkelig, at det var en styrke. I dag er jeg noget mere usikker omkring den kvalitet. Jeg har erfaret, at jeg faktisk har det bedre, når jeg får lov at sætte grænser og være vred ind i mellem. Og jeg ønsker faktisk også, at min mand gør det samme. Det skræmmer mig ikke længere at skændes.

Så når jeg råber og smækker med døren eller giver the silent treatment i flere dage, hvilket kan få Micky til at stille spørgsmålet “Er vi så bare færdige med hinanden?”, så takker jeg mine ekskærester i mit stille sind. Fordi de er årsagen til, at jeg i min vrede, på trods af irritation og situationens absurditet godt kan samle mig og svare “nej, selvfølgelig er vi ikke færdige med hinanden. Det her er bare et skænderi, og det løser vi. Fordi vi har sagt JA til hinanden, og det kan ikke bare sådan lige brydes. Så Micky, du kan regne med mig. Jeg går ingen vegne, selvom jeg er vred på dig.” 

Før i tiden, ja så havde jeg nok bare smækket med døren. Bum. Smidt hans tøj ud af vinduet eller noget andet i den dur. Jeg havde i hvert fald ikke været i stand til at trække dramaet ud af situationen – næh, jeg havde lige skruet 100% op for dramatikken, på sådan en rigtig du-skal-ikke-komme-her-og-tro-du-er-noget-måde, bare for at han skulle mærke min vrede, that’s for sure. Men dét, kan jeg vist roligt sige, får man intet ud af!

Mine eks’er har lært mig, at kærlighed gør ondt. Det gør simpelthen SÅ ondt nogle gange, og det er umuligt at elske uden at komme helt derud, hvor man ind i mellem rammer grænsen for, hvad man kan og vil acceptere. Nogle gange, jamen så overskrides grænsen tilmed, men det betyder ikke, at kærligheden brister. Kærlighed er elastisk, og kan sagtens udvides, når det er nødvendigt. Kærlighed er jo på den ene side som en slags eksplosiv kraft, der kan sprænge og udradere alt på sin vej. En styrke så stor og ukontrollerbar, at man som menneske i kød og blod intet kan stille op mod den naturkraft, kærlighed på mange måder er.  Samtidig er kærlighed som en stille å, der strømmer blidt igennem kroppen og nærer organerne på sin vej. En beroligende, tryghedsskabende kraft, der sikrer, at man sover sødt om natten og går gennem livet med en ro i maven. Som en varm sommerbrise, der omgiver kroppen, og efterlader dig med en følelse af, at intet ondt kan ske i dette øjeblik.

Jeg véd, at jeg endnu ikke har erfaret kærlighedens mange ansigter, men jeg er modig nu. Jeg tør godt tage imod, hvad der kommer. Jeg er ikke længere bange for, hvor grimt det kan blive eller de nye højder Micky og jeg skal finde sammen. Og det er ganske enkelt på baggrund af den bagage, jeg har med mig fra mine tidligere forhold. De har forberedt mig og gjort mig klar til mit livs største udfordring: at elske og respektere et andet menneske – ubetinget. Et menneske, jeg selv har valgt til.

Hvordan i al verden jeg kan tro på kærligheden, efter alt hvad jeg har oplevet, ja, det spørgsmål kan jeg godt stille mig selv ind i mellem. For jeg har stået model til noget af det værste, hvis jeg selv skal sige det. Til oplevelser, der har smadret mit billede af verden, som jeg kendte den, og fuldstændig slettet min selvopfattelse, så jeg måtte starte forfra. Men jeg véd godt, hvorfor jeg aldrig har mistet troen. Fordi nok har det gjort ondt og jeg har grædt i årevis over ulykkelig kærlighed…men hvis ikke det er en slags højere mening med livet, så er det i hvert fald meningen med forhold…at de faktisk skal gå i stykker.

Jeg er blevet bevidst om, at alle kærlighedsforhold vi indgår i er forudbestemt til at slutte – med undtagelse af det éne forhold, som vi tager med os i graven. Det er jo præmissen for et forhold. At det er – indtil det ikke er mere. Så jeg har valgt ikke at bruge kraft og energi på at ærgre mig over, det der ikke længere er. Jeg vælger derimod at se frem. Med rank ryg og taknemmelighed over, at de gode kærlighedsfyldte forhold jeg har haft til alle mine eks’er stoppede. Taknemmelighed over, at jeg høstede den viden i tide, så jeg var klar, da Micky dukkede op i mit liv.

Taknemmelig, ligesom Ariana. Med undtagelse af én lille detalje. Jeg vil gerne bare sige Thank u, – og udelade “next”.

 

 

 

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

3 kommentarer

  • Nina W.

    Så fint skrevet, og så rigtigt. Du satte lige ord på hvad jeg selv føler. 🙂 Da jeg mødte min mand for snart 16 år siden, havde jeg det sådan at der skulle ikke en ny mand ind i mit liv – medmindre han kunne give mig den følelse af at jeg ikke kunne lade være. DET kunne han så. 🙂 Alt godt til jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi skal alle sætte grænser, og det er kun positivt, at du har lært det. Sådan er livets skole. Når det gælder kærlighed kan nogle af lektionerne i denne livets skole være sværere end på så mange områder, fordi der er følelser involveret.

    Jeg har det næsten på samme måde med flere kortvarige relationer – nogle af dem nærmest one night stands, hvor jeg pænt sagde nej tak efterfølgende. Men også et par lange af slagsen. Den ene af dem bragte tre dejlige unger til verden, og det har jeg ingen grund til at fortryde, for børn ER mirakler. Det var forholdet så bare ikke, så pludselig VAR der en brat opvågning og et valg, der måtte træffes – også for børnenes skyld, for frustrationerne var, af flere grunde, ved at gøre tilværelsen til et liv som kat og hund.

    Til gengæld kan jeg tidligere takke en utrolig kvinde for, hun sagde nogle meget kloge ord for lige over to årtier siden. MS kunne ikke selv få børn, men hun gjorde det meget tydeligt, at hun mente, jeg skulle blive far fordi hun mente jeg ville egne mig til dén rolle i livet. Den konstatering er jeg hende evigt taknemmelig for, for jeg tror egentlig alle tre børn ville give hende ret – hvis de havde mødt hende. Hun er i dag i andet forhold, og sikke en heldig herre kan jeg godt tillade mig at sige.

    De ting der er meant to be holder, og hvem ved hvad fremtiden bringer? I say no more.

    God vind med <3 til jer begge. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne Lønborg Knudsen

    Hvor ER det smukt skrevet 🙏💪😍👏
    Og hvor har du ret …ønsker dig alt det bedste fremover 🙏

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hverdagsglimt: Se hvad vi lavede i sneen