Jeg gik fødselsdagsamok på børnetøjswebsite

Nothing is gonna bring me down…

Jeg kan huske, hvordan min far lå på sofaen og tog sig selv til øjet. Det gjorde han ret ofte i årene 1998-2010-ish. En periode i hans liv, hvor han løb ekstra stærkt i sit arbejdsliv ifht hvad der er almindeligt forventeligt af et menneske. Det var vel stress, antager jeg.

Min far blev ramt af en migrænelignende tilstand, hvor det, som han beskrev det, føltes som om, nogen stak en syl ind i øjet på ham. Jeg kan huske, at han tog en masse piller mod det. I dag rammes han ikke længere af det i samme grad, men han er også blevet noget ældre og slapper en hel del mere af.

Men i den periode, hvor han ofte lå på sofaen ramt af de her anfald, var han også god til at finde ro og tanke op på sin energi på golfbanen.

Min far et mit store forbillede. Han er sådan en mand, der er næsten ukuelig. Nothing is gonna bring him down. Det er helt sikkert ikke sandt, men det er en datters naive overbevisning, du her er vidne til. Jeg lagde slet ikke mærke til – dengang – at han jo rent faktisk lå stille på sofaen og gav sin krop ro. Jeg hæftede mig bare ved, at han straks var på benene igen og arbejdede videre, fordi sygdom var slet ikke et begreb, min far beskæftigede sig med.

Han har ederfløjteme også gjort det godt. Han var stort set aldrig syg, og han blev ved, han stod op hver morgen og fik sig selv ud af sengen, også i de perioder hvor hans livsværk, virksomheden, var i udfordringer. Min far er ikke en, der giver op i modgang. Han er et af de stærkeste mennesker, jeg kender. I hvert fald på hans vilje.

Det eneste problem ved det her er, at jeg har taget med mig hjemmefra en holdning, der foreskriver, at man bare skal blive ved. Jeg fortsætter. Jeg kører på. Jeg arbejder også selvom min krop siger stop, fordi nothing is gonna bring me down. Ligesom min super seje ukuelige farmand.

I torsdags var jeg ved min psykolog, der hjælper mig med at komme af med min angst. Som desværre har fået rigtig godt fat i mig. Hun og jeg brugte god tid på at snakke om, hvorfra jeg har fået den her ukuelige arbejdsmoral og en evne til altid at fortsætte og køre på, selvom jeg kommer i modvind og sygdom rammer. Og vi blev også enige om, at jeg måske lige burde kunne skrue lidt op og ned for den evne, alt afhængigt af hvad situationen kræver af mig. Jeg SKAL måske ikke altid køre på. Ind i mellem skal jeg lige hoppe ned i 1. gear, selvom jeg føler, at jeg har et ekstra og langt højere gear, som jeg er stolt af, og som har fået mig langt i livet.

Jeg har fået min arbejdsmoral fra min far – og mor, vil jeg understrege. Hun er faktisk ligeså sej, når det gælder. Men min far har virkelig givet mig en stenvilje og en høj arbejdsmoral. Han har vist mig, at man ikke bare bukker under, og man sørger også for at have et smil på læben undervejs, fordi ellers må man sgu lave om på sit liv – hvis man er utilfreds.

Jeg er ret vild med de evner, som jeg har tillært mig ved at se på min far. Jeg er ret vild med, at jeg har det ekstra gear, og at jeg har et smil på læben hver dag, fordi jeg elsker det liv, jeg har skabt for mig selv og min familie. Jeg er ret vild med det, faktisk, også selvom jeg pludselig er blevet ramt af angst og afmagt, der tydeligt viser mig, at nu skal jeg ændre  noget.

Så hvad gør jeg?

Jeg fik rigtig godt fat i en masse spændende følelser og tanker da jeg var hos psykologen i torsdags. Jeg vil gerne uddybe det i et andet blogpost, men jeg skal lige få styr på, hvad det egentlig var, jeg fandt frem til. Fordi jeg har ikke lyst til at udlevere mig selv og bare skrive en omgang ustruktureret følelsespladder. Jeg har lyst til, at det skal give mening for jer og mig, hvis jeg deler noget som helst om den her selvudviklingsproces, jeg har gang i.

Jeg kan dog konkludere, at jeg måske skal lære af min fars evne til at lægge sig på sofaen, når min krop kræver det. Jeg skal måske også lære af hans evne til at fine ro og optanke energien på golfbanen.

Fordi jeg, desværre, har gjort det de sidste 5 år – måske de sidste 25 år – at jeg bare kører på. Jeg har taget ansvar for lidt for mange ting. Jeg vil gerne hjælpe hvor jeg kan og jeg vil gerne give, når jeg kan. Det er jo gode evner, men ikke udelukkende.

Den, jeg måske ikke har taget så meget ansvar for, er mig selv. Den person, jeg ikke har hjulpet så meget, er mig selv. Jeg har i hvert fald ikke lyttet til min krop, som jeg burde – jeg har ikke lagt mig på sofaen.

Men den del sætter jeg for alvor gang i nu.

 

Følg gerne med: Instagram @annemettevoss / @sweetcakekarma, Facebook eller via e-mail. Du kan købe mine kogebøger på shop.annemettevoss.dk

1 kommentar

  • Trine

    Tak for at dele. Jeg lider selv af en form for angst, og nu er jeg endelig kommet i rigtig behandling for det hos en psykolog. Jeg skal lære at forstå hvad angsten handler om, og lære ikke at lade den bide sig fast. Angsten for angsten – som man siger – giver angst. Virkelig tåbeligt ik ? Min psykolog har givet mig mange gode redskaber, og lige nu arbejder vi med, at jeg skal finde min indre kriger frem og sige: hey du der angst, jeg har faktisk ikke brug for dig. Men shiiiiiiit det kommer ikke bare lige “ overnight”. Men det bedste man kan gøre er at finde en god terapeut lige som du også har gjort. Rigtig god arbejdslyst til dig ( og mig 😉) og alle i andre med angst i alle grader og former. #brydtabuet 👊🏻👊🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg gik fødselsdagsamok på børnetøjswebsite