Den værste morgen i 100 år...

Så klap dog hinanden på skulderen, vil I?

Skærmbillede 2017-09-07 kl. 18.42.17

Selvtillid – that’s my thing…

Det der med, at man skal klappe sig selv på skulderen – ja, det har jeg som bekendt ingen problemer med. Jeg er rimelig meget den selvtillidsagtige type 😉 Og det er altså noget, jeg er stolt af. Jeg synes nemlig, at man skal turde være stolt af sig selv, og at man skal stå ved de ting, som man er god til. Bare man ikke går og praler af at kunne alt muligt, som man faktisk ikke dur til, – så er jeg fan. Folk, som oprigtigt har god selvtillid og et sundt selvværd, har jo ikke brug for at hævde sig selv over noget, som de ikke er gode til. De hviler bare i det.

Men nogle gange så er det en anden end én selv, der fortjener et skulderklap – og hvis man i øvrigt er god til at tanke op på sin egen selvtillidskonto, så er det faktisk heller ikke så svært at give det videre til andre. Det synes jeg i hvert fald ikke. Selvtillid og selvværd er jo som bekendt ikke det samme. Mit selvværd har jeg kæmpet med som teenager, – men det lykkedes mig med lidt hjælp at få opbygget et godt selvværd, som har vist sig at være solidt og vedvarende. Jeg véd, at jeg er et ordentligt menneske, der behandler folk godt. Jeg ved, at jeg kan finde ud af at sige undskyld, og at jeg gør mit bedste for at behandle andre ordentligt. Og når man har godt selvværd, så bliver det faktisk også meget nemmere at opbygge selvtillid og give selvtillid videre. Jeg siger det bare.

Selvtillid handler om at tro på alt det, man kan. Eller at man har evnerne til at kunne lære sig selv det, man ikke kan. At tro på man er dygtig og god.

Selvværd handler om at vide, at man er god nok. Som menneske. Som man er. Selvom der er ting, man ikke er god til.

Kort sagt.  

Der er noget galt i Danmark

Ja. Det er der. Noget galt! Det synes jeg.

Jeg synes ikke, vi danskere er særligt gode til at klappe hinanden på skulderen. Og jeg tror faktisk slet ikke, at det har noget som helst med Janteloven at gøre. Jeg tror det er noget helt andet. Jeg tror, at vi allesammen er blevet så ufatteligt selvcentrerede i en verden, der handler om at promovere egne interessser. En verden der er fyldt med selfies og billeder af ens egne skønne unger. En verden hvor vi går mere op i vores egen sundhed og træningsrutiner end vores børns sunde madpakker. En verden hvor vi (mens vi taler med veninden over kaffe) sms’er med en anden veninde, fordi hun virkelig ikke kan vente – eller bare er mere spændende. En verden, der kører rundt og rundt og rundt…om os selv, og det vi finder mest interessant.

Ja ja, jeg generaliserer – men det gør man jo, når man har en pointe, ik?

Jeg synes, vi lever i en verden, hvor vi hele tiden ser indad på os selv eller ser fremad. Hvad skal der ske i morgen. Hvad kan vi opnå i fremtiden. Hvilke mål vil vi sætte os. I stedet for at kigge på hinanden. Lige nu. Se hvad der sker omkring os og stoppe op…

Og sige tillykke. Du er sej. Du gør det sgu godt, min ven. 

Vi tænker hele tiden på egen vinding. Nogle gange handler det bare ikke om os selv.

Det betyder jo ikke, at man ikke må tænke på sig selv. Det betyder jo ikke, at man ikke gerne må sætte sig mål for fremtiden og tænke stort – på ens egne vegne. Naturligvis må man da det. Jeg er da selv et menneske, der har mine egne interesser for øje i langt det meste af hvad jeg gør. Jeg har altid lært, at man skal gå efter at vinde. Man skal gøre sit bedste. Man skal ville vinde – ja, fandeme.

Man skal ikke være en dårlig taber!

Når andre gør det godt, eller nogle gange endda bedre end én selv, – så har man bare at være en god kammerat og glæde sig på deres vegne. Fordi de har gjort deres bedste og er lykkedes med det. Og dét er virkelig en egenskab (oprigtigt at kunne glæde sig på andres vegne), som har fået mig langt her i tilværelsen, og gjort at jeg har haft nemmere ved at sluge nogle kameler ind i mellem og nemmere ved at være glad over mine konkurrenters succes – eller skulle jeg sige mine veninders succes.

Så i den sidste uges tid har jeg skrevet lidt om mine veninders succes. Jeg har givet dem et skulderklap, fordi de er så dygtige. Fordi de mest af alt fortjener det.

Ros dig selv, men husk også at rose hinanden.

 

Herunder – kvinder, der fortjener ros… ♥

 

 

1 kommentar

  • Irma

    Du kan være utrolig stolt af din egen kunnen, men hvor er det sejt, at du hviler så meget i dig selv, at du også finder tid til at give andre et skulderklap! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den værste morgen i 100 år...