Vi havde en vild safari-oplevelse :)

Bountykage – mega god!

IMG_0007I dag blev der serveret Bountykage for min veninde og kollega Anne au chocolat – eller det kalder jeg hende jo ikke – jeg kalder hende bare Anne 🙂 Men hun skulle komme forbi til kaffe, babyhygge og en sludder om vores businesses (hun er lige blevet selvstændig på fuld tid). Det var smadder hyggeligt. Jeg må sige, når “dronningen” af chokolade godkender min kage – og tilmed roser den vildt meget (for dét gjorde hun!), så bliver jeg glad. Meget glad – og så skal I have opskriften…

Her er den. God bagelyst 🙂

Bountykage (smager ala bounty bar)

6 pers. (diameter 18-20 cm)
sværhedsgrad: medium
arbejdstid: 30 min
bagetid: 22-25 min

Mørdej med vanilje 
1/2 polynesisk vaniljestang (eller 1 tsk vaniljesukker)
60 g flormelis
75 g blødt smør
150 g hvedemel
et nip salt
2 æggeblommer

Kokosfyld
1/2 polynesisk vaniljestang
110 g lyst rørsukker
110 g blødt smør
80 g kokosmel
2 æg, str M
45 g hvedemel
1 nip salt

Pynt
100 g god mørk eller lys chokolade
1 håndfuld kokosflager

IMG_0008

Mørdej med vanilje: Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af flormelisen. Smuldr vaniljesukker, resten af flormelisen, det bløde smør, hvedemel og salt til det minder om brødkrummer. Saml dejen hurtigt med æggeblommerne. Stop med at ælte, så snart dejen er ensartet. Kom dejen i en frysepose, tryk den lidt flad, og læg den på køl i mindst 30 min. Efterfølgende er dejen klar til brug.

Tænd i mellemtiden for ovnen ved 190 grader varmluft.

Kokosfyld: Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret. Ælt det sammen med resten af sukkeret og det bløde smør. Tilsæt kokosmelet og ælt godt. Rør æggene i. Rør hvedemel og salt i. Rør til dejen har en ensartet konsistens (ingen smørklumper!)

Mørdej, fortsat: Ved udruldning er det vigtigt at arbejde på en ren og tør bordplade. Drys bordpladen med et tyndt lag mel og rul nænsomt dejen ud. Tryk aldrig hårdt mod bordpladen med kagerullen, for så vil dejen hænge fast. Derfor; sørg for hele tiden at veksle mellem at rulle ud og dreje lidt på dejen til den rette tykkelse er opnået. Hvis du gør dig umage kan dejen faktisk godt klare at blive rullet ganske tyndt ud (ca. 2 mm), hvis du synes om det. (se videoen herunder for gode tips til mørdej)

Kom dejen over i en tærteform (diameter ca 18-20 cm) og tryk den godt fast langs kanten. Prik bunden med en gaffel og gør kanten pæn ved at rulle overskydende dej væk ved hjælp af kagerullen (se videoen).

Fordel kokosfyldet ovenpå tærtebunden og bag kagen midt i ovnen i ca 22-25 min. ved de 190 grader til den er flot gylden. Køl kagen af og befri den fra formen.

Pynt: Smelt chokoladen over vandbad ved lav varme. Smør chokoladen udover kagen og dekorer med kokosflager. Lad chokoladen sætte dig ved stuetemperatur (det kan godt tage et par timer) – eller snyd og sæt kagen i køleskabet.

 

 

IMG_0009

 

14 kommentarer

  • Camilla Juul

    Den ser spændende ud, men ‘flyder’ kagen/kokosdelen når den skæres? Jeg tænkte nemlig at lave kagen uden mørdej oppe af siderne. Men skal selvfølgelig ikke risikere at den går i stykker når den skæres ;-). Håber du forstår ? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Tak for en lækker opskrift 🙂 jeg har bagt den, og den smager skønt. Min mor var rigtig vild med den, så jeg vil gerne overraske hende med små kager i ramekiner, som hun kan tage direkte op af fryseren og bage. Tror du man kan det? Altså lave kagerne uden at bage (og komme chokolade på selvfølgelig) og så tage den op og bage, eller vil det være bedre at lave dem helt færdige og så fryse dem? 🙂 på forhånd tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • annemettevoss

      Jeg synes de skal bages først, og så kan du tø dem op inden de smøres med chokolade. Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Hej annemette.
    Hvor længe kan kagen holde sig?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • annemettevoss

      Taj, altså den er bare bedst indenfor 2 dage. Ellers bliver den lidt tør, ikke 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise Lotte

    Skal formene ikke smøres, før dejen kommes i ?
    Vh L-L

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • annemettevoss

      Nope. Der er rigeligt smør i dejen, så den slipper uden problem. Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Kan jeg lave den dagen før, stille den på køl natten over og tage den ud om morgenen hvis den skal bruges til middag??

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • annemettevoss

      Den skal bare ikke på køl! Det bliver den kedelig af 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • michelle

    Den ser virkelig god ud. Kan den laves en dag i forvejen ?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • annemettevoss

      Ja, det kan den – men den skal opbevares ved stuetemperatur. Ellers bliver kagen for “tung” i det pga smørret der sætter sig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Idee siit. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] med chokolade samt mere kokos på toppen. Gør jer lige selv en tjeneste og smut forbi Annemette og find opskriften lige her. Den er vanedannende […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne au Chocolat

    Den bountykage er stjernegod <3 Tak for fantastisk hyggelig formiddag! Stort kram

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi havde en vild safari-oplevelse :)