8 pers
sværhedsgrad: medium
arbejdstid: ca. 1,5 timer
køleskabstid: 3 timer
Mælkechokoladeganache
170 g god mælkechokolade
1 dl piskefløde
et nip havsalt
Solbærcreme
150 g frosne solbær
80 g hvidt sukker
saft fra 1/2 citron
1/2 dl vand
10 g maizena majsstivelse
1 dl piskefløde
2 æggeblommer
et nip havsalt
Crunchy nøddebund
70 g mandler uden hinder
30 g usaltede pistacienødder
100 g blødt smør
100 g hvedemel
100 g lyst rørsukker
1/2 tsk bagepulver
et nip havsalt
Citronmousse
4 blade husblas
1,5 dl cirtronsaft (fra ca. 2 citroner)
fintrevet skal fra 1/2 øko citron
110 g hvidt sukker
150 g skyr
2,5 dl piskefløde
Pynt
en håndfuld skovsyrer
et drys solbærstøv (kan udelades)
Sådan laver du kagen:
Start med mælkechokoladeganache: Hak chokoladen fint og kom den i en dyb skål. Varm fløden op til lige under kogepunktet og hæld den dernæst ned til chokoladen i en tynd stråle, mens du konstant laver små cirkulære bevægelser med en dejskraber i bunden af skålen. Fortsæt med denne bevægelse til chokoladeganachen har samlet sig til en glat, blank creme. Rør salt i. Sæt den til side – eller kortvarigt på køl – til den er mere fast i det og smørbar.
Så skal du tilberede solbærcreme: Kog solbær, sukker, citronsaft og vand op. Lad det småkoge i ca. 10 min under låg. Sigt solbærkøddet fra solbærlagen, – du skal bruge 1,25 dl solbærlage. Solbærkøddet kasseres (eller anvendes f.eks. som fyld i muffins eller lign.) Kom solbærlagen tilbage i gryden ved lav varme. Rør majsstivelse ud i fløden, sørg for at der ikke er nogen klumper og rør æggeblommerne i. Tilsæt denne fløde-æggeblanding til solbærlagen i en tynd stråle under konstant piskning. Skru op for varmen, mens du fortsat pisker. Når cremen slår tydelige bobler koges den videre, – under konstant pisking – i godt et minuts tid. Rør salt i. Kom cremen ud på en stor tallerken, dæk til med husholdningsfilm, som trykkes helt ned på overfladen for at undgå kondens. Sæt cremen på køl i mindst en time til den er helt afkølet.
Nu er det blevet tid til at lave den crunchy nøddebund: Hak mandler og pistacienødder fint i en minihakker. Ælt alle ingredienserne godt sammen. Fordel dejen i en springform (23 cm i diameter) beklædt med bagepapir på bunden. Tryk dejen godt ud til siderne og glat overfladen. Bag bunden ved 180 grader varmluft i ca 12-15 min til den er let gylden på overfladen. Køl bunden helt af i formen, hvorefter den befries.
Opbygning: Rengør den form på 23 cm i diameter. Læg et stykke kageplast ned langs siden på bageformen. Kom nøddebunden tilbage i formen. Smør chokoladeganachen ud over bunden. Sæt kagen på køl. Pisk den helt afkølede solbærcreme lind og let op – det tager blot et minuts tid. Fordel solbærcremen henover chokoladeganachen. Sæt kagen på køl igen og tilbered nu citronmoussen.
Citronmousse: Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Kom citronsaften op i en lille gryde sammen med lidt fint revet citronskal fra ca 1/2 økologisk citron. Tilsæt sukkeret og giv det et opkog. Lad det småsimre i ca. 10 min til en citronlage. Tag gryden af varmen, sigt lagen og lad den svale i 10 min. Tilsæt den udblødte og afdryppede husblas og rør det godt sammen. Lad det stå til det er håndvarmt.
Rør skyr i citronlagen. Pisk fløden til let skum og vend den ad to omgange heri. Fordel citronmoussen ovenpå solbærcremen. Glat overfladen. Sæt kagen på køl i et par timer til citronmoussen har sat sig.
Befri kagen fra form og kageplast ved at skære langs kanten med en lille skarp kniv.
Anret på fad og dekorer med skovsyrer og solbærstøv.
21 reaktioner
Den ser så læller ud ! Kan solbærren undlades ?
Susanne
Hej. Jeg har længe tænkt at måske prøve at bruge min mormors “citronfromage” opskrift som en del af en kage. Det er egentlig det man kalder en “falsk-fromage” eller citron skum” da den er lavet uden fløde men med piskede æg og husblas. Der plejer give en meget luftig og lettere skum… Tror du at det ville kunne fungere i en kage… Evt i stil med denne?
Mvh stinna
Hej Stinna
Prøvede du med citronfromage og hvordan gik det? 🙂 Ville prøve imorgen!
hej annemette 🙂
kan kagen holde sig i op til 3 døgn?
glæder mig til at prøve den!!
Ja, altså på køl, så går det lige 😉
Hej Annemette
Endnu en fin og lækker kage!! Tak for opskriften.
Hvor køber du alle de fine spiselige blomster?
Tror du det vil fungere at lave en bund af digestive kiks og smør i stedet? (Vi har desværre nøddeallergi i familien 🙁 )
Mvh Mette
Jeg har købt de her skovsyrer i superbrugsen og bare ladet dem formere sig i en altankasse. Og ja, en digestivebund ville da være lækkert 😉
Kan du foreslå en anden bund, som ville være god til? En uden nødder? Da vi desværre har en nøddeallergiker i familien
Ja, du kan bare lave en lækker browniebund eller en kiksebund, ala cheesecake.
Hej Annemette,
Vil denne kage kunne laves dagen før den skal spises? Overvejer at lave den til barnedåb nemlig – men det kræver den kan laves ca et døgn før den skal spises
Ja sagtens.
Kan man bruge yoghurt naturel i stedet for skyr til mousse?
Ja
Kan solbærlagen erstattes af god solbærsaft? Kan ikke opstøve frosne solbær.
nej, men bare brug nogle andre bær 🙂 Skovbær på frost f.eks
Kan man lave kagen før også fryse den ned til man skal bruge den 1 uges tid?
ja det kan du godt…
Hej 🙂
Bliver den meget fast.? Vil gerne bruge den i en kage med lag:)
Tak for lækre opskrifter:)
ja den er fast nok til at bruge i lagkage
Kan man erstatte mælkechokoladen med mørk chokolade og få samme konsistens?
Ja, men så skal du bruge halvt så meget mørk chokolade.