Når jeg tager på ferie, og der er andre med på rejsen, så hænder det (who am I kidding… så sker det ALTID) at jeg bliver bedt om at bage en kage. Og så kunne man måske fristes til at tro, at jeg ikke synes det er særlig fedt, nu hvor jeg endelig holder fri. Men faktisk er det de kager, jeg nyder at bage allermest. Altså den slags kager, der gør andre glade. Og kage i kombination med ferie og afslapning er bare en perfekt kombination.
Her på Mauritius er der virkelig mange sukkerrør – de er overalt, og derfor er der også et stort udvalg af sukker i butikkerne (Og rom, faktisk! – det er vel blevet til en mojito eller to 😉 ) Men særligt deres mørke muscovadosukker faldt jeg over. Duften er så intens og lækker og sukkeret er næsten helt cremet når det kommer ud af posen. Så det måtte jeg bare prøve at bage med!
Der er rigtigt mange unger med på turen til Mauritius (vi er 5 voksne og 6 børn, – så en del) og de er allesammen vilde med chokolade. Så chokoladekage blev det til.
Jeg havde ingen vægt eller dl mål med på rejsen, så derfor må I bære over med mine målangivelser. Kom endelig med jeres kommentarer og gode tips, hvis I erfarer noget særligt under bagningen.
Chokoladekage ala Mauritius
8 pers
sværhedsgrad: super nem
arbejdstid: 10 min
bagetid: ca 35-45 min
Need to know: 1 kop svarer ca. til 1,5 dl
Tørre ingredienser
4 kopper hvedemel
3 kopper hvidt rørsukker
1 kop mørkt muscovadosukker
2 kopper havregryn (eller kokosmel)
1 kop kakao
2,5 tsk bagepulver
Våde ingredienser
300 g smør
300 g mørk chokolade ca. 50% kakao
5 æg, str M/L
Sådan gør du
Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Smelt smør og chokolade ved lav varme. Tag gryden af varmen når massen er smeltet og rørt godt sammen. Lad det svale et par minutter. Rør æggene i chokoladesmørret. Rør de våde ingredienser godt sammen med de tørre.
Fordel dejen i en bradepande (20 x 30 cm) beklædt med bagepapir. Bag kagen ved 175 grader varmluft midt i ovnen i ca 35-45 min. Tjek efter om du synes den virker rigtig. Hold igen med bagetiden hvis du gerne vil have en brownie-agtig konsistens.
Server med is – særligt hvis man er på ferie i varmen!
3 reaktioner
Lækker opskrift ? Den må prøves.
Sjovt jeg har det på samme måde når vi tager ud på tur(motorcykel) SÅ er de ligesom blevet mig der forventes at lave et eller andet spændende, bliver aldrig træt af at producere kager. Ælsker det. For mig er det osse en form for afslapning ?
Den lød så lækker så lige nu er min og min store drengs version i ovnen (og han har chokolade op over begge ører) lækkert konsistens, nærmest karamelagtig:-)
Ej, hvor dejligt. Nyd den. Og husk nu, at den skal ikke overbages… Hellere lidt klistret i midten! Knus