Foto: Sif Meincke
Start med at se en lille instruktionsvideo i, hvordan du folder kræmmerhus og laver glasur herunder…
Glasur til opsprøjtning
1 pasteuriseret æggehvide
100 gram flormelis
frugtfarve/pastafarve efter eget valg.
Pisk æggehviden og flormelisen sammen til en sej og tyk marengsmasse. Farv den med ønsket frugtfarve.
Kræmmerhus
Klip et stykke bagepapir tværs over diagonalt, så du har en trekant.
Midten på den lange side skal ende med at blive kræmmerhusets spids. Det virker måske ulogisk, men det stemmer.
Tag fat i de to spidser, som er i hver sin ende af den lange side af trekanten og saml dem med den tredje spids, der er retvinklet. Spids nu kræmmerhuset til ved at holde én hånd inde i kræmmerhuset, mens den anden hånd lirker bagepapiret på plads.
Sørg for, at de tre spidser hele tiden forbliver i toppen.
Når kræmmerhuset er spidst og har den rette størrelse, foldes de øverste spidser ned — ind i kræmmerhuset — for at fæstne det hele.
Kom en smule glasur i, klip en lille bid af kræmmerhusets spids og dekorer direkte på din kage med smukke snirkler, skrift eller lignende.