Annemettes varme hveder
16 stk
sværhedsgrad: let
arbejdstid: 20 min
hævetid: 2 x 30 min
bagetid: ca. 15 min
50 g gær
2 dl lunken sødmælk
2 æg (str M/L)
500 g økologisk hvedemel
100 g blødt smør
1 tsk fint salt
2 spsk sukker
1 tsk stødt kardemomme
1 æg til at pensle med.
Smuldr gæren og rør den ud i den lunkne mælk. Pisk de to æg let sammen og rør dem i mælkeblandingen sammen med halvdelen af melet. Tilsæt det bløde smør, salt, sukker og kardemomme. Rør dejen godt sammen. Ælt resten af melet ind i dejen lidt efter lidt indtil du har en blank, fedtet og glat dej.
Kom dejen i en skål og dæk til med et fugtigt viskestykke. Lad den hæve i 30 min.
Drys bordpladen med lidt mel og vælt dejen ud på bordet. Skær dejen i 16 stykker og tril dem mellem hænderne til helt runde fine boller. Læg bollerne tæt sammen på en bradepande eller i en stor bageform og lad dem efterhæve i 30 min. under klæde. Tænd ovnen på 200 grader.
Pensl hvederne med sammenpisket æg og bag dem midt i ovnen i ca 15 min.
Herefter kan hvederne flækkes og ristes i ovnen på grill funktion eller ved meget høj temperatur ica. 5 min til de er gyldne og sprøde.