Jeg har skullet lære mig selv at spise
Foto: Claudia Dons
“Men Annemette, spiser du slet ikke dine egne kager?” (Det spørgsmål jeg altid møder!)
Hvad fanden skal jeg svare til det. Jo! Det gør jeg. Jeg spiser mine egne kager. Men jeg har virkelig svært ved at tage på. Jeg kæmper ret meget med min vægt – altså for at holde den ‘oppe’.
Prøv at høre. Vi skal ikke hylde undervægt. Eller overvægt. Og nu ved jeg godt, at jeg sikkert, igen, får på puklen af vedkommende, der, sidst jeg brugte ordene under-/overvægt, skrev til mig, at det var en forfærdelig ting at gøre, og at jeg var med til at krænke en hel masse tykke (eller overvægtige) mennesker. (Ordet ‘tyk’ var okay, åbenbart) Det handlede sjovt nok ikke om, hvorvidt jeg krænkede de tynde ved at kalde dem undervægtige. Nå men, jeg tror også at udskamning af mennesker, der har lidt for meget på sidebenene er væsentlig mere udbredt end udskamning af dem der har for lidt. Så fred være med det.
Jeg mener ærlig talt – og her kan jeg jo være ganske uvidende – at ordene ikke er farlige. Kun de konnototioner vi tillægger ordene. Ergo, problemet er os selv. Ikke nødvendigvis ordet i sig selv. Men ork nej, det er slet ikke den slags, jeg ønsker at diskutere her. Det var blot en tankestreg.
Kald dig selv og dine medmennesker det du ønsker. Tyk, tynd, fed, undervægtig, whatever. Så længe du selv har det godt med det, er klar til at stå på mål for det og i øvrigt ikke sårer andre med fuldt overlæg (der synes jeg alligevel grænsen for ordentlig opførsel går). Og når jeg nu i det følgende anvender ord som undervægtig og overvægtig, så er det fordi jeg er okay med de to ord. Jeg bruger dem udfra en betragtning om, at man som menneske faktisk godt kan veje over den vægt, der er fysiologisk fornuftigt for kroppen – ligesom man kan veje under den vægt.
Nevertheless…
Dette indlæg skal handle om, at være tynd. Og måske også for tynd. Det skal handle om, hvor svært det er at snakke om, at have problemer med at tage på i vægt.
Man må gerne som kvinde, når man mødes med sine medsøstre over rødvin fredag aften – eller hvilken som helst anden aften, for that matter – starte samtalen med “Eeej, jeg har simpelthen ikke spist i snart en uge nu, fordi jeg har sgu lidt for meget her i siden (mens vedkommende fæstner grebet om den lille ‘frække’delle, der poser ud over buksekanten)…hahah…skal altså liiige tabe de der 5 kg, jeg gerne vil af med, efter jeg fik lillemanden… Stik mig rødvinen, og skål på det.” Det må man gerne. Det er der umiddelbart ikke nogen, der bliver stødt over. Typisk så vil de andre kvinder grine med. Måske endda sympatisere og selv lige hive deller frem til offentligt skue. Det kan da godt være, at de andre kvinder ved bordet, hvis de er fornuftige, lige byder ind med, at man måske ikke skal sulte sig selv, hvis man vil tabe sig. Det kan også sagtens være det modsatte. Lur mig, om ikke det ville være oplagt, at én af de andre kvinder henover rødvinen i så fald ville opfordre de andre til lige at hoppe på den dér amazing juicekur, hvor man ikke spiser fast føde i 5 dage, og man taber sig helt vildt. (Jeg har intet imod juicekur, rolig nu!)
Jamen, damer, det er jo ikke utænkeligt. Ikke sådan rigtigt, i hvert fald.
Men forestil jer lige, hvordan de andre kvinder omkring bordet ville reagere, hvis man kom og startede samtalen med “Eeeej, jeg har imod alle odds tabt mig et par kilo den sidste uges tid. Shit mand! Jeg kan bare ikke tage på, uanset hvad jeg gør. Prøv selv at se, hvor benet mit bryst er blevet (mens vedkommende hiver ned i halsudskæringen og viser knoglet brystparti frem). Stik mig lige rødvinen, og skål på det.”
Et par tanker om at være tynd
Jeg får lyst til at dele med jer et par tanker om, hvordan jeg oplever at være for tynd til tider.
- Jeg føler jeg lidt ligner en dreng i badetøj.
- Bh’er med bøjle gør rigtig ondt, fordi det føles som at spænde metaltråd fast på knogler.
- Jeg skal virkelig gøre en stor indsats for at føle mig sexet.
- Jeg føler, at andre holder øje med mig, når jeg spiser. (“Spiser hun nu også noget?”)
- Jeg hader (!!!!) at gå i undertøjsbutikker. Intet passer.
Og lad mig lige give et par eksempler på et par halvtrælse sætninger, som jeg synes ikke rigtig gavner nogen eller noget:
“Ta’ du bare lidt mere. Du kan jo tåle det!” (Tjo, måske kan jeg tåle det, men spørg dig selv, ville du sige det modsatte til en overvægtig?)
“Du har da ellers ikke behov for at gå i træningscenter!” (Tjo, er der ikke? Jeg tror vist nok det er sundt for os alle at få lidt motion. Ville du sige det modsatte til en overvægtig?)
“Du går og bliver så tynd. Spiser du ikke nok?” (Øh, jo – det er måske ikke med vilje, at jeg går og bliver tynd. Ville du sige det modsatte til en overvægtig?)
“Ej, dine knogler er altså meget fremtrædende.” (Ja. Det synes jeg slet ikke er fedt. Ville du sige det modsatte til en overvægtig?)
Det er bare sætninger, der er ret ligegyldige, og som man (eller jeg) i hvert fald sjældent ved hvad søren jeg skal svare til.
Nye vaner kræver tid
Det er ikke populært at fokusere på, at man er tynd – for tynd. Jeg véd det, fordi jeg selv har været for tynd. Jeg har været hende med det knoglede brystparti, og jeg har haft utroligt svært ved at tage på. Ikke fordi jeg ikke spiser. Jeg spiser masser af god mad, og til tider virkelig store portioner, fordi jeg elsker mad. Og måske har jeg høj forbrænding, men ærlig talt, så tror jeg ikke selv på den. Jeg tror forklaringen skal findes et helt andet sted.
For mit vedkommende har det handlet om, at jeg skulle ændre mine vaner. Jeg har igennem mange år, siden jeg blev mor, og min vægt for alvor begyndte at gå ned ad bakke, glemt at spise forskellige måltider i løbet af dagen. Jeg har altid spist, med glæde – men hvis jeg har travlt eller har det sjovt med alt muligt andet, jamen så glemmer jeg nemt at jeg skal spise. Jeg er ikke særligt påvirkelig, når mit blodsukker er lavt. Jeg bliver generelt ikke særligt muggen, selvom jeg ikke har fået mad i flere timer. Det vil sige, at i mit tilfælde så bemærker jeg ikke selv, at det måske er blevet tid til at jeg skal spise. Jeg skal faktisk tage en meget rationel og bevidst beslutning om, at nu skal jeg huske at spise.
Det har jeg skullet lære mig selv.
Jeg læste for nyligt, at det tager op mod 3 måneder at indføre en ny vane. Halleluja! Jamen tænk lige over det: 3 måneder! Det er da alligevel rimelig lang tid, hvis man godt gad blive bedre til noget, nu og her. Men uanset, så er det nok rimelig sigende for, hvorfor jeg personligt fandt det rigtig svært at lære mig selv at spise gode sunde måltider, flere gange om dagen. Nu synes jeg, at jeg er kommet i mål – men sandheden er også, at jeg har virkelig meget krudt i måsen, og jeg sjældent sidder stille. Jeg bevæger mig typisk fra jeg står op og til jeg går i seng (måske lige minus de par timer jeg sidder foran computeren, men ellers). Mine børn holder mig aktiv, og jeg har ikke mange usunde vaner. Måske er det også derfor, at det kan være svært for mig at holde vægten – altså ‘oppe’ på det tal, jeg gerne vil have, at den ligger på. Jeg vil helst veje ca 61-62 kg. Der har jeg det rigtig godt og synes om min krop. Men ofte, i længere perioder daler min vægt til under min ‘yndlingsvægt’ og så skal jeg bogstavelig talt huske mig selv på at både spise mere og måske også mere kalorieholdigt end jeg normalt gør.
Sådan er det for mig. Sådan en krop lever jeg i, og det er ikke altid lige fedt. Men jeg behandler min krop med kærlighed og respekt, og jeg gør mit bedste for at indtage nok vand, sund mad og få motion så ofte som muligt. Og jeg spiser med største glæde lidt kage flere gange om ugen. Fordi jeg synes man skal tillade sig selv at nyde. Nyde livet, maden, kroppen, – kærligheden. Bare nyd, – det er godt!
♥
Er der andre, der læser med, der kan relatere – eller er I helt uenige?
16 reaktioner
Jeg oplevede at tabe mig ifm. at jeg begyndte at tage noget medicin (fordi det simpelthen tager appetitten). Det bliver typisk italesat som noget der er “nice” og “gid det var mig der ikke rigtig havde lyst til at spise slik og kager, haha”. Sandheden er jo bare (for mig) at det ikke er nice. Det er ikke fedt at skulle spise når man har mad-lede. Det er ikke fedt at tabe sig, når det ikke er med vilje. Det er ikke fedt at veje 5kg mindre end normalt når det ikke er meningen, det er grænseoverskridende. Og jeg tror ærligt talt, at det er lige så svært at forsøge at holde vægten oppe, som det er at prøve at holde vægten nede. Det havde jeg bare aldrig tænkt over, før jeg oplevede det på egen krop.
Samtidig oplevede jeg det også som en stor omsorg, da min familie påpegede for mig, at jeg var blevet tynd – for jeg havde faktisk ikke selv opdaget det, fordi det jo netop ikke var med vilje. Så på den måde var de et vigtigt spejl og jeg er glad for at de sagde det til mig på en kærlig og omsorgsfuld måde: “jeg synes du er blevet lidt tynd, er alt ok?”. Men der er også LANGT derfra og så til det scenarie jeg beskriver i starten af min besked <3
Åh hvor jeg kender det… “det er da vidst ikke længere storken, der har de tyndeste ben” eller “har du ikke tabt dig siden sidst” – og nej jeg synes ellers lige jeg havde taget lidt på, men åbenbart ikke.. har efter to hårde graviditeter haft SÅ svært ved at komme tilbage til min “gamle krop” vægtmæssigt og det genere mig virkelig. Tøjet hænger og bukser er no go, da man så virkelig lægger mærke til de der tynde ben.. folk tænker slet ikke over, at deres kommentarer til os der kæmper med at tage på, støder mindst lige så meget, som hvis de sagde til en der kæmpede med at tabe sig: “har du ikke taget lidt på?” Eller “Du skulle vidst have købt bukserne et nr. større”. Så ja – vi er andre der også kender til lige netop det du beskriver her ☺️
Godt indlæg!!
– og tag det så fra en, som selv har været FOR tynd i mange år. Jeg kunne spise 3 liter is om dagen UDEN at tage på, lige indtil jg fyldte 50! OMG!
DET GÅR OVER!
Bare vent til du kommer i overgangsalderen,så udligner det sig:-)
Ha ha ha ha – f… alle de andre som har dumme kommentarer – du er unik og du er mega cool og lad så være me at lytte til alt det bavl, ik’?
Godt indlæg Annemette!
Jeg synes det er godt og vigtigt at der kommer mere fokus på det at der er en masse der kæmper med undervægt og det med at komme op i vægt.
Jeg er selv undervægtig og kæmper en kamp med at tage på i vægt og som du skriver så kan man virkelig blive ked af sådan nogle kommentarer folk kan komme med. Og hvorfor kan man tillade sig det når man er tynd, man siger jo ikke det modsatte til en overvægtig!
Fortsat god aften 🙂
Kender til alt det du skriver.
Min mand havde endelig fået mig overtalt til at gå i en undertøjsbutik og købe lækkert nyt undertøj.
Ekspedienten der hjælper med at tilpasse bh’en siger så, :” lige et øjeblik!” Og kommer så tilbage med 2 gummi babser, som hun da syntes jeg skal proppe i bh’en, det ville se SÅ meget bedre ud under t-shirten 😕 Så jeg gik derfra med en smule mindre selvværd, men med nye bærbare bryster, min mand var IKKE imponeret 😂🤣😂🤣
Har brugt “brysterne” et par enkelte gange, for at få lidt fylde i en pæn kjole. Men de klistrer sådan de gummi babser, så det bliver ikke gentaget 😂🤣 Jeg tager det med et grin.
Min datter 6 år sagde i sommers, da hun så mig nøgen under bruseren: Nårh de er søde de små bryster, de bliver da mindre og mindre, hvad er de nu?? 1 år?? 🤣😂🤣😂
Århhhh, jeg sidder og griner lidt. Sikke dog en sød og skøn kommentar fra din datter. Min søn sagde til mig, da han var tre år “Mor, du har sådan nogle tynde bryster – Mormors er meget tykkere” – det grinte vi meget af.
Udmærket indlæg. Det jeg studser over er om du er ramt af anoreksi? Jeg mener, du tidligere har lidt af anoreksi og hvis den er kommet igen, er det jo en terapeut du skal have fat i.
Kære Dorte, jeg har aldrig været ramt af anoreksi. Jeg har haft Bulimi, hvilket er noget helt andet. Og det er NETOP kommentarer som den du skriver der, der gør det SÅ utrolig svært at snakke og skrive om, at det kan være svært at tage spå i vægt. Jeg synes du bidrager meget negativt til debatten. Jeg er sund og rask, og ville aldrig turde skrive om dette, hvis jeg ikke var det.
Tak!!!! Tak tak tak! 🙏
Jeg er lige præcis siddet med de tanker så mange gange. Jeg er i chok over hvad folk siger til undervægtige. Og lige netop Dortes kommentar irriterer mig.. Jeg har et familie medlem med anoreksi, og der er kæmpe forskel på det at være tynd. Men det er bare ikke lige så okay at tale om. Folk gider bare ikke høre på at det kan være svært at tage på.
Tak igen – hvor er det dejligt at du tager emnet op og at mange af dine søde følgere måske lærer lidt af dine kloge ord.
Tak Caroline. Det betyder meget med din forståelse og indsigt! Att det bedste til dit familiemedlem, der kæmper med anoreksien. Knus
Jeg synes det er utrolig vigtigt et emne at tage fat på. For mange år siden led jeg selv af en spiseforstyrrelse, men kom ud på den anden side sund og rask. Jeg er fra naturens side slank, nogle ville sige tynd, men det ord lyder, i mine ord så negativt. Dette resulterer tit i at folk, bekendte som fremmede mener at det er helt okay enten at kommentere på min størrelse, direkte spørge om jeg er syg, eller sågar løfte på mig. Det er enormt grænseoverskridende, når jeg den dag i dag har et normalt forhold til og er tilfreds med, min egen krop, og for mig at se, så foregår der ligeså meget bodyshaming af os med en slankere figur end gennemsnittet, som dem med en større figur end gennemsnittet. Det er en forfærdelig følelse hver gang der falder disse kommentarer om mit udseende, og jeg kommer aldrig til at vænne mig til dem, ej heller acceptere det! Det jeg har lært (til tider) at acceptere og elske er min krop, og jeg kæmper hverken med at holde min vægt oppe eller nede, jeg forsøger at lære at have et sundt forhold til min krop, såvel som psyke. Tak for et vigtigt indlæg!
Halleluja for det indlæg!
Jeg er selv tynd og kan ikke tage på. Og jeg skal stå til øre med at det er ulækkert. Om jeg ikke snart lige skal passe på mig selv og spise noget og alt muligt. Jeg er så tildelt et par bryster der fylder godt men ser totalt malplaceret ud på min meget tynde kropog bh’er er udlidelige at have på. Men hvor er det befriende at en som dig er så pisse modig og tør sige at vi tynde også må være med i debatten omkring vægt. Jeg kan blandet ikke blive bloddonor fordi min vægt lægger under 50kg.
Fed debat. Mere af det tak! Og jeg er stolt af min krop og jeg er enig om man tynd, tyk eller what ever, så længe man har det godt med sin krop er det vel det vigtigste❤️
Hvor er det dejligt at læse sådan et indlæg. Jeg har selv været der da jeg var yngre. Jeg blev konstant mindet om min vægt (som på det tidspunkt var 57 kg) på min arbejdsplads og de mængder mad jeg spiste. Da jeg endelig sagde fra så skulle der komme kommentarer om at nu måtte de jo passe på med hvad de sagde så jeg ikke blev sur. Kæft det pissede mig af rent ud sagt! Senere hen er der kommet en del mere på sidebenene, også for meget. Men jeg lærte for længe siden at trives med den krop jeg nu engang har, tyk eller tynd. Det er ikke min krop der afgør om folk kan lide mig. Min bror kæmper hver dag med sin vægt. Han kan ikke tage på og spiser som en mejetærsker. Tre dage med sygdom så taber han sig alt for meget og skal kæmpe flere måneder for at tage det på igen. Det samme problem har en af mine tætteste veninder og hun hører lige præcis de sætninger du skriver og hun og jeg er ved at brække os over at folk mener man er syg hvis man er slank. Hvis ikke du har noget konstruktivt at tilføje til emnet slank eller tyk så flet og hop videre med dit liv. Vel brølt Annemette. Tak for dig ❤️
Tak at hele mit hjerte ❤️
Jeg har altid været tynd og fået afvide det måtte vær rat at vær tynd men nej som 18 året vejede jeg kun 42kg. Og var 169cm høj. Så sjovt ud at se mig på min elevplads som kok. Flok troede ikke på jeg spise mad. Men nej jeg spise ikke jeg skovlede mad ind i stor mængder. Men tog aldrig på. Har endelig taget 13 kg på nu 6 år efter og der er kun fordi jeg bliv syg og landet i en kørerstol.
Og alle kommentar stadig ens vægt. Og oven i det har jeg en kæreste der også er tynd han vejer 55 kg. Så vi et et maget tyndt par. Og venner og familen kommentar ind i mellem, men vi siger bare fordele ved vi er så tynde. at vi kan spise alt vi vil og bare nyde livet unden vær bange for blive tykke.
Mange knus fra det tynde par ❤️
TAK!!❤️ Ordet er fattigt i denne sammenhæng, men TAK! Tak for at være ærlig og tak for at ligge fokus på det emne. For Nøj hvor er det bare så sandt, og det er et helvede at stå i.. og de kommentarer du nævner man kan få, står på præcis samme måde “øh nå hvad skal jeg så svare til det.” … jeg har hele mit liv kæmpede med at tage på, hvilket i barndommen ikke var nemt når der var en lillebror der var større vægt mæssigt. Jeg har (og er stadig!) altid været den tynde, hende alle beundrede for sin tynde mave. Og som altid kunne svare “næh, skal vi bytte?” Eller som voksen kan sige “ja det vildt fedt ikke at kunne passe noget tøj ordenligt. Vil du bytte?”
Det er en kamp at tage på – for mig er over 51kg ynglingsvægten. (159cm høj) men selv det at holde vægten oppe, mens jeg dyrker motion, ja det betyder nærmest “flødekur”. Og der er ikke en opskrift/vejledningsbog i butikkerne der hedder “TAG 5kg på, på 5uger” eller noget i den stil. For det finde ikke – alle bøgerne handler om at tabe vægt, som jo er vildt fedt når det er det modsatte man vil.
Så Annemette – Tak for at være talerør for os der har svært ved at komme OP i vægt🙏🏻
Åh hvor jeg husker det SÅ tydeligt. Det har været et problem for mig, indtil jeg som 27 årig blev ramt af sygdom som var medicin krævende. Jeg blev mobbet meget voldsomt med det hele min tid i folkeskolen, og Ja, det var ligeså slemt som hvis jeg havde været overvægtig 💔 Folk forstår det ikke, hvis de ikke selv har prøvet det!!
Jeg er nu det jeg vil kalde normalvægtig, og det er ‘nyt’ for mig, selvom jeg er over 40 nu, at skulle passe på ikke at komme i den anden grøft.
Folk skal bare STOPPE med deres kommentarer om, at man sagtens kan tåle det… Det er til at få flip af!
Kh & kram
Charlotte 😘