En slags reklame for “Til middag hos”
Nudelsalaten alle pludselig spørger til…
I aftes kørte første afsnit af denne uges Til middag hos over skærmen, – og jeg selv deltager i denne runde. De tre andre deltagere er forsidefrue Jackie Navarro, Tidligere fodboldspiller Allan Nielsen og komiker Dan Andersen. Jeg er utrolig glad for, at det blev lige præcis os 4, der blev samlet. Det var lidt en tilfældighed – egentlig var jeg blevet spurgt om jeg ville medvirke i sådan en ‘konditorrunde’ hvor vi alle var kage-bagende typer, men jeg synes meget bedre om denne her konstellation. Der er mindre konkurrence og mere hygge over det, når man ikke er sammen med kollegaer, der alle forsøger at vise, at de er dygtige til deres fag. Her kunne vi virkelig bare slappe af og have det sjovt sammen.
Jeg kan allerede røbe, at det er den helt rette, der vinder. Hvem det så er, ja det må tiden vise. I kan se med de næste 4 dage på TV3 eller på Viaplay, når det passer jer.
Eftersom første afsnit allerede var tilgængelig on demand fra i torsdags, så har jeg faktisk på nuværende tidspunkt nærmest væltet mig i henvendelser vedr. hovedretten, som jeg serverer i programmet. Folk vil have opskriften!
Læs mere om mine nerver inden udsendelsen: Til middag hos Annemette
Ret skal være ret. Jeg er ikke pludselig blevet stjernekok ud i det vietnamesiske køkken. Jeg har derimod hentet inspiration på nettet, og serverede min YNDLINGSsalat over dem alle, som er min egen fortolkning af Louisa Lorangs Vietnam-style nudelsalat.
Men som med al mad, man har lavet maaaaange gange, så ender det jo med, at man selv begynder at finde på sine egne versioner og måder at gøre det på. Så nej, min opskrift er ikke mage til Louisas, men inspireret heraf. Nogle forskelle er, at jeg f.eks. anvender ægnudler og ikke risnudler (jeg kan klart bedre lide ægnudler!). Jeg marinerer mit kød (men det kan man altså bare lade være med, hvis det skal gå hurtigt.) Jeg anvender cashewnødder og ikke peanuts og jeg foretrækker helt klart spidskål fremfor hjertesalat i retten. Men lad mig straks sige, at Louisas salat og fremgangsmåde også er sublim. Jeg har lavet den adskillige gange – og hun er, i modsætning til mig, faktisk det jeg vil kalde stjernekok ud i det vietnamesiske køkken!
Nudelsalat med marineret rib-eye og spidskål
2 personer
sværhedsgrad: let
arbejdstid: 30 min
Køleskabstid (marinade): 3-6 timer
Marinerede Rib-eye
2 rib-eye steaks
1/2 dl soya
saft fra 2-3 lime
2 spsk akaciehonning
1 spsk sesamolie
Salat
Æg nudler, efter ønske – nok til 2 pers
1/3 spidskål
1/4 agurk
1 stor gulerod
1 lille rødløg
Chilisauce
2 spsk fish sauce
2 spsk vand
saft fra 2 lime
2 spsk hvidt sukker
1 rød chili, i bittesmå tern
I øvrigt
2 spsk sesam
1 forårsløg, fintsnittet
1 bundt frisk koriander
1 bundt frisk mynte
50 g saltede, hakkede cashewnødder
1 lime, halveret
Sådan laver du nudelsalat:
Marinerede rib-eye: Kom bøfferne i en pose eller skål sammen med soya, limesaft, honning og sesamolie. Lad bøfferne hvile i marinaden i 3-6 timer.
Salat: Kog nudlerne efter anvisingen. Lad dem køle af. Snit spidskål ultra tyndt. Snit gulerødder og agurker i helt tynde stave, der ikke er for lange (stave på ca 4-5 cm længde er perfekt). Snit rødløg i ultra tynde skiver. Anret din nudelsalat ved at lægge spidskålen på bunden af en dyb skål. Læg nudler ovenpå og top op med gulerødder, agurker og rødløg.
Stegning: Varm en pande op til den er hed. Tag bøfferne frem, dryp marinaden af (gem marinaden), og steg bøfferne ved høj varme i et par minutter på hver side. Bøfferne er bedst, hvis de er rosastegt. Tag bøfferne af blusset og lad dem hvile. Hæld marinaden på panden, tilsæt evt lidt mere akaciehonning eller sukker og kog marinaden op. Den skal småsimre i 5-7 minutter til en tykkere konsistens.
Skær kødet i tynde strimler og kom dem på panden sammen med den indkogte marinade. Tilsæt sesam og fintsnittet forårsløg og rør det hele sammen. Fordel kødet oven på salaten i skålen. Overskydende marinade hældes ud over salaten.
Hak mynte og koriander og fordel det henover retten i rigelige mængder. Drys med hakkede cashewnødder.
Chilisauce: Rør ingredienserne sammen til sukkeret er helt opløst. Servér til din nudelsalat sammen med et par limeskiver – mums!
Velbekomme!
7 reaktioner
Hej Skønne Annemette. Tusinde tak for opskriften. Jeg så dig i aftes, og denne ret så MEGET lækker ud, så jeg glæder mig allerede til at lave den😋😃😜
Det ser mega lækkert ud!
Jeg kunne godt tænke mig opskriften på de små key lime pies 🙂
Yes, opskriften kommer i løbet af ugen…
Lyder lækkert.
Kommer der også opskrifter på din forret og dessert?
Yes forretten delte jeg i dag – desserten kommer i løbet af ugen…
Du klarede det super godt. Det var ingen skam at lande på en andenplads. Du havde en genial energi, og jeg håber virkelig, du bare suger alt det gode ind. Det var et dejligt lille hold, og jeg blev særligt overrasket over at se en side af Dan jeg ikke havde set før. Jeg havde kun set lidt standup på tv med ham. Han er så meget dybere end man først tror.
Jackie kender vi jo alle fra Forsidefruer – og ja, jeg indrømmer, at selvom jeg er mand, så har jeg fulgt med. Se, det er en modig indrømmelse, for hvilken mand tør indrømme, at de har set Desperate Housewives, og følger med i Forsidefruer? Det er der ikke mange der gør…
Anyway, I var geniale på hver jeres måde. Stor tommel-op herfra. 🙂
Tusind tak for en lækker opskrift. Det har nu været min aftensmad de sidste to dage ☺️👌