Dessertkage med appelsin og hindbær (Mors Dag 2017)

Hjemmebagte hindbærsnitter

Skærmbillede 2017-05-14 kl. 10.22.16Min kæreste elsker hindbærsnitter. Jeg, derimod, er noget mere skeptisk. Og dét er jeg fordi jeg har smagt SÅ mange dårlige hindbærsnitter. For mig, så skal hindbærsnitter ikke være for bløde, de må heller ikke være for sprøde, og der skal være glasur og helst tivolikrymmel på. Jeg er ikke vild med hindbærsnitter, der smager af ubagt dej, og jeg er heller ikke vild med de meget “økologiske” udgaver, der er mere mørke i det – som man i øvrigt kan købe for overpris på diverse trendy bagerier.

Nej, en god hindbærsnitte skal i min verden være lys, med en let smag af vanilje og med frisk, syrlig hindbærmarmelade. Der skal et tyndt lag glasur på og så skal de knase af sukkerkrymmel når man spiser dem. Dejen skal være sprød udenpå og let blød når man bider i den. Og så kan jeg godt lide, at bruge mandler i dejen. Velbekomme.

Min opskrift på hjemmebagte hindbærsnitter

8-10 stk.
sværhedsgrad: let
arbejdstid: 1 time
bagetid: 10 min
køleskabstid: et par timer, eller natten over

Hindbærmarmelade med vaniljekorn

1 polynesisk vaniljestang
120 g lyst rørsukker
340 g friske hindbær, rengjorte
1 økologisk citron
8 g Geleringspulver til marmelade + 1 spsk sukker

Flæk vaniljestangen og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med lidt af sukkeret. Kom den tomme vaniljestang, vaniljesukkeret, resten af sukkeret, hindbærrene, fintrevet skal fra 1/2 citron og saften fra hele citronen op i en gryde. Lad det koge op og dernæst småkoge i 10 min. Skum af. Tag gryden af varmen.

Rør geleringspulveret sammen med 1 spsk sukker og drys det i marmeladen under omrøring. Giv igen marmeladen et opkog i ca 30 sekunder og sluk for blusset. Tjek om marmeladen har den rette konsistens ved at afsætte en lille prøve på en kold tallerken. Lad den stå i køleskab i 5 min. Hvis den sætter sig og bliver “fast” i det, så er den rigtig som fyld i hindbærsnitterne. Hvis den derimod stadig er flydende efter et par minutter, så skal marmeladen langsomt koges op igen og tilsættes lidt mere geleringspulver. Hæld marmeladen på glas, og lad den køle af.

Mandelbunde

40 g mandler
95 g flormelis
130 g koldt smør
55 g lyst rørsukker
300 g hvedemel
3-4 spsk koldt vand

Kog mandlerne i få minutter og smut dem fri for hinder. Dup dem tørre og blend dem til fint mel sammen med flormelis. Smuldr det kolde smør sammen med mandel-flormelissen, rørsukkeret og hvedemelet. Saml dejen med en smule vand. Ælt kun til dejen akkurat er ensartet, tril den til en kugle, kom den i en frysepose, tryk den let flad og læg den da på køl i 1 times tid.

Ælt dejen smidig – kun ganske kort. Rul dejen ud i et meget tyndt lag hvedemel til et rektangel, der måler ca. 24 x 35 cm. Skær til og del dejen på midten, så du har to lange stykker mandelbund, der hver i sær måler ca. 12 x 35 cm. (Den overskydende dej kan anvendes til småkager). Placer hver bund på en bageplade beklædt med bagepapir, prik bundene med en gaffel og bag bundene ved 190 grader varmluft i ca 10 min til de er let gyldne. De må ikke være underbagte – men de skal naturligvis heller ikke blive mørkebrune og sprøde. Gode hindbærsnitter er lyse og sådan lidt “bløde” i det, men med en let sprød overflade.

TIP: Notér evt. hvor tyndt du rullede dejen ud og hvor længe du bagte bundene, så du ved det til næste gang.

Lad bundene køle af og smør et tyndt, jævnt lag hindbærmarmelade ud over den ene bund. Kom helt ud til kanten. Jeg anvender ca. halvdelen af marmeladen, resten af marmeladen gemmer jeg til at komme på teboller eller ristet rugbrød 🙂 Kom den anden bund ovenpå den smurte mandelbund og giv den store hindbærsnitte et let tryk, så den samler sig. Læg på køl et par timer, eller natten over.

Glasur og pynt

180 g flormelis
3-4 spsk kogende vand
2-3 spsk farverigt sukkerkrymmel

Rør en tyk glasur af flormelis og vand, smør glasuren ud over den store hindbærsnitte, drys med krymmel, lad glasuren størkne og skær dernæst snitten ud i mindre hindbærsnitter. Velbekomme.

Skærmbillede 2017-05-14 kl. 10.22.39

 

   

6 kommentarer

  • Stine

    Kan man lave bundene et par dage i forvejen og så vente med at samle dem på dagen? Hvis ja hvordan skal bundene så opbevares?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Voss

      Ja, men faktisk bliver snitterne bedre hvis du samler dem dagen i forvejen. Opbevar bundene tørt i en tætsluttende beholder eller papirspose. Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michael

    Hvordan skærer du dem ud, så de bliver pæne i snittet uden at gå i stykker i dejen, og uden de to plader trykkes sammen, og marmeladen kommer ud? Er det med brødkniv og så stille og roligt “save” dem over? Eller med en skarp køkkenkniv og så et hurtigt tryk? Eller…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja

    Skal det være friske hindbær, eller kan bruge frosne hindbær i stedet?:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • annemettevoss

      Jeg synes friske er bedst, men du kan godt anvende frosne. Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dessertkage med appelsin og hindbær (Mors Dag 2017)