Hvad jeg gennemlevede dén dag for 4 år siden…

For 4 år siden sad jeg i en hotelseng i Silkeborg. I rummet ved siden af sad min ven River og i det tredje rum var sønderjyske Katja. Vi var de tre finalister i Den store bagedyst 2013.

Eller faktisk, så er det mere end 4 år siden – fordi Den store bagedyst blev optaget i foråret/sommeren 2013 – så faktisk sad jeg i dén hotelseng d 3. juli 2013. Men I derude – jer der så med hjemme fra sofaen – fik først lov at se finalen på skærmen d 8. oktober. Derfor skriver jeg dette blogpost i dag, da det er den dato, jeg synes er mest relevant.

Jeg kan huske, at jeg var spændt. Det var den sidste dag inden finalen. Finale, som vi alle havde ventet spændt på lige siden castingforløbet var blevet skudt i gang. Finalen, der skulle afgøre, hvem af os, der kunne gå hjem med titlen som Danmarks bedste amatørbager 2013 og blive et trofæ rigere. En udsendelse,-  altså ét program, som varer en time på skærmen, – af den store bagedyst bliver optaget over to dage, derfor var denne aften også ekstra særlig, fordi jeg faktisk lige havde gennemlevet første dag i finaleprogrammet. Jeg havde bagt petit fours og lavet kartoffelkager, som hemmelig udfordring. Og det var gået fuldstædigt fantastisk.

Jeg skulle begå en stor fejl

Derfor ringede jeg den aften til mine forældre med ekstatiske følelser og stor iver. Jeg var spændt og glad og bare virkelig stolt. Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor i røret “mor, jeg skal virkelig lave noget lort i morgen, hvis jeg ikke skal vinde det her. Jeg skal godt nok begå en stor fejl, for det er bare gået så godt i dag” – Sådan havde jeg det. Jeg følte mig meget tryg, inden jeg gik ind i det telt til den afgørende finale.

Men så meldte nerverne sig. Jeg skal lige love for, at man altså bliver nervøs, når man kan mærke, at nu er det nu – nu gælder det. Jeg blev faktisk rigtigt nervøs dér om morgenen lige inden vi skulle i gang med vores mesterværksbagværk. Jeg bagte en bryllupsdagskage til mine forældre (d. 8. oktober er deres bryllupsdag), og derfor var den med fyld, som mine forældre bedste kan lide det. Champagne og bær, masser af flødeskum og marcipan på kanten.

Jeg havde kun fået øvet den her kage én enkelt gang, hvor det gik godt, og derfor var jeg pludselig i tvivl om, hvorvidt jeg havde styr på det hele. Og det var på trods af, at jeg havde en laaaaang tidsplan med i skuffen og en meget nøje og udførlig beskrivelse af alle processer – for at sikre mig, at intet kunne gå galt.

Men jeg kan stadig huske hvordan jeg rystede på hænderne, da jeg stod og skulle male direkte på min kage. Der har man jo kun ét skud i bøssen, så en rolig hånd havde egentlig været rart. Jeg kan huske hvordan jeg mærkede sveden løbe ned af ryggen (bogstaveligt talt) og hvordan jeg hele tiden skulede til uret. Hvordan jeg havde en nervøs knude i maven – nonstop – i de 4,5 time finalen varede. Det var faktisk en ubehagelig situation at være i – ikke noget jeg har lyst til at udsætte mig selv for igen. Men det sekund det var overstået, så var det den vildeste forløsning.

Det endte jo også med at gå godt. Alt lykkedes og jeg nåede det til tiden. Dengang tror jeg ikke, at jeg egentlig havde fattet hvor vildt det var. At jeg faktisk overholdt min tidsplan. Men når jeg har set Den store bagedyst efterfølgende kan jeg jo se, at mange af finalerne har været præget af kaos og kager der ikke nåede helt i mål. Så egentlig tror jeg, det var en større præstation jeg lavede den dag, end jeg selv forstod på daværende tidspunkt.

Men vi tre finalister krammede og high-fivede hinanden, da optagelserne var ovre – og vi håbede på det bedste for os selv samtidig med at vi faktisk virkelig undte hinanden sejren, hvis det nu skulle gå i den retning. Sådan var det dengang.

Pludselig var jeg “Den store Bagedyst-Annemette”

Dengang, skal I huske, var der ingen, der nogensinde havde tjent en rød reje på at vinde Den store bagedyst. Der var ingen af os, der var gået ind i konkurrencen for at realisere nogen som helt karrieremæssig drøm. Vi deltog allesammen for at hygge os og få en fed oplevelse. Men pludselig var jeg blevet Den store bagedyst-Annemette, og måtte indså hurtigt at det var værdifuld titel. At jeg derfor efterfølgende fandt en vej, der har gjort, at jeg i dag lever af at være selvstændig med kager, blog og tv som omdrejningspunkt – noget takket være Den store bgedyst, endnu mere takket være hårdt arbejde – er bare en tilfældighed. Det lå ikke kortene dengang.

Hvis I vidste hvor taknemmelig jeg er for, at have været en del af Den store bagedyst – inden der gik karriereræs og sociale medier i den (dengang have man slet ikke instagram)… Ja I skulle vide. Det er så dejligt at have været en del af det, inden man vidste, at man faktisk godt kunne lave en karriere ud af det.

Jeg er sikker på, at de efterfølgende sæsoner har været præget af ligeså mange dejlige, skønne og uforglemmelige oplevelser som vores sæson. Men jeg synes, at konkurrencen har været mere tilspidset, og jeg synes også, at man har kunne se det efterfølgende, at deltagerne faktisk virkelig gerne har ville lukrere på deres deltagelse – men can you blame them? Ikke rigtig vel. Jeg gjorde det jo også selv. 😉

God aften…

Læs også: Sådan tog jeg sejren