Videre i teksten…

Der er jo ligesom ikke så meget at gøre ved, at jeg druknede gårdagens angstanfald i 3 glas rosévin og en mexicansk øl i går aftes sammen med et par Bagedystvenner og lidt hygge i Torvehallerne ved Nørreport. Det eneste resultat heraf er, at jeg nu er vågnet op en anelse mere træt i hovedet og øm i kroppen. Og jeg var endda hjemme allerede kl 19 (så sent blev det ikke), men dén slags løssluppen adfærd, ja, den ender man jo som regel med at bøde for.

Fuck den angst. Jeg er på så mange måder videre og kæmper ikke med den i hverdagen længere. Jeg er ikke bange for at gå med min telefon i hånden eller mit applewatch på armen længere (det har jeg før i tiden haft ret panisk angst overfor pga mængden af ubehagelige sms’er jeg har haft modtaget). Jeg ligger heller ikke i fosterstilling i flere dage, når jeg rammes. Og jeg går ikke rundt og er angst for angsten. Tværtimod – jeg føler i det daglige, at jeg er klar og beredt, hvis angst skulle ramme, og det skræmmer mig ikke.

Men alligevel blev jeg altså ramt i går. Der er mange søde følgere, der har kommet med gode bud på, hvad det handler om. Jeg kan kort sige, at det er en slags social angst. Jeg er utilpas i forsamlinger, hvor jeg bliver i tvivl om, hvorvidt folk vil mig det godt. Jeg har i mit liv været udsat for løgne, der er blevet fortalt om mig (grove løgne), og løgne der er fortalt om mit liv og mine valg, så det har sat sig i mig. Jeg har oplevet at blive truet med, at nogen ville ødelægge mit omdømme og min karriere. Det har ikke været småting. Det har været ord på sms, i mails og til mit ansigt. De her ord og trusler er kommet fra mere end én mund, så nej, der er ikke tale om udelukkende én person, jeg så lige skulle have brug for at få ned med nakken. Sådan er det ikke. Jeg ønsker ingen ned med nakken. Jeg ønsker blot, at jeg kan hæve hovedet selv og holde ryggen rank.

Løgnene er kommet mig for øre fra flere kanter, og det har gjort mig så ked af det. Tænk, at der findes så modbydelige mennesker, at man ligefrem vil bruge sin tid på at sprede usandheder om andre. Og ødelægge deres arbejdsgrundlag. Jeg fatter det ikke.

Jeg var helt generelt meget meget (!!) svært ved at stole på mine medmennesker. Jeg har en frygt for at opdage, at de i virkeligheden er nogle helt andre mennesker, end jeg troede.

Så det der er sket nu er, at jeg simpelthen bliver bange for, om de mennesker, jeg velmenende står og sludrer med, i virkeligheden bagtaler og lyver om mig det sekund jeg vender ryggen til. Om de også vil smadre mig og min forretning – og fortælle løgne. Det er irrationelt, det ved jeg. Jeg har ingen grund til at tro det. Men det er min angst. Den sidder dybt i mig, og har bygget sig op over længere tid. Og det er meget ubehageligt og giver mig lyst til at grave mig ned i et hul og bare forsvinde, når jeg rammes.

Men jeg må videre i teksten. Jeg kan jo ikke hænge ved, hvad der skete i går. Selvom jeg helt sikkert har brug for lige at placere mine tanker på rette hylder.

I dag står den på den mest vanvittige opgave. Jeg skal simpelthen bære 113 bogkasser (hver kasse vejer ca 13 kg) ind på mit lager. Det er en ret stor opgave, og jeg har overtalt Micky til at hjælpe mig! Jeg forbereder mig på trætte arme når dagen er omme, men jeg glæder mig også.

Der er nemlig tale om bogen ‘Sjove fester for børn’, som er en bog, jeg er vanvittigt stolt over at have lavet. Den er måske noget utraditionel for mig, da den ikke udelukkende handler om bagning. Men den handler om hele festkoncepter for børn. Med invitationer, borddækning, lege, mad, kage, pynt etc. Der er 13 koncepter der kan mikses på kryds og tværs. Bogen er SÅ fin – men den er 4 år ‘gammel’ nu og derfor ville jeg ‘hive den hjem’ til mit eget lager, og sætte den på tilbud. Den skal ikke længere ligge til fuld pris ude i butikkerne. Det synes jeg ikke gav mening, nu hvor jeg udgiver nye bøger løbende.

Køb bogen her.

Ha’ nu en dejlig dag derude. Fortæl søde ting om og til hinanden, og giv dem du elsker et kys og et kram.

Husk at god karma kommer tilbage.

5 reaktioner

  1. ❤️Hvor er du bare et helt fantastisk og ærligt menneske, som jeg har stor respekt for.
    Rigtig dejlig sommer til dig☀️

  2. Kære Annemette
    Tro mig – den angst kan du godt vinde over 😀. Jeg er ikke terapeut eller noget i den stil. Jeg har selv været der. I mange år, men der er slut nu. Så det kan godt lade sig gøre. Du har min mail, hvis du vil høre mere.
    Angst er ikke en følelse – det er en tilstand kroppen er i 👍

  3. Kære Annemette…..hjertelig tak for din helt fantastisk dejlige bog “Sjove FESTER for børn”, som jeg netop har modtaget her søndag morgen kl 07.00, og som jeg glæder mig til at fordybe mig i, og som ser meget spændende ud med både skønne opskrifter, lege og smukke fotos. Har købt bogen (noget af en “moppedreng” 😜) som gave til mit dejlige barnebarn på 8 år og ikke kun i forbindelse med hendes fødselsdag, og da vi begge elsker at være kreative sammen med blomsterdekorationer, madlavning mv., glæder vi os til at føre alle dine gode ideer ud i livet og bage på livet løs💏. Du virker som et dejligt følsomt og smukt menneske og er helt fantastisk til at formulere dig, og jeg ønsker dig alt godt med dine sjæletanker. NB!!!…. elsker også ALT i lyserødt, såsom boligindretning, tøj mv….så du må gerne vise mere af dine lyserøde indkøb med henvisning til hvor det kan købes. Knus Birthe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN