Vaniljekranse med appelsin – opskrift

I december vil jeg dele lækre juleopskrifter/konfektopskrifter med jer hver søndag i advent. Så ved I ligesom hvad I skal lave i den efterfølgende uge. Det hele ender ud i en konkurrence, hvor DU kan vinde en lækker gaveæske fyldt med gode sager fra mine gemmer – hovedsageligt bagetilbehør, som egner sig til julen og en lille opskriftsbog eller to sniger der sig sikkert også med i pakken;) det vil sige, at d. 4. søndag i advent er der altså præmier på højkant, men dét vender jeg tilbage til…

Da jeg vandt Den store bagedyst 2013 havde jeg ALDRIG drømt om, at eg en dag skulle udgive bøger, hvori min fars opskrifter skulle være at finde. Han havde for 2 år siden aldrig rørt ved en røremaskine eller æltet en dej. Han var bare ikke typen, der gjorde den slags, vel! Mere sådan en “sportsvogne, rødvin og høj cigarføring”-type…. Men siden da har bagedillen i dén grad overvundet min far. Så nu er han kommet over på “mit hold” og er blevet en rigtig dygtig bager, der står tidligt op om lørdagen for liiiige at smække nogle boller i ovnen, så min Mor kan vågne op til friskbagt brød i weekenden. Det er da sødt!

Derfor er et par af hans opskrifter også havnet i mine to bøger: Bagelyst og Kagekarma. Blandt andet har disse vaniljekranse med appelsin eller “Appelsinkranse” som de hedder i Kagekarma sneget sig ind på side 84, under kapitlet HAPS!

Her får du denne dejlige opskrift. Rigtig god bagelyst:)

Fars appelsinkranse 

“Egentlig er disse bare en slags vaniljekranse – blot tilsat lidt appelsinskal. Men for mig er det netop appelsinskallen, der gør, at jeg ikke bliver træt af disse småkager, når min far serverer dem. Tak for opskriften Far!”

40 stk.
sværhedsgrad: let
arbejdstid: 30 min.
bagetid: 6-7 min.
køleskabstid: 1 time

Appelsinkranse
1 polynesisk vaniljestang
130 g lyst rørsukker
270 g hvedemel
200 g koldt smør
1 økologisk appelsin
75 g mandelmel
1 æg (str. M)

Appelsinkranse: Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret. Smuldr vaniljesukker, sukker, hvedemel og koldt smør med fingrene, til det minder om brødkrummer. Riv appelsinskallen meget fint og kom den i dejen sammen med mandelmel og æg. Saml dejen hurtigt og kom den i en frysepose, tryk den lidt flad og læg den på køl i 1 time.

Kør den kolde dej igennem en småkagesprøjte eller en kødhakker med stjerneformet hulplade. Skær stykker på 12 cm i længden og form dem til kranse. Placér dem på to bageplader beklædt med bagepapir. Bag kransene ved 200 grader varmluft i ca. 6-7 min., til de er lyst gyldne i kanten. Køl kransene af på en bagerist.

Se her for en alternativ opskrift på vaniljekranse.

En reaktion

  1. Hej Annemette
    Jeg synes, det er en rigtig god opskrift, du her har lavet. Er der mulighed for, at jeg kan bruge den i sammenhæng med et julemagasin, jeg er ved at sammensætte? Jeg ville selvfølgelig henvise til, at det er dig, der er ophavet til opskriften. Kontakt mig gerne på min mail, så kan jeg forklare mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN