Troværdighed er ikke bare noget man kan sige, at man besidder…

Overskriften siger det jo.

Troværdig er ikke noget man bare er. Troværdighed er ikke et ord, man bare kan sætte på sig selv, som en gul post-it seddel. Næh nej, troværdighed og ærlighed er noget man praktiserer, og som man på én eller anden måde skal gøre sig fortjent til at kunne kalde sig selv. Man kan ikke bare sige, at man er troværdig, hvis man allerede i den sætning lyver omkring det.

Det her indlæg skal ikke handle om hvorvidt jeg er troværdig som blogger og som menneske. Dén snak har jeg taget før, og den gider jeg ikke bruge mere tid på. Det skal heller ikke handle om reklameindlæg eller troværdighed omkring blogposts. Nej, det er slet ikke den vej, jeg vil gå ned af i dag.

Det mere mere sådan en helt generel snak om troværdighed. Om ærlighed.

Og hvor kommer dette pludselige behov for at snakke om dén slags fra? Tja, det er vel bare menneskelige overvejelser – sådan helt generelt. Man bliver jo hele livet overrasket over mennesker. Men kan hver dag opdage, at dem man virkelig regnede for at være ordentlige, troværdige personer, måske ikke er det alligevel – og hver gang jeg i mit liv oplever den slags, – så bliver jeg overasket, fordi det ganske enkelt ligger SÅ langt fra den måde, som jeg selv ønsker at opføre mig på. At blive taget på fersk gerning i at være uærlig eller utroværdig (for det er jo ikke helt det samme) må være noget af det værste, jeg kan komme på.

Vi snakker ikke om at der er nogen specifik, der har været utroværdig eller uærlig overfor mig. Slet ikke. Men jeg snakkede med en god veninde om nogle af de her emner i går, og fik sådan lyst til at skrive lidt om det, og om mit syn på sagen. Fordi med ærlighed kommer man ganske enkelt bare længst.

Jeg er selv opdraget til, at hvad man lover, dét holder man. Og hvad man siger, man vil gøre, dét gør man. Og det er en indstilling som jeg er virkelig glad for at have med i rygsækken. Det er dog ikke hver eneste gang jeg lover noget, at jeg kan holde det og nogle gange glemmer jeg også at gøre ting, som jeg har sagt jeg ville gøre. Men det er egentlig bare menneskeligt, synes jeg. Det handler mere om den indstilling, man har overfor tingene. At man rent faktisk gør sit ypperste for at leve op til dét, som man lover og det man siger.

Hvad er troværdighed for mig?

I den danske ordbog står der, at “troværdig” betyder: som man med rimelighed kan tro eller stole på. 

Det er vel også meget dækkende. Men jeg synes også det stikker dybere end det. Troværdighed for mig bygger på ærlighed. Man skal først være ærlig. Derefter kan man begynde at kalde sig selv for troværdig. Lidt ligesom at kærlighed bygger på respekt. Man kan ikke elske noget helt og fuldt ud, hvis man ikke respekterer dem. Man kan ikke være troværdig uden at være ærlig.

Troværdighed handler også om at stå fast ved sin holdning. En troværdig person er for mig en, som står fast på dét han/hun tror på. Èn, der kender sig selv og sine grænser, holdninger mm. SÅ godt, at vedkommende ikke vakler, når stormen raser.

Sådan bliver jeg, når jeg oplever uærlighed…

Det, der så sker, når jeg oplever nogen, som er uærlige og i sidste ende utroværdige er svært at beskrive. Jeg sætter vedkommende på en helt særlig “hylde” inde i mit følelsessystem, og det er en hylde, som er meget svær at hoppe ned fra – ned på én af de andre hylder hvor mennesker, som jeg synes er inspirerende, søde, kærlige eller ærlige, sidder. Jeg har meget svært ved at tilgive uærlighed, og jeg ved ikke hvorfor. Hvis jeg opdager en person i at være utroværdig, så er det næsten sådan lidt no-point-of-return-agtigt. Jeg kan have noget så svært ved at finde fornyet tro frem på en person, der har skuffet mine forventinger. Men lige præcist på dét punkt er verden meget sort/hvid for mig. (Det burde den helt sikkert ikke være… jeg ville nok få det bedre, hvis jeg kunne lære at se gennem fingrene med den slags).

Jeg kan sagtens tilgive alle mulige andre karaktértræk. Virkelig. Jeg er ikke den jaloux type, og jeg er heller ikke specielt dømmende. Faktisk er jeg meget tilgivende – og det er jeg fordi jeg synes tilgivelse er vejen til stort set alle velfungerende relationer. Fordi ingen er perfekt – og dét faktum skal vi som udgangspunkt tilgive hinanden for fra start.

Men nøj, hvor kan det være svært.

Mest fordi jeg synes at tilgivelse kræver en konfrontation. Hvis man ikke konfronterer “problemet” men bare tilgiver det, så er det i virkeligheden ikke tilgivelse men derimod ignorance. Man ignorerer jo bare problemet i så fald, og det synes jeg ikke er det rigtige at gøre. Så i min verden, bør uærlighed og utroværdighed adresseres. Man bør gå til vedkommende, som skuffer én og stille spørgsmålstegn. Man bør tage konfrontationen – og først derefter kan man vælge hvilken “hylde” man skal placere relationen på.

Nå nå – så fik I lige lidt at tygge på, på sådan en højhellig søndag 😉

 

Har I oplevet uærlighed eller utroværdighed – og hvordan har det fået jer til at reagere?

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFKAGEBOGEN

#BRØDBOGEN

Hej. Hvor er det dejligt, at du har valgt at kigge forbi min blog. Jeg hedder Annemette Voss Fridthjof. Jeg er mor, hustru, datter og søster – og så elsker jeg virkelig kanelsnegle. Altså af hele mit hjerte. Jeg er oprindeligt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men efter jeg vandt Den store bagedyst 2013 tog mit liv en drejning. I dag arbejder jeg som blogger, kogebogsforfatter og foredragsholder – ja, jeg har endda været tv-vært i et par år, og er i dag også fast kagedame i køkkenet på Go’morgen Danmark. 
 
Jeg er super åben, kærlig og følsom. En slags struktureret æstetiker, der er ret ligeglad med nullermænd i hjørnerne. Jeg er virkelig kreativ. Stenbuk. Sjov, synes jeg selv. Og så er jeg vel det man kalder en forholdsvis god taber men en rigtig dårlig vinder…eller noget i den dur. Det værste jeg ved er illoyalitet og tørbagte kager. Og nårh ja, jeg siger min mening.
 
Mine tre børn er drenge, og min mand hedder Micky. Det synes drengene er ret fedt, fordi det lyder som Mickey Mouse. Micky arbejder med noget, jeg ikke helt forstår. Men det er noget med salg og apps – og noget med at være ret klog. Han er alt det jeg ikke er. Alt det jeg ikke kan leve med. Og alt det jeg ikke kan leve uden. Og så er han den vildeste sucker for tech-udstyr. Micky er også far til min yngste søn. 
 
Jeg er glad. Ikke altid, ikke hele tiden, men hver dag.  

Webshop