Syrlig chokoladetærte med havtorn og marengs

Jeg er fuldstændigt solgt til smagen af havtorn. Og allerhelst i sødt selskab af marengs, – og som her, med chokolade. YUMMY! Et lille tip, – når du høster havtorn, så klip hele grene af, kom dem i fryseren, og derefter kan du nemt ryste de frosne havtorn af grenene. Eller – du kan købe frosne havtorn – jeg finder mine i Coops butikker. Jeg håber I synes om kagen 😉

Syrlig chokoladetærte med havtorn og marengs

6 pers
sværhedsgrad: medium
arbejdstid: 50 min.
bagetid: 15 min.

Mørdejsbund
80 g blødt smør
170 g hvedemel
50 g flormelis
2 spsk kakaopulver
1 æg (str. S)

Havtorncreme
200 g frossen havtorn
1/2 dl vand
100 g lyst rørsukker
1 citron – saften
15 g majsstivelse + 2 spsk vand
2 æg, str M
2 æggeblommer
40 g smør

Marengs
100 g æggehvide
200 g flormelis
et nip salt
1 spsk flormelis, til drys

Mørdejsbund: Bland det bløde smør med hvedemel, flormelis og kakao mellem fingrene til det ligner brødkrummer. Saml dejen med ægget. Stop med at ælte dejen så snart den er ensartet. Dæk dejen til med husholdningsfilm, tryk den lidt flad og læg den på køl i en halv time.

Ælt dejen kort igennem og rul den tyndt ud på et meldrysset bord. Sørg for hele tiden at flytte lidt på tærtedejen under udrulningen for at undgå, at den sætter sig fast på bordet. Rul dejen ud til en tykkelse på ca 3 mm. Kom tærtedejen i en tærteform med løs bund (diameter ca. 20 cm) og tryk den godt fast langs kanten. Fjern den overskydende dej ved at rulle en kagerulle hen over tærteformens kant. Kom et lille stykke bagepapir i formen oven på mørdejen og fyld det med bønner. Blindbag bunden med bagepapir og bønner ved 180 grader varmluft i ca. 10 min., til kanten er fast. Fjern dernæst bønnerne og bagepapiret og bag bunden færdig i ca. 10 min. mere.

Havtorncreme: Start med at koge havtorn, vand, sukker og citronsaft op i 5 min. Blend massen ganske kort med en stavblender for at udskille kernerne. Sigt lagen fra – du skal anvende 2 dl havtornlage. Kassér frugtkød og kerner. Kom de 2 dl lage tilbage i gryden og lun det op ved middel varme. Opløs maizena i vandet og rør det i lagen. Pisk æg og æggeblommer sammen og tilsæt det i en tynd stråle under konstant piskning mens cremen varmes op og langsomt tykner. Når cremen har kogt igennem i et par minutter tages gryden af varmen. Tilsæt smørret i små bidder og rør godt rundt. Fordel cremen i tærtebunden og glat overfladen.

Marengs: Pisk æggehviderne let og tilsæt flormelisen lidt efter lidt. Pisk til en sej marengs og slut med at tilsætte saltet. Kom marengsmassen i en sprøjtepose med stjernetylle og afsæt toppe ovenpå kagen. Drys til slut med lidt sigtet flormelis. Kom kagen i ovnen ved 200 grader og bag den til marengstoppene tager farve. Det tager ca 5-10 min. Hold godt øje!

Server evt kagen lun.

Processed with Snapseed.

0/5 (0 Reviews)

11 reaktioner

  1. Hej Annemette. Jeg er tro følger på din blog, synes du laver nogle appetitvækkende kager, der næsten smager bedre end de ser ud, selvom det næsten er umuligt ??
    Jeg har ønsket mig jeres bog kagemagi i fødselsdagsgave, men fik den ikke da 2 forskellige gæster siger den ikke kan fåes i butikken???…. (her er tale om bog&ide i Viborg) så lyder mit spørgsmål, hvordan kan det være den ikke sælges der?…
    Venligst Trine ?

  2. Hej igen ? jeg har nu bestilt bogen over saxo.dk som havde 25% på den og kun 20 kr i porto, så kan det vist ikke gøres billigere ? men ellers tak for hjælpen, jeg undrede mig mest over en så stor bog-kæde ikke havde din/jeres bog…. Var den bare udsolgt?
    Venligst Trine

  3. Bliver simpelthen nødt til at spørge dumt – hvad er det lige for bønner du putter oven på bagepapiret når bunden skal bages??

    1. Det er jeg også meget nysgerrig for at vide….og hvad kan bruges som alternativ hvis man ikke lige skal springe ud og investere…?

  4. Hej 🙂
    Hvilken temperatur skal havtorncremen være, før jeg afsætter marengstoppene ovenpå?
    Kan jeg godt brænde marengtoppene med en brulée-brænder fremfor at sætte kagen i ovnen til sidst?
    Kh. Sofie

    1. Du kan godt bruge en creme brulee brænder men det giver ikke helt samme resultat. Cremen skal bare ikke være brandvarm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN

Hej. Hvor er det dejligt, at du har valgt at kigge forbi min blog. Jeg hedder Annemette Voss Fridthjof. Jeg er mor, hustru, datter og søster – og så elsker jeg virkelig kanelsnegle. Altså af hele mit hjerte. Jeg er oprindeligt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men efter jeg vandt Den store bagedyst 2013 tog mit liv en drejning. I dag arbejder jeg som blogger, kogebogsforfatter og foredragsholder – ja, jeg har endda været tv-vært i et par år, og er i dag også fast kagedame i køkkenet på Go’morgen Danmark. 
 
Jeg er super åben, kærlig og følsom. En slags struktureret æstetiker, der er ret ligeglad med nullermænd i hjørnerne. Jeg er virkelig kreativ. Stenbuk. Sjov, synes jeg selv. Og så er jeg vel det man kalder en forholdsvis god taber men en rigtig dårlig vinder…eller noget i den dur. Det værste jeg ved er illoyalitet og tørbagte kager. Og nårh ja, jeg siger min mening.
 
Mine tre børn er drenge, og min mand hedder Micky. Det synes drengene er ret fedt, fordi det lyder som Mickey Mouse. Micky arbejder med noget, jeg ikke helt forstår. Men det er noget med salg og apps – og noget med at være ret klog. Han er alt det jeg ikke er. Alt det jeg ikke kan leve med. Og alt det jeg ikke kan leve uden. Og så er han den vildeste sucker for tech-udstyr. Micky er også far til min yngste søn. 
 
Jeg er glad. Ikke altid, ikke hele tiden, men hver dag.  

Kom med på mit nyhedsbrev

Webshop