Svar på tiltale

Jeg modtog en rigtig sød og velment kommentar fra en læser i går. Den handlede om, at hun i bund og grund savnede at se flere billeder af hele min familie – det vil sige også mine to ældste drenge. Hun påpegede, at de måske kunne føle sig overset, når jeg ikke deler billeder af dem. Hun ville gerne følge med i ‘hele pakken’.

Det er jeg i øvrigt enig med hende i. Ikke at de føler sig overset, men at jeg godt gad vise flere billeder af hele flokken. Jeg ville faktisk foretrække, at kunne dele billeder af alle tre børn ligeså tosset, som jeg ønsker. Men det ville betyde, at jeg skulle gå stik i mod deres fars ønske. (De to ældste har jo en anden far end Luca, min yngste). Så jeg har valgt at respektere min eksmands ønske om, at der ikke er billeder af de to store drenge på min blog, Facebook og Instagram…eller lad mig sige, jeg respekterer det i sådan en grad, som jeg selv finder passende. Hvis jeg får lyst at dele et billede med min søn og jeg på tur med en jordbærsmoothie i hånden, jamen, så gør jeg det altså med ro i maven. På den måde er man jo heldigvis to forældre, der har lige meget ret til at beslutte den slags ikke væsentlige delinger fra hverdagen. Men jeg har valgt at skrue betydeligt ned for mængden af billeder. Og jeg tager heller ikke mine to ældste med til premierer og den slags – endnu. De skal selv være store nok til at sige ‘ja’ til at få taget deres billede.

Alle, der har børn i skilsmisse, véd, at det kan være rigtig svært at gøre begge parter glade. Præmissen for en skilsmisse er jo ligesom, at man efter lidt tid har fundet ud af, at de værdisæt, man hver især kom med, alligevel, trods gode intentioner, ikke var forenelige. Det vil sige, at skilsmisselivet med børn indblandet kræver en hel del kompromisser og samarbejde trods uenigheder. Det her ‘issue’ med deling af billeder af børn i medier, – jamen, det er så ét af de emner, vi indgår kompromis omkring.

Nu var det jo en sød besked der tikkede ind i går, og netop derfor gav det anledning til at svare på det. Fordi jeg kan skrive det her med en god mavefornemmelse og uden at pege fingre. Men ind i mellem så tikker der også beskeder ind om, at jeg er en dårlig mor, at jeg elsker min yngste søn højere, at jeg negligerer mine to ældste etc. Ja, man skal stå model til lidt af hvert. Alt sammen fordi jeg gør et forsøg på at respektere min eksmand, og det kan faktisk godt give ondt i maven. Fordi jeg oplever, at der bliver ‘skudt på mig’, fordi jeg forsøger at gøre det rigtige. Forstår I? Jeg har ikke ondt af mig selv, – det er, hvad det er, – men tænk lige over det inden I konkluderer noget om andre, som I egentlig ikke kender – også når de, som jeg, lukker jer ind i deres personlige rum på en blog med følelser, beretninger fra privatlivet og alt det andet. Som læser, så véd man ikke alt. Spørg, hvis der er noget I er nysgerrige på – men lad være med at drage konklusioner uden viden. Gør som den søde læser i går – henvend jer med respekt, og jeg skal give jer en forklaring.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at slå fast, at der er ingen af mine tre børn, der føler sig overset. De får lige meget kærlighed, nærhed og tid med deres mor. Jeg sørger for at tage masser af billeder af dem alle tre, der er bare den forskel, at billederne af mine to ældste drenge havner i fotoalbummet hvorimod billederne med Luca også havner på min blog eller Instagram ind i mellem. De to store véd godt, at jeg ikke deler en masse billeder af dem, fordi jeg gerne vil respektere deres far – og den lærdom – at man skal gøre sig umage med at respektere hinanden – ja, den synes jeg er meget værd for mine drenge (og mig).

On that note… så husk at der er en rabatkode på 20% til de dér foto-årbøger: fotobog tilbud (reklame)

 

En reaktion

  1. Flot skrevet, og syntes det er dejligt se et skilt par respektere hinanden og hinandens holdninger, selvom man inderst inde ikke er helt enig. Der er så mange eksempler på det modsatte ❤️
    God weekend til dig og dine ❤️
    Mvh. Karin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN