Mors dag… og en top utjekket datter

Det er jo Mors dag i dag. Jeg burde have sørget for en gave til min mor – det burde jeg. Men jeg kan vel nå det endnu.

Men jeg har været top utjekket på den front mange gange. Og denne gang er ingen undtagelse. De sidste 6-7 dage har jeg været så vanvittig travlt optaget med at pakke bøger, (og bare det at få plads til bøgerne i min stue, der fungerer som Corona-pakkeshop pt, har været en udfordring). Men pga. alt dette stress og virak har jeg simpelthen hverken nået at få bagt hveder til Store bededag eller købt gave til min elskede mor.

Jeg kender hende nu godt nok til at vide, at det går nok. Hun har jo, trods alt, opdraget mig til den jeg er, og jeg véd, at det heldigvis ikke er denne slags mærkedage, der tæller mest – men mere det faktum, at vi til hverdag er der for hinanden.

Podcast-optagelser med mor

Men allerede i morgen, mandag, skal jeg besøge min mor. Jeg er jo i gang med at optage en podcast-serie til Podimo, der kommer til at handle om min ungdom. Og inden du straks tænker “Guuuud hvor selvoptaget og ligegyldigt” så lad mig sige, at jeg naturligvis ikke ville lave en hel podcast, hvis jeg ikke havde noget væsentligt på hjerte.

Jeg har absolut haft en god barndom og ungdom, men der har også været en masse bump på vejen og nogle rigtig svære omstændigheder, som har været hårde ved mig og min familie. Og de gange, hvor jeg har åbnet sådan hudløst ærligt op omkring min historie, så plejer folk altid at sige, at jeg bør skrive en bog om det. Nu er det så blevet til en podcast, fordi det synes jeg er bedre end en bog (i hvert fald i første omgang), fordi tonering og stemmeføring kan betyde meget for, hvordan man opfatter historien – og det er jo en ægte fortælling, så den skal helst opfattes ‘rigtigt’. Det ville være sværere med en bog hvor alt er skrevet i ord – sort på hvidt på siderne.

Podcasten kommer til at handle om et barn/en ung kvinde (mig), der oplever en enorm ensomhed i verden, hvilket i sidste ende resulterer i, at hun (jeg) ikke længere ønskede at leve. Ja, det er voldsomt sådan at skrive – men det er sandt. Og den historie er så vigtig, af den ene grund, at jeg i dag er lykkes med at komme helt ud på den anden side, og at de destruktive tanker og følelser, som jeg kæmpede med i en stor del af mit liv, ikke længere fylder noget.

Så nej, det bliver nok ikke udelukkede en opløftende podcast. Men det bliver heller ikke en klagesang. Det bliver en podcast, der forhåbentlig viser, hvordan man med livsmod, styrke, ærlighed og grundighed kan vende selv de mest negative følelser og oplevelser til noget brugbart. Det bliver en podcast, hvor jeg – helt personligt – ser min 16-årige indre teenager i øjenene og ikke længere ignorerer alt det, der skete.

Min mor skal medvirke i podcasten. Derfor besøger jeg hende mandag sammen med en journalist, der hedder Julie. Jeg antager, at det bliver rigtig svært, – og godt. Det er nemlig slet ikke nogle lette snakke, vi skal have, men det bliver vigtigt, og særligt hvis jeg gerne vil fortælle den ægte historie, så nytter det ikke noget, at man kun tør tale om det, der er sjovt og pænt på overfladen. Og som min søde mor så klogt sagde, da jeg spurtge hende, om hun ville medvirke i podcasten: “Har vi ikke en god familie? Hvad er der så at være bange for?”

Hun har så evigt ret.

Bøger og sommerhus

Udover at forberede mig på podcasten til mandag, så har jeg jo været i sommerhus de sidste to dage – alene. Jeg har haft fokus på at arbejde. Eller nærmere betegnet; at skrive en bog.

Det er endt med, at jeg har fået skrevet på hele to bøger – både Bonusbogen og Kagebogen. Bonusbogen er et lille hæfte, eller en slags håndbog, der bliver sat til salg på webshoppen om en uges tid. Den er dog helt professionelt lavet med både en rigtig fotograf og grafiker, så bogen holder det høje niveau, mine andre bøger også har. Den kommer til at være et lille opslagsværk af spørgsmål og svar, der vedrører surdej, autolyse, gluten mm. – den lægger sig op ad Brødbogen, men kan sagtens købes med fokus på at ville øge sine baking skills, når det kommer til brød – også selvom man ikke har brødbogen.

Kagebogen, derimod, er en ‘rigtig’ bog. Tyk og tung, I véd. Præcis lige så grundigt gennemarbejdet og smukt fotograferet som alle mine andre bøger. Den udkommer først til efteråret, men den skal skrives nu og fotograferes om to uger, – så jeg har travlt. Bogen kommer til at blive en rigtig nem ‘go to’-bog, når man bare lige skal bage en god formkage. I véd, sådan en bog fyldt med skærekager og bradepandekager, der er toppet med gode cremer og lign. Helt enkelt, nemt og ligetil. Og bare pis’hamrende lækkert.

Når den bog er skrevet færdig – jamen så har jeg såmænd endnu en bog i tankerne. Men det bliver til næste år – altså 2021. Jeg har mange ting i støbeskeen, og man skal også lige huske at tage én ting ad gangen.

Hvorfor nyhedsbrev?

Mens jeg arbejder videre på alle mine mange projekter, så håber jeg, at du har lyst til at signe up til mit nyhedsbrev. Det kan du gøre her på siden. Nyhedsbrevet indholder hver måned et overblik over de vigtigste ting, der sker i min virksomhed, og en månedlig gennemgang af de ting, der er af interesse for læserne – det kan være særlige datoer, rabatkoder, tilbud mm. Så sikrer du dig, at du ikke misser noget særligt vigtigt.

Hvis du læser med fra computer, er det ovre i højre sidebar, at du finder feltet “Kom med på mit nyhedsbrev” – og hvis du læser med fra mobil, skal du bare scrolle ned, så kommer feltet.

Lad mig slutte af med en lille billedcollage af minder sammen med min mor, i dagens anledning.

Glædelig mors dag alle sammen. Nu vil jeg glæde mig til, at min børn kommer og henter mig fra sommerhuset.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN