Mor, hold mig i hånden!

I går gik jeg ud af døren med Luca. Vi skulle have en is, en astronaut, nede på tanken. Ikke pga. nogen særlig årsag, blot fordi solen endelig tittede frem, og fordi jeg havde lyst til at være lidt sammen med ham.

Jeg lod telefonen ligge derhjemme. Bevidst.

Da vi kom ud på gaden, rakte han sin lille hånd op i vejret og kiggede på mig, og ud af mundvigen, stadig med sutten fastlåst mellem fortænderne, kom ordene “Mor, hold mig i hånden”. Hans øjne kiggede ledende på mig, mens han lavede sådan en lille vinke-bevægelse med fingerspidserne for at vise mig, at det altså var den her hånd, han mente. Årh…

Jeg tog ham i hånden. Og gav ham et kærligt blink med øjet. For at lade ham vide, at vi to har noget særligt. At jeg elsker ham. Og midt i denne her lille handling fyldtes mit hjerte med en overflod af kærlighed til dette lille menneske, jeg nu knugede om.

Vi gik hele vejen ned til butikken, hånd i hånd, med småbitte museskridt fordi drengen var så træt.  Vi endte med at købe is og gå på legeplads. Det var jo ikke noget vildt eller specielt særligt, som sådan. Jeg forestiller mig, at næsten alle mødre gør sådan med deres børn ind i mellem, og jeg tænker derfor, at min følelse er helt normal. Men alligevel blev jeg ramt på en måde, hvor det var lige før jeg fældede en tåre. Lykkefølelsen var så stor, da jeg stod dér på legepladsen med ham, og han ventede spændt på, at jeg skulle rutsche ned af rutschebanen. Hans begejstring og glæde gik bare lige i hjertet på mig.

Sådan vil jeg have det oftere

Jeg er jo en mor, der arbejder ret meget. Og jeg kan også godt lide at bruge tid på mig selv og min mand. Og mine veninder. Jeg har travlt med at leve og udleve livet, så ind i mellem er det på bekostning af tid med mine børn. Men den dér form for tilstedeværelse, som jeg mærkede i går på legepladsen, ja, den skal der gøres plads til – endnu oftere – selvom jeg i løbet af de sidste par år allerede er blevet meget bedre til det.

Og det skal ikke kun være til Lucas fordel, – nej, det skal også komme både Ferdinand og Hugo-Sander tilgode, så alle mine børn oplever en mor, der ind i mellem er lige ved at briste af lykke over at være sammen med dem. Fordi jeg er sikker på, at Luca i går kunne mærke på mig, at jeg nød ham. At jeg nød det vi har sammen.

Så dét er mit mål. For tiden, og for altid. Jeg vil forhåbentlig altid føle, at jeg kunne prioritere mere tid til mine børn. Mit mål lige nu er, at jeg vil nyde dem endnu mere, end jeg allerede gør.

Jeg glæder mig faktisk som en sindssyg til, at vi alle fire (altså mig, Hugo-Sander, Ferdinand og Luca) skal ligge i telt i uge 30. Så skal de opleve en mor, der er lykkelig over at være sammen med dem, skal de! Og det er ikke sagt for sjov – jeg mener det. De skal virkelig have lov at mærke, hvor dejligt, jeg faktisk synes, det er at være sammen med dem. Det tror jeg ikke, jeg får sagt nok til dem i hverdagen.

Jeg spørger mig selv, om jeg er for hård?

Når sandheden skal frem, så tror jeg, at jeg har de her tanker og refleksioner, fordi jeg ofte oplever det som værende meget krævende, og hårdt ligefrem, at være mor. Jeg føler, jeg opdrager og opdrager og opdrager… Jeg råber af mine børn nogle gange. Jeg skælder dem ud med hårde gloser, og jeg er også kommet til at bande af dem. Og jeg er ikke stolt af det. Men jeg gør ligeså meget ud af, at lære mig selv, ikke at gøre det. Lære mig selv, at der må findes et alternativ, og at de ikke nødvendigvis skal opdrages præcis, som jeg synes. At jeg, når jeg råber, ikke opnår noget som helst. De lukker bare af, og jeg lukker bare gylle ud. Jeg forsøger at lære mig selv, at jeg med min vrede kommer så langt væk fra den lykkefølelse, som jeg drømmer om at leve med, som mor – at vejen tilbage er lang. Så måske jeg skal prøve at finde en anden metode end vrede. Men seriously,… jeg synes, det er svært.

Måske har børnene også selv en holdning, og måske skal jeg ikke bestemme over dem. Men som mor, synes jeg altid, at det er en udfordring – hvornår man skal opdrage og hvornår man skal lade være at blande sig? Og netop med tre drenge der er 3, 8 og 10, så kan I nok forestille jer, at der stilles meget forskellige krav til, hvilken mor jeg er, og hvordan og hvor meget jeg opdrager på dem. Så ja, jeg spørger mig selv ind i mellem, om jeg er for hård? Jeg spørger også mig selv, om jeg er for blød – for det er sandelig ikke hver dag, at jeg opdrager. Nej, jeg er også typen, der giver efter på rigtig mange punkter og stryger ungerne med hårene for at få familiedynamikken til at glide smooooooothly.

Min fornemmeste opgave som mor

Jeg har altid sagt, siden jeg blev mor, at min fornemmeste opgave som mor, er at lære mine børn at tilgive. Tilgive særligt de fejl, som jeg, som deres mor, begår. Jeg har selv skullet tilgive min mor, for de fejl, hun har begået, som mor, – og det har været den bedste og mest forløsende oplevelse – for os begge, tænker jeg. Der er nemlig ingen skam i at begå fejl – kun hvis man ikke lærer af dem.

Fordi ingen er perfekt, og alle relationer her i livet kræver tilgivelse. Med tilgivelse kommer man virkelig langt. Og med tilgivelse bliver der plads til så mange positive tanker og følelser. Respekt, kærlighed etc.

Jeg tilgiver mig selv hver eneste dag for alle de ting, som jeg gerne ville, men som jeg ikke nåede. Jeg tilgiver mig selv, når jeg råber af mine børn. Jeg tilgiver mig selv for de gange i livet jeg ikke fik sagt undskyld. Og for småligheden og jalousien jeg kan føle. Jeg tilgiver også mine børn for de fejl, som de begår. De skal aldrig føle, at jeg ikke kan tilgive dem noget. Selvfølgelig kan jeg det – fordi jeg er deres mor. Og jeg kan elske dem ubetinget – og det skal de vide, hver eneste dag, hele livet.

At blive mor har været den største gave til mig som menneske. Jeg er blevet en klogere, dygtigere, mere empatisk og omfavnende kvinde, alene fordi jeg blev mor.

Og nårh ja, while we’re at it, jeg er blevet mere træt, end jeg nogensinde havde troet var muligt.

En reaktion

  1. Sikke et fantastisk indlæg ❤️ Sidder med de samme tanker omkring det at være mor. Det er verdens hårdeste, men samtidig verdens bedste job, som jeg ikke ville være foruden ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFKAGEBOGEN

#BRØDBOGEN

Hej. Hvor er det dejligt, at du har valgt at kigge forbi min blog. Jeg hedder Annemette Voss Fridthjof. Jeg er mor, hustru, datter og søster – og så elsker jeg virkelig kanelsnegle. Altså af hele mit hjerte. Jeg er oprindeligt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men efter jeg vandt Den store bagedyst 2013 tog mit liv en drejning. I dag arbejder jeg som blogger, kogebogsforfatter og foredragsholder – ja, jeg har endda været tv-vært i et par år, og er i dag også fast kagedame i køkkenet på Go’morgen Danmark. 
 
Jeg er super åben, kærlig og følsom. En slags struktureret æstetiker, der er ret ligeglad med nullermænd i hjørnerne. Jeg er virkelig kreativ. Stenbuk. Sjov, synes jeg selv. Og så er jeg vel det man kalder en forholdsvis god taber men en rigtig dårlig vinder…eller noget i den dur. Det værste jeg ved er illoyalitet og tørbagte kager. Og nårh ja, jeg siger min mening.
 
Mine tre børn er drenge, og min mand hedder Micky. Det synes drengene er ret fedt, fordi det lyder som Mickey Mouse. Micky arbejder med noget, jeg ikke helt forstår. Men det er noget med salg og apps – og noget med at være ret klog. Han er alt det jeg ikke er. Alt det jeg ikke kan leve med. Og alt det jeg ikke kan leve uden. Og så er han den vildeste sucker for tech-udstyr. Micky er også far til min yngste søn. 
 
Jeg er glad. Ikke altid, ikke hele tiden, men hver dag.  

Webshop