Mazarin med vaniljeflødecreme og sommerbær

Hvem drømmer ikke om lune og lange sommeraftener med et koldt glas vin i hånden, gode venners lag og måske et lille stykke sød mazarintærte med friske danske sommerbær på til at sætte punktum for en god middag?

Altså dét drømmer jeg i hvert fald ofte om. Længere er den ikke.

Hvis det ikke lige var en mazarintærte med brombær og hindbær, som du gik og drømte om – men måske rettere en klassisk jordbærtærte, så prøv også min opskrift på netop det: Jordbærtærte opskrift / små jordbærtærter

Mazarin med vaniljeflødecreme og sommerbær

Nok til 4-5 sønderjyder eller 10 københavnere 🙂
sværhedsgrad: medium
arbejdstid: 2-3 timer
bagetid: 20-25 min

Mørdej
75 g blødt smør
150 g hvedemel
100 g flormelis
et nip salt
2 æggeblommer
evt. 1 spsk vand

Vaniljeflødecreme
1 vaniljestang
50 g hvidt sukker
15 g maizena majsstivelse 1 dl sødmælk
1 dl piskefløde
2 æggeblommer

Mazarinmasse
175 g marcipan
125 g hvidt sukker
100 g blødt smør
1 æg, str M
1 æggeblomme
1 spsk hvedemel
1/4 tsk bagepulver
et nip salt

I øvrigt
30 g god mørk chokolade
2 spsk æble- eller ribsgelé (kan købes på glas)
et par håndfulde friske bær, efter eget valg
spiselige blomster

Sådan laver du mazarin med sommerbær:

Mørdej: Smuldr det bløde smør mellem fingrene med hvedemel, flormelis og salt til det minder om brødkrummer. Tilsæt æggeblommer og saml hurtigt dejen. Tilsæt vand, hvis dejen er for tør. Kom den klistrede dej i en frysepose og læg den i køleskabet i mindst 1 time – men gerne et par dage.
Rul dejen ud i et tyndt lag mel til en tykkelse på ca 2-3 mm. Rul dejen op på kagerullen og flyt den over i tærteformen. Tryk den godt fast i formen og fjern overskydende dej ved at rulle henover formens kant med kagerullen. Prik bunden med en gaffel. Voila.

Mazarinmasse: Ælt marcipan og sukker godt sammen. Tilsæt smørret lidt efter lidt, mens du hele tiden ælter. Tilsæt æg og æggeblomme lidt efter lidt. Ælt videre til massen er homogen og uden marcipanklumper. Bland hvedemel med bagepulver og salt og rør det i dejen. Fordel massen i tærten og bag kagen ved 170 grader i ca 25-30 min til massen har sat sig og er gylden på overfladen. Tag tærten ud og lad den køle af. Befri den fra formen.

Smelt chokoladen ved meget lav varme. Pensl tærtens overflade med chokoladen. Lad chokoladen sætte sig på køl.

Vaniljeflødecreme: Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med sukkeret. Rør først majsstivelsen ud i lidt mælk og tilsæt derefter resten af mælken, piskefløde, vaniljesukkeret og æggeblommerne. Rør det hele godt sammen i en lille gryde. Varm massen op ved medium varme under konstant piskning til den begynder at tykne. Hold godt øje, da det tager tid, men lige pludselig sker der noget. Når vaniljecremen er tyknet og slår tydelige bobler, koges den igennem i yderligere et minut og tages derefter af varmen, hældes over i en ren skål, dækkes til med husholdningsfilm og sættes på køl i mindst en time.

Pisk vaniljecremen lind og fordel den midt på tærten med lidt afstand fra kanten. Placer en rand af friske bær langs kanten, for at holde på cremen. Dekorer ovenpå cremen med flere friske bær. Smelt æble- eller ribsgeléen og pensl den ovenpå kagen. Dekorer med blomster.

Nyd!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN