Marmorkage – Opskriften på den bedste marmorkage

marmorkage

Reklame for min bog KAGEBOGEN
Reklamelinks er markeret med *

Jeg har skrevet en bog om ‘de glemte kager’. Ikke fordi jeg på nogen måde har glemt dem, eller som sådan anklager andre for at have glemt dem – nej, mere bare for at sætte fokus på, at der er nogle kager, der er gået lidt i glemmebogen – særligt når det kommer til de større højtider og festlige anledninger. Det er som om, at i takt med at moussekagerne har gjort sit indtog, er de gode gammeldags skærekager langsomt blevet skubbet ud over kanten, og er nu sjældent en del af kagebordet, når vi skal samles.

Sådan behøver det da ikke være.

Jeg har netop skrevet KAGEBOGEN, der udkommer d 1/10 2020, for at give jer alle mine bedste opskrifter på gode, gedigne skærekager og formkager – sådan nogle kager, der kun kræver, at man kan røre en dej sammen med en grydeske. Mere behøver man ikke kunne. Alle opskrifterne er selvfølgelig nøje afstemt og skrevet i et sprog så alle kan være med. Og så er der fotograferet på fineste og smukkeste vis, så billederne viser og beviser, at selv helt enkle formkager kan gøre sig på selv det mest æstetiske kagebord. Jeg håber I kan se det!

Lad os sammen gøre det cool og tjekket at servere enkelt, lækkert bagværk. Lad os dele og like billederne i ét langt væk af sandkager, chokoladekager, banankager, – ja endda en giftkage har sneget sig ind i bogen. (Husker I giftkagen fra da I var børn?). Lad os nu – for pokker da – bare bage en kage, der ikke tjener andet formål end at smage pis’hamrende godt!

Så lad mig dele én af opskrifterne fra bogen med jer: Marmorkagen!

Marmorkage – helt klassisk, som bedstemor lavede den

Til 10 pers.
Sværhedsgrad: let
Størrelse: randform, 22 cm
Arbejdstid: 25 min.
Bagetid: 50-55 min.

Kagedej
250 g blødt smør
250 g hvidt sukker
2 tsk vaniljesukker
5 æg str. M/L (stuetempererede)
250 g kagemel* (eller alm. hvedemel)
2 tsk bagepulver
20 g kakao
2 spsk vand

Marmorkage: Tænd ovnen på 160 grader varmluft. Pisk smør, sukker og vaniljesukker længe i en skål, til det er helt lyst og luftigt. Tilsæt ét æg ad gangen og pisk grundigt efter hvert æg. Bland mel og bagepulver og sigt det ned i dejen. Del dejen i to lige store dele.

Bland kakao med vand og rør det i den ene halvdel af dejen.

Smør en randform, der måler ca. 22 cm i diameter, med smør og drys med hvidt sukker på alle kanterne. Kom halvdelen af den lyse dej i formen, dernæst al kakaodejen og til sidst resten af den lyse dej. Brug en spiseske til at stikke ned i dejen og twiste en enkelt gang frem og tilbage, mens du trækker skeen opad. Gentag den bevægelse flere gange hele vejen rundt.

Bag kagen i den varme ovn i 50-55 minutter, til den er gennembagt. Tjek efter, om kagen er bagt nok, ved at stikke en lille skarp kniv ned i midten – hvis der hænger rå dej ved, skal kagen have et par minutter mere. Lad kagen køle af i formen et par minutter, inden den vendes ud på en bagerist, hvor den køler helt af.

Drys evt. kagen med lidt flormelis blandet med kakao inden servering.

Foto: Stine Christiansen / Fra Kagebogen, Politikens Forlag, 2020

Summary
Published On
Cook Time
Average Rating
31star1star1stargraygray Based on 9 Review(s)

En reaktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN