Lille spejl på væggen der, hvem er ‘bangest’ i landet her?

Reklame for min podcast Lille spejl på væggen der* hos Podimo
Reklamelinks markeret med *

I dette øjeblik, lige nu, hvor jeg skriver dette, er jeg ret sikker på, at jeg er den, der er ‘bangest’ i landet her. I dag udgiver jeg en podcast* i samarbejde med Podimo, der hedder Lille spejl på væggen der. En podcast, som jeg har ventet på skulle udkomme helt siden februar måned, hvor vi blev enige om, at der var en vigtig historie at fortælle. 

Og jeg er bange. 

Historien er min. Min helt egen, og fortalt med mine egne ord. I fortællingen inddrager jeg nogle pårørende, nemlig min mor, min veninde Caroline og min storebror, der alle tre bidrager med deres syn på min historie og byder ind med endnu flere perspektiver og nuancer, som selv ikke jeg kendte til på forhånd. 

Jeg har nemlig aldrig før snakket med nogen omkring alt det, der skete, dengang i 1999-2002, da jeg endte med at ville tage livet af mig selv. 

Lyt til min podcast her* – og få 30 dages gratis Premium hos Podimo.

Det føles meget hårdt at se det stå, sådan sort på hvidt. Altså; at jeg ville tage livet af mig selv. Selvom det er næsten 20 år siden, så har jeg jo aldrig sagt det til nogen, så det ER altså voldsomt – også for mig – selvom jeg jo godt har kendt min egen historie i alle de år. Men sandheden er den, at fordi jeg aldrig har snakket helt åbent og ærligt med nogen om de ting, der skete, så er jeg med tiden blevet mere og mere nervøs for, at jeg måske i virkeligheden bare havde opdigtet det hele. Som en slags kompensation for hvor svært det hele var. 

Denne podcast har slået min egen fortælling fast med et syvtommer-søm. Jeg har fået min virkelighed bekræftet og afkræftet min frygt for, at det hele bare var opspind inde i mit eget hoved.

Jeg oplevede grov mobning. Jeg blev ekskluderet. Jeg lå på det badeværelsesgulv med det glas piller i hånden, og jeg skrev det selvmordsbrev. Det er sandt. Det er bare ikke nogen specielt rar sandhed, men den er fandeme vigtig at turde snakke om. Fordi jeg véd, om nogen, hvor svært det er at leve med den slags sandheder i sin unge livshistorie, der kaster mørke skygger langt ind i voksenlivet. Jeg véd hvad det vil sige, at man hele livet kæmper med følelsen af at blive misforstået.

Når du lytter til podcasten vil mit umiddelbare gæt være, at du vil blive overrasket over hvem jeg, Annemette, egentlig er. Og hvilke problemer jeg har dealet med som barn og som ung – og faktisk også som voksen…altså jeg dealer jo med det lige nu igennem podcasten – as we speak, kan man sige. Jeg oplever i hvert fald, at der er mange omkring mig, der aldrig i deres vildeste fantasi havde kunne forestille sig, at nogle af de ting, jeg har kæmpet med, skulle vedrøre mig.

Jeg har været dygtig til at opretholde glansbilledet. Det er jeg nærmest mester i, faktisk. Men det skal du lytte til podcasten for rigtig at forstå, hvad jeg egentlig mener med.

Podcasten* handler helt overordnet om ensomhed. Hvad ensomhed egentlig er for en følelse, og hvor pissefarligt det er at føle sig ensom.

Jeg var ensom som barn. Jeg var ensom, fordi jeg følte meget. Jeg var ensom, fordi jeg kunne meget. Jeg var ensom, fordi jeg mente meget. Fordi jeg fyldte for meget. Jeg var ensom, fordi jeg stod alene. Og fordi jeg blev holdt udenfor. Min ensomhed førte i teenageårerne til en meget selvdestruktiv opførsel med bulimi og selvmordstanker.

Der er mange årsager til den ensomhed, jeg følte, men jeg er helt sikker på, at der vil være mange, der kan spejle sig i min historie – og som vil kunne bruge min fortælling til noget, også selvom ensomheden i deres tilfælde ikke nødvendigvis udmøntede sig i en spiseforstyrrelse eller selvmordstanker. 

Jeg er bange, fordi det her er svært at åbne op om og dele ud af. Jeg er bange for, at ingen vil lytte med – fordi så vil jeg føle, at min historie slet ikke er så vigtig, som jeg går rundt og føler den er. (Og det vil sgu ikke være rart!). Jeg er bange for, at nogen vil skrive ubehageligheder og sende opkast-emojis i min retning, for dem bliver jeg ked af hver gang. Jeg er bange for at dem, jeg taler om i podcasten, kan genkende sig selv og bliver vrede på mig. Jeg er bange for at se mig selv i spejlet i dag – nu er det nu. Nu er det point of no return. Nu kan sandheden ikke længere skjules bag facaden. 

Men bange er heldigvis ikke en følelse, der stopper mig. Jeg har været bange mange gange i mit liv, og det bliver heller ikke i dag, hvor bange stopper mig i at gøre det, der er rigtigt. God lyttelyst. Tag godt imod mig.

Lyt til Lille spejl på væggen der*

3 reaktioner

  1. Kære Annemette (og Ingelise), jeg har lyttet og jeg lytter. Som du selv siger er du på ingen måde alene. Jeg udviklede ikke spiseforstyrrelse, men tilgengæld fik og har jeg stadig angst, og kæmper med et voldsomt lavt selvværd.
    Dit budskab kommer ud! Du får fortalt dem der sidder og kæmper lige pt. eller med noget de har oplevet i deres liv, at det hjælper virkeligt at få sat ord på det. Det hjælper at høre andres ord på det. Og ikke mindst nogle der er lydhøre. I er heldige at have hinanden og være nået dertil hvor I er i dag.
    Kram til jer begge.

  2. Beklager jeg ikke længere bruger Podimo. Nogle af de podcasts jeg værdsatte mest fortsatte ikke, men god vind med projektet herfra. Det lyder interessant. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN