Kransekagetop, overflødighedshorn, kransekagekonfekt osv. Der findes et utal af forskellige varianter kransekage, som gør sig rigtigt godt til nytårfesten. Men egen simple favorit er faktisk disse små kransekager med glasur. De er mine favoritter, fordi de tager ikke lang tid at lave, de er i små portionsstørrelser, og så smager de bare skønt. At mine venner, som jeg holder nytår med, så har helt andre mere ekstravagante forventninger til hvad jeg disker op med (læs: den vildeste kranskagetop med pomp og pragt) – ja, det må jeg så se om jeg kan indfri 🙂
Opskrift på hjemmelavede kransekager / Klassiske kransekagebrød
ca. 20 stk
sværhedsgrad: medium
arbejdstid: 45 min
hviletid: 30 min
bagetid: 12 min
Kransekage grundopskrift
40 g æggehvider
130 g flormelis
430 g ren rå marcipan
Smagstilsætning / variation af kransekage
2 tsk fint lakridspulver (Lakrids by Johan Bülow)
eller
2 spsk frysetørret solbærstøv (Mill&Mortar)
Glasur til kransekager
1 pasteuriseret æggehvide
100 g flormelis
Sådan laver du kransekagerne:
Massen til dine kransekager: Rør æggehvider og flormelis sammen til en glasur. Ælt marcipanen blød og tilsæt lidt efter lidt glasuren mens der æltes. Når kransekagemassen er helt jævn kan du evt. vælge at tilsætte smag af lakrids eller solbær. Ælt smagstilsætningen godt ind i kransekagemassen. Kom kransekagemassen i en frysepose, tryk den lidt flad og læg den i fryseren i mindst 30 min. til den er helt kold. Den kan sagtens ligge i fryseren i flere uger, før du skal bruge den…
Del kransekagemassen i 20 lige store dele ved at veje stykkerne præcist af – 30 g pr stk. Form dem først til små pølser á ca 7 cm længde. Dernæst formes de til små brød, forsigtigt og omhyggeligt, så du får et flot resultat. Lidt smallere i enderne og tykkere og højere på midten. Placér brødene på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem ved 190 grader varmluft i ca 10-12 min til de er gyldne og faste nok til at kunne håndteres uden at brækker i stykker.
Du kan evt. bage med to bageplader under bunden, for at sikre dig, at brødene ikke får for meget varme under bunden – det er et gammelt velkendt husmoderråd.
Glasur: Pisk æggehviden sammen til flormelissen til en tyk, blank og sej glasur. Anvend en elpisker til formålet.
Lad kransekagerne køle let af (de må gerne være en lille bitte smule lune) inden de dekoreres med glasuren, som fyldes i et kræmmerhus og lægges på i et klassisk smukt kransekagemønster.
Godt nytår!
Se også mine opskrifter på Sprøjtevenlige kransekager eller Opskrift på kransekagetop
6 reaktioner
Hej Annemette
Jeg så dig i Go’ morgen Danmark i går og du så skøøøn ud – hvilket din kransekage bestemt også gjorde!
Nu har du givet mig mod på at prøve, men… Hvad anbefaler du? At man laver kransekagen på dagen d. 31.? At man laver den nu og lader den stå? Eller fryser den ned?
Godt nytår!
Kh. Sandra
Jeg laver selv massen i aften – d. 30. dec, lægger den i fryseren… og så laver jeg kransekagen i morgen formiddag 🙂
Kære Annemette.
Dit opslag kommer som kaldet, da jeg skal lave kransekage tårn for første gang. Men jeg har vildt meget lyst til at der skal nogat i midten. MEN kan man godt bygge et tårn så, eller bliver det for skrøbeligt ?? Måske du kan hjælpe mig … 😀🍾????🏻Godt nytår ❤️
Det kan du godt, men det er vigtigt at nougaten bliver ordentligt indkapslet i kransekagen 😉
Måske lidt sent at spørge.. men hvad mener du med 1 pasteuriseret æggehvide til glasuren, når du til massen bruger gram? ???? Er det et helt bæger, eller? 😊
Bare 1. Det står som regel på pakken, når du køber æggehvide, at der er 1,5 i hvert bæger. Så bare 2/3 af det. Knus