Kærlighed som jeg næsten ikke kan rumme
Det skal ikke være et langt blogpost. Det er blot nogle strøtanker, der rammer mig i dette øjeblik, mens jeg sidder og skriver det her.
Jeg er i disse dage i gang med at sammensætte en fotobog med fotos fra de sidste 4 år af mit liv. Det er meget stærkt for mig, det her med, at det er præcist de sidste 4 år – for det er de fire år drengene og jeg har delt med Micky, min kæreste. Men at sidde og se alle de billeder igennem og blive mindet om de her særlige øjeblikke og hverdagssituationer, der tilfældigvis er fanget på kameraet, gør noget ved mig. Jeg er blevet grebet af en meget sentimental stemning og en bevidsthed om hvor heldig jeg er, og hvad det er, der gør os til en familie.
Jeg er naturligvis glad for mit liv – også de år der var før. Men de sidste 4 har været fyldt med så mange følelser… så megen kærlighed, at jeg næsten ikke kan rumme det. På godt og ondt. De kloge siger jo, at man skal elske nogen for at kunne hade dem. Jeg vil ikke sige, at jeg nogensinde har hadet hverken mine børn eller min kæreste – men jeg elsker dem alle 4 så højt, og nogengang presser de mig, kræver mig, udfordrer de mig på måder, hvor jeg har lyst bare at råbe eller banke hovedet ind i muren… Så mærker jeg virkelig, at den rolle jeg har er svær – og det er vigtigt at jeg værner om den, og udfylder rollen rigtigt.
Det kan være SÅ utrolig hårdt at være mor og kæreste på dén måde, som man gerne vil være det. Faktisk synes jeg aldrig, at jeg er lykkedes med at være dén mor, som jeg gerne vil være i den perfekte verden. Men jeg er en god mor, det ved jeg. Og en god kæreste. Men jeg er også urimelig, formeget, selvoptaget til tider og sikkert skide ucharmerende søndag morgen med morgenhår og dårlig ånde.
Men det er nu engang dét der gør os til en familie. At vi fem ser hinanden på måder, som ingen andre gør. I en hverdag igen andre er en del af. Mine børns dårlige vaner, min kæreste irriterende rytmer eller mine uhensigtsmæssige arbejdsrutiner.. hvad end det måtte være. Vi deler godt og ondt, og det er derfor vi er sammen. Derfor vi har hinandens ryg. Derfor de er mit guld.
Jeg er den heldigste kvinde i verden. Det er jeg. Og jeg håber, at I andre føler præcis det samme!
En reaktion
Jeg har det præcis på samme måde! Nogen gange kan jeg blive helt skræmt over at jeg kan elske min mand og børn så højt at det kan gøre ondt helt ind i knoglerne. Samtidig med at jeg også kan have lyst til at løbe skrigende bort eller bestille en charterferie kun til mig selv!