Hvad var det egentlig, der gjorde forskellen, da jeg faldt for Micky?

I forlængelse af gårsdagens indlæg om mænd uden boller (pardon my french), som vel primært var en omgang tankemylder fra baggagerummet af en bil, så kunne jeg ikke lade være at gå og tænke lidt over, hvad det egentlig er, der gør (eller gjorde) forskellen for mig mht. Micky. Hvad er det, der gør ham særlig – for mig, naturligvis – og hvorfor faldt jeg pladask for hans charme i løbet af få minutter? Jeg har jo skrevet før, og skriver det lige igen, at jeg vil have sådan en rigtig en mande-mand. Lidt stereotypt, det véd jeg, men faktisk kan jeg bedst lide mænd med sådan nogenlunde ‘traditionelle’ maskuline værdier.

Så nu smutter vi en tur ned ad memory lane. Vi skal tilbage i 2013 – midt i oktober.

Jeg havde et par uger forinden oprettet en dating profil på opfordring fra min bror, der mindede mig om, at jeg måske ville have godt af at få lidt bekræftelse. Han havde nok ret, men i kraft af, at jeg på daværende tidspunkt figurerede hver tirsdag i bedste sendetid på DR som bagedyst-deltager, var der en del henvendelser fra mænd, hvor ordlyden var noget ala: “Du må da gerne komme og ælte mine boller” / “Må jeg komme og bage på dig?” / “Skal du smage på min glasur” / “Jeg er sgu frisk på, at give dig en kage i ovnen” / “Ska’ du have et stykke med marcipanrullen” etc. 🙂 Og ja, det er sandt. Der findes mange mænd med dårlig humor, der kan finde på at skrive sådan til en helt fremmed kvinde (og husk, det var før Tinder, så dengang var dating ikke helt så meget en central for bootycalls, som det måske er i dag). Men I forstår nok, at jeg fik lidt ‘lange patter’ af den slags kommentarer, og slettede dem i ét raskt væk.

Men lige dér, mellem alle de upassende beskeder, lå en besked fra en profil ved navn Fridthjof, hvor der bare stod “Du ser sød ud.”

Det var første årsag til, at Micky fangede min opmærksomhed. Ikke så mange dikkedarer. Bare en ren, fin og klar besked om, at jeg så sød ud. Det kunne jeg faktisk meget godt lide.

Vi aftalte at mødes. Mit formål med daten var ikke som I tror – altså mine intentioner var ikke helt i orden. Faktisk ville jeg mest bare mødes med en fyr, for at kunne sprede rygtet om at jeg datede, så min eks kunne blive jaloux. (Ja, man gør mange mærkelige og dumme ting, når man bliver skilt). Så forestil jer lige, at Micky skulle helst – for at passe ind i mine skumle bagtanker – være lidt en idiot, og gerne sådan en fyr, som jeg ikke fandt nogen oprigtig interesse i. Jeg skulle faktisk helst IKKE synes godt om ham.

Men allerede, da jeg så ham dér på den anden side af gaden inde ved Kaffesalonen på Nørrebro ved søerne, fangede han min opmærksomhed på en ikke tiltænkt måde. Jeg kan huske, at jeg bemærkede hans virkelig søde, rolige øjne. Han er jo ikke en mand af mange ord ej heller et stort bredt smil (det skal man gøre sig fortjent til) – men han kiggede bare behageligt på mig med sådan en ro, som man sjældent møder. Jeg blev helt ramt.

Det var anden årsag til, at han virkelig fangede min opmærksomhed. Det var noget meget mandigt ved, at han var så rolig, og at han sendte mig en sødt men stadig lidt reserveret smil.

Derefter gik vi en tur. Han startede med at bestille en latte på minimælk. HELT FORKERT i min verden. Og mega umandigt i mit hovede. Årh nej altså. Jeg kunne bare mærke, at jeg tænkte “øv, hvor tøset”… –  han bemærkede min småspydige kommentar om, at han drak det man kalder en “bimbo-latte” i cafébranchen og trak bare på skuldrene. Kæft hvor sejt. Han var totalt ligeglad med, om jeg anså det for tøset at drikke minimælk i sin kaffe. Og det lyder i øvrigt også fuldstændigt vanvittigt af mig, at dømme en mand på baggrund af det – men nårh ja, sandheden vil ud…haha.

Vi gik ned langs søerne mens jeg drak min latte på sødmælk og han nød sin såkaldte bimbo-latte.

Han snakkede og snakkede. Om militæret. Om sin århusianske baggrund. Om sine 5-6 brødre (afhængigt af hvordan man tæller). Om dengang hans drømme om en fremtid i militæret brast. Om kærlighed og ekskærester og så videre. Men sagen er den, han snakkede. HAN snakkede! Ikke mig.

Det var tredje årsag – og den afgørende årsag – til, at jeg faldt for ham. Da vi nåede Planetariet vidste jeg godt, at han skulle være far til mit næste barn. Han var så rolig. Han var så upåvirket af andres mening, og han kunne få mig til at tie helt stille og bare lytte. Det er i sig selv en kunstart.

Derfor faldt jeg for Micky.

Sidenhen har jeg lært om ham, at han er ret sjov. Han ser fodbold, formel1 og spiller computerspil. Han har i øvrigt pæne bordmanerer. Han er stadig rolig og til tider kølig. Men han er det mest rummelige menneske jeg kender. Han rummer mig, og jeg fylder sgu en del. Og så har det været den største gave, nogensinde, at se ham blive far. Findes der noget mere mandigt end en mand, der er en pissegod far? Han er en virkelig nærværende, sød, kærlig og omfavnende far – og jeg er solgt. Til stanglakrids.

Længe leve kærligheden.

♥