Hvad har jeg tænkt mig at stemme til folketingsvalget?

Jeg var til en housewarming for nylig. Der var mange politikere til stede, og det blev til mange gode politiske snakke. Deraf kommer dette indlæg. Jeg blev så inspireret til at skrive om det…

Er det farligt at fortælle, hvad man stemmer? Politisk overbevisning er i hvert fald ét af de punkter, der indgår som “personfølsom data” i følge datatilsynet – men det kommer vel an på, hvem der udgiver det…altså om jeg overskrider nogen grænse ved at fortælle åbent, hvad jeg har stemt på. Så længe det er mig selv, og min egen overbevisning, som jeg deler, så har jeg vel næppe gjort noget galt.

Grunden til, at jeg indleder med denne lille ‘tankestreg’, er, at jeg oplever ofte, at mennesker er bange for at fortælle, hvad de stemmer. Som om at det er enormt personfølsomt at dele med andre. Særligt mennesker, der lever i offentlighedens søgelys. De er bange for, at komme i klemme på én eller anden måde eller skulle stå på mål for deres valg. Bange for at blive dømt og bange for at de vil miste deres professionalisme ved at ytre sig om politik, – naturligvis skal det lige indskydes, at det er jo ikke alle, der har det sådan – jeg møder også mange, der gør det modsatte. Det er dog et forbehold, som jeg jævnligt støder på… – Men bør det ikke være ganske ufarligt at snakke åbent om politisk overbevisning? Hvorfra kommer den frygt?

Jeg mener, intet er skåret i sten, heller ikke vores holdninger. Åbne diskussioner og debat kræver ligesom at nogen gider ytre sig. At folk gider stille sig på hver sin side af samme sag og forsøge at nå frem til enighed og kompromisser. Og hvis vi udelukkende overlader de politiske diskussioner til dem, der arbejder med politik, så synes jeg, at vi lever i et samfund, hvor vi selv på én eller anden underlig måde modarbejder vores egen ytringsfrihed.

Så mit spinkle håb er, at flere mennesker tør at sige åbent, hvad de stemmer på. Med ro og stolthed omkring deres eget valg og med åbenhed og respekt for andres valg. Så længe vi allesammen stemmer præcis det, der føles rigtigt for os, på baggrund af de mærkesager, der optager os som individer og i fællesskab – jamen, så består demokratiet jo. Så må flertallet afgøre den retning, der lægges for dagen for Danmark, men det betyder jo ikke, at vi ikke kan ytre os i det daglige på trods af, at vores egen overbevisning måske ikke er den mest populære.

Dengang jeg læste økonomi på universitetet var det en gennemgående forståelse, – altså nærmest et vilkår for uddannelsen – at alle accepterede at vækst er godt. Begrebet vækst, blev der aldrig sat spørgsmålstegn ved. Det er noget, der med tiden optager mig mere og mere. Spørgsmålet om, hvorfor vi hele tiden vil vækste. Hvad med status quo? Er det en mulighed? Jeg er begyndt at fundere lidt over de forskellige modeller, der måske og måske ikke virker for velfærdsstaten.

Nu skal det ikke lyse for langhåret, for jeg går faktisk rigtigt meget ind for vækst. Jeg kan se, når jeg tager de dér smarte tests, der skal afsløre, hvilken politik, der passer til mig, at jeg er ret blå, på mange punkter. Jeg har i hvert fald en del “Venstre” og “Liberal Allicane” i blodet, hvis jeg skal lytte til de tests. Men der er også lighedspunkter med en del af de partier, der ligger på den anden side af midten. Særligt “Radikale Venstre” er jeg meget enig med på mange punkter. Og nogle gange så er jeg også helt enig med én eller anden ydeliggende venstrefløjspolitiker, hvis navn jeg dårligt kender. De tests bliver man altså ikke meget klogere af, synes jeg.

Ved sidste valg stemte jeg på Lars Løkke. Jeg synes han er og har været en fremragende statsminister for Danmark.

Så hvad skal jeg stemme?

Jeg har været så utroligt meget i tvivl i år. Jeg synes ikke, at valget er så nemt denne gang, fordi dagsordenen har virkelig ændret sig for mig, personligt. Før i tiden har jeg stemt meget med fokus på, hvad jeg synes var godt for mig og for min familie. Jeg har tænkt mere egoistisk og mindre solidarisk. Jeg har altid haft en forkærlighed for ambitiøs miljøpolitik, men mit valg har nok fokuseret mere på finansieringen af denne, og er derfor faldet ud til fordel for partier, som jeg synes har en stærk økonomisk politik – i min optik.

Jeg kan mærke, at det stadig ligger meget dybt i mig, at stræbe efter mere og opad. At søge væksten. At ville skabe min egen lykke er sådan et ‘livsmantra’ for mig. Jeg kan mærke, at jeg vægter økonomisk politik højt, men at miljøpolitik i sidste ende er vigtigere for mig. Så mit dilemma denne gang er, om jeg stemmer på et ‘grønt’ parti i den blå blok, eller om jeg skal stemme på det mest liberale parti i rød blok. Jeg tror det ender med, at jeg stemmer Radikale Venstre denne gang.

Jeg stemte i øvrigt også Radikale denne gang ved EU-valget.

Hvorfor det valg?

Denne gang vil jeg lade mit kryds være defineret af et større fælles løfte til fremtiden. Jeg vil ikke at lade mig påvirke af mine egne vilkår. Jeg vil glemme hvor jeg kommer fra, hvilken politisk overbevisning jeg er vokset op med, jeg vil lægge angsten for fremtiden på hylden og i stedet skride til handling – fordi jeg tror på en bedre verden. Jeg har tillid til at politikerne kan skabe forandring, hvis vi giver dem opbakning, og hvis vi selv, til vores bedste evne, udlever de valgløfter hver dag, som de folkevalgte kæmper for. Det er det mindste vi kan gøre.

Jeg tror på fællesskabet og åbenhed. Jeg hilser på folk på gaden. Jeg omfavner vores forskelligheder. Jeg forsøger ikke at dømme andre. Og jeg forsøger at gøre mit bedste selv.

Og kommer jeg til at træffe dobbeltmoralske beslutninger? Ja. Kommer jeg stadig til at flyve på ferier? Ja. Bruger jeg plastikposer til mit affald? Ja. Men jeg vil for hver dag, der går, holde fast i min vision om en grønnere fremtid, og gøre mine små input til en bedre verden. Jeg vil samle skrald op på stranden. Jeg lærer mine børn, at man ikke kaster skrald på gaden. Jeg vil spise lidt mindre kød (selvom jeg ret godt kan lide det), jeg vil tage toget eller cyklen oftere og lade bilen stå hjemme. Jeg vil købe mere tøj på loppemarked og spise restemad indimellem, så vi undgår madspild. Jeg vil ikke være med til overforbrug i den grad, som jeg selv ind i mellem udlever. Jeg vil gøre alt muligt anderledes. En masse gode tiltag, der sammenlagt faktisk gør en forskel for verden, min familie og for min egen tro på fremtiden. Jeg vil forsøge at påvirke dem omkring mig til det samme med respekt for uenigheder. Jeg tror nemlig ikke på at forandring sker gennem angst eller tvang. Vedvarende forandringer skal ske af lyst, – så derfor mener jeg, at det er enormt vigtigt at råbe folk op, men ikke råbe af dem! Jeg håber det giver mening.

Afslutningsvis…

Jeg mener, at man gerne må snakke åbent om politik. Man må gerne, hvis det står til mig, fortælle hvad man stemmer – for jeg dømmer ikke. Ligesom jeg forventer, at folk ikke dømmer mig. Vi lever i et åbent og ytringsfrit land, der skal være plads til vores forskelligheder og vi skal holde fast i vores ret til at mene noget og ytre det. Jeg kan være uenig. Jeg kan endda frit udtrykke min uenighed, men jeg tror virkelig på den gode diskussion og på evnen til at lytte. Vi mennesker burde lytte meget mere, hvis det stod til mig. Til hinanden. Til fuglene i træerne. Til stilheden. Jeg er selv dårlig til at lytte til tider, – men når jeg lytter og rigtig hører, hvad andre siger til mig, og forstår de dybereliggende lag af samtalen og meningsudvekslingen, så bliver jeg altid klogere.

Hvis du tør, så fortæl mig hvad du stemmer?

Jeg håber mine refleksioner kunne bruges til noget.

Godt valg!