Er du “liked” eller “loved”?
Der var engang…
- hvor det var ligegyldigt, hvormange likes man havde på sine facebook-opdateringer…
- hvor man opgjorde sin sociale status i antallet af venner – og ikke følgere…
- hvor jeg personligt var FULDSTÆNDIGT ligeglad med sociale medier…
- hvor “likes” var et ord, man dårligt nok forstod meningen af…
- hvor man kunne kende forskel på at være “liked” og “loved”…
det var tider!
Nu er jeg ikke længere så sikker på, at folk rigtigt kan kende forskel på de to definitioner. Særligt den helt unge del af befolkningen, der vokser op i en verden, hvor det at være liked er voldsomt vigtigt for social rang og relationer. Jeg selv har taget mig i at være mere afhængig af likes fremfor kærlighed og venskab. Ja, det lyder åndssvagt, og det er også noget, som jeg virkelig har gjort noget ved, men det er ikke desto mindre sandt. Man kan SÅ hurtigt falde i den fælde, der ligger og venter blot et klik væk. Instagram, Facebook, Snapchat, Twitter…and what not. Der er så mange gode (for det synes jeg, at de er) sociale medier, der underholder, informerer, inspirerer, og forarger os i vores hverdag, men i den sammenhæng optræder begrebet “likes” også nærmest uløseligt med selve mediet og dets præmis.
Jeg husker, da jeg for godt 2 år siden blev introduceret for Instagram, at jeg blev ramt af en slags præstationsangst, da jeg så mængden af smukke, redigerede, opstillede og virkeligt imponerende billeder af kager i alle afskygninger, som der er at finde på Instagram. Var det virkelig en verden, som jeg kunne være en del af? Var det overhovedet muligt, at mine uredigerede og primitive snapshots fra telefonen kunne begejstre mine følgere? Ville jeg overhovedet få følgere? Ville jeg blive liked?
Det var en forfærdelig tung følelse og som en sort sky over hovedet, der stressede mig og gjorde mig ked af det, når jeg ikke fik den respons, som jeg håbede på. Tænk, at jeg sad hver dag og fulgte med i, om jeg nu havde fået 10 ekstra følgere, hvem de var, og hvad de havde skrevet. Jeg opgjorde delvist min succes i, hvormange ekstra følgere jeg kunne få hver måned. – Til mit eget forsvar skal det dog siges, at der jo er en forretningsmæssig værdi i, at have mange følgere. Så det var måske ikke helt åndssvagt, men alligevel fuldstændigt ligegyldigt og grotesk, ik? Men jeg gik jo enormt meget op i at etablere et navn, som jeg ville kunne drive virksomhed på senere. Og det er jo også lykkes mig – så på den måde skylder jeg en TAK til alle mine “likere”…
Som det er med de fleste trends, så har de en tendens til at “de-trende” på et tidspunkt. At blive normaliseret på en måde. Jeg tror nu også på, at der er en modreaktion på vej. Jeg tror på, at vi mennesker søger tilbage til dengang hvor vi så en meget større værdi i faktiske venskaber end følgere og tomme likes. Til dengang, hvor venner bankede på døren med en æske chokolade, når man havde brækket kravebenet, eller hvor ens venner dukkede op på ens fødselsdag med et lykønskningskort og en flaske vin. Fremfor en simpel tilkendegivelse ala “synes godt om” eller et fesent “tillykke” via Facebook.
Jeg er ligeglad med likes i dag! Helt ligeglad. Nu poster jeg hvad jeg vil, og jeg skriver, hvad jeg vil. Så må folk tage mig som jeg er. Jeg er dog afhængig af, at min virksomhed har et godt brand, og at folk synes godt om de ting jeg siger og gør (det meste af tiden) for ellers mister jeg nok mine samarbejdspartnere…og det vil jeg jo heller ikke, vel! Og mit navn hænger uløseligt sammen med min forretning… Men jeg har fundet en tro på, at folk faktisk hellere vil møde den sande udgave end en poleret og iscenesat udgave af mig. At I (ja nu tillader jeg mig at nævne jer læsere i flok) måske bedre kan relatere til fotos af mine kager, som de faktisk ser ud, i mit køkken med dårlig belysning og det hele. At det hele bliver mere ægte og nærværende, hvis jeg bare pakker min drøm om tusindvis af likes væk og i stedet drømmer om en verden, hvor mennekser faktisk RIGTIGT kan lide hinanden. Hvor vi kender hinanden og tager os tid til alle dem som vi elsker og ikke bare dem, som vi synes godt om på Instagram.
Så dét er mit nytårsfortsæt for 2016.
Jeg vil huske at fokusere på dem som jeg faktisk elsker. Jeg vil lade mig selv elske mere. Og jeg vil lade likes være likes.
Godt nytår til jer alle…
5 reaktioner
Kære Annemette.
Det er et af dine bedste indlæg til dato! Jeg er helt vild med dit budskab, og jeg er faktisk meget enig. Jeg mener, at vi lever i en verden, hvor er det være perfekt og “snorelige” er vigtigere end at være sig selv, og det gør mig virkelig trist.
Så jeg synes det er fantastisk, at du tager bladet for munden og siger (eller i det her tilfælde skriver) det vi andre tænke, men måske er bange for at sige højt.
Rigtig godt nytår til dig og familien, og jeg håber, vi ses ude i den virkelige verden i 2016.
Kære Carina, tusind tak for din kommentar. Jeg har længe ville skrive dette indlæg, men ikke helt vidst hvordan jeg skulle gribe det an. Og nu passede det lige så fint med nytårsfortsæt og det hele. Tak! Jeg skal nok forsøge at holde niveauet oppe! Knus
Hej Anne Mette.
Synes virkelig det er et super godt budskab. Den anden dag brugte jeg TIMER, i min ellers sindssyg travle hverdag, med to små drenge under 20 måneder, på at lave din og Dittes hvid chokolade cheesecake med citron, til årets familiejulefrokost. Jeg havde ingen kageplast, så jeg bøvlede virkelig med geléen der flød ud i springformen som jeg brugte i stedet. Resultatet var jo ikke så smukt som jeres, med de helt skarpe lag. Jeg tog mig selv I, ikke at have lyst til at dele billeder af kagen på Insta og Face, fordi den ikke var perfekt. Men sagen var jo, at den faktisk var lykkedes og smagte fint – den var jo trods alt også angivet som “svær” i opskriften. Så nogle gange skal man altså ranke ryggen, og blæse på hvad andre synes. Er i øvrigt virkelig skræmt over at læse, hvor mange helt unge piger der higer efter at få et “kendis skulderklap”, og desperat spørger jer fra Bagedyst programmerne, om I “ikke nok vil følge dem på Instagram”. Som om de ikke er gode nok, hvis de ikke har kende folk i blandt deres følgere. Jeg håber næsten at verdenen når at ændre sig, mht. sociale medier, inden mine to guldklumper skal stifte bekendtskab med det en dag.
Kh. og tak for en skøn blog.
Elisabeth S.
Dejligt stof til eftertanke med de unge følgere, der gerne vil følges tilbage. Jeg er enig. Det er en underlig form for succes, at måle sig på. Helt unødvendigt, og ja tak, jeg håber også at verden når at ændre sig inden min dreng, der allerede er 7 år, skal have sin egen telefon og på instagram;)
Knus