Cheesecake med ost fra Knuthenlund

I sommer var min kæreste og jeg på Lolland. Jeg havde fået sådan et GoDream gavekort til en overnatning, og vi fandt et sted dernede. Det var så hyggeligt. Om søndagen besluttede vi at slukke for GPS’en (Yes, really!!!) – Det var vildt! Så vi kørte faktisk bare derudaf, som man siger. Vi valgte bare at tage dagen, som den kom, og se hvad vi fandt på vores vej. Vi var ret enige om, at hvis vi på dén måde ville udfordre skæbnen, så var Lolland nok et godt sted at gøre det, eftersom øen trods alt er omkranset af vand – så at fare helt vild,  var jo nærmest umuligt;) ha ha – jeg ved godt det lyder åndssvagt, men det føltes faktisk virkelig vildt bare at slippe kontrollen og køre ad veje vi aldrig før havde set. Det siger måske lidt om den verden vi lever i – eller måske bare lidt om mig;)

Men på vores vej stødte vi på dette fantastisk sted: Knuthenlund. Hvis du ikke kender det, så se at komme af sted! Og hvis du gør – måske bare på navnet – så er du en af de heldige – for sikke et fantastisk sted og sikke nogle lækre råvarer! Knuthenlund er et besøg værd – hop ind på deres hjemmeside her og læs mere… (det er ikke en annonce det her, det er min ærlige anbefaling)

Da vi kom hjem havde jeg købt mig fattig i fåremælksfriskost, og dét skulle prøves. Så nu får I også lige chancen for at prøve det af. Denne fantastiske cheesecake kan naturligvis også laves med alm. flødeost naturel.

Cheesecake med abrikos og kammerjunker 

Hvis fåremælksosten erstattes af almindelig flødeost, så synes jeg, at du skal anvende 1 blad husblas mere til ostecremen. Fårefriskosten indeholder meget tørstof, og er derfor særligt god at lave cheesecake med, da den lader ostecremen ‘sættes sig’ rigtig godt. Du kan også prøve andre frugter end abrikos f.eks. kirsebær, blommer, solbær etc.

8 pers.
sværhedsgrad: medium
arbejdstid: 1 time 15 min
køleskabstid: mindst 3 timer

Bund af kammerjunker
120 g almindelige kammerjunkere
60 g smør
1 tsk fint lakridspulver
1 nip fint salt

Ostemasse
3 blade husblas
130 g fårefriskost (flødeost naturel kan anvendes)
2 spsk flormelis
1/2 polynesisk vaniljestang
2 spsk creme fraiche 18%
2 dl piskefløde
1 lime, saften

Abrikosgelé
4 blade husblas
5 stk tørrede abrikoser
1,5 dl vand
3 spsk limesaft
50 g sukker

I øvrigt
4 stk friske abrikoser
1 tsk usaltede pistacienødder
1 spsk sød lakridssirup

Bund af kammerjunkere: Knus kammerjunkerne grundigt. Smelt smørret og bland alle ingredienserne sammen til det minder om vådt sand. Beklæd en springform (diameter 18 cm) med bagepapir i bunden og kageplast langs siderne.Tryk massen virkelig godt fast i bunden af en springformen i et jævnt lag og sæt bunden på køl.

Ostemasse: Udblød husblassen i rigeligt koldt vand i 20 min. Rør osten sammen med flormelis, kornene fra vaniljestangen og creme fraiche til en ensartet jævn masse. Pisk fløden til let skum og vend den ad to omgange i ostemassen. Vrid husblassen for vand og smelt den ved meget lav varme i en tykbundet gryde. Så snart husblassen er smeltet tages gryden af varmen. Tilsæt friskpresset limesaft til husblassen og rør det sammen. Tilsæt husblassen til ostecremen i en tynd stråle mens du forsigtigt vender det sammen. Fordel ostemassen ovenpå bunden af kammerjunkere og glat overfladen.

Abrikosgelé: Udblød husblassen i rigeligt koldt vand i 20 min. Hak de tørrede abrikoser groft. Giv vand, limesaft, sukker og grofthakkede tørrede abrikoser et opkog. Når sukkeret er opløst tages gryden af varmen og lagen sigtes. Kassér de tørrede abrikoser. Tilsæt den udblødte husblas direkte til den varme abrikoslage og rør det godt sammen. Lad det svale ved stuetemperatur til geléen begynder at tykne let, men stadig er flydende, – det kan godt tage en times tid afhængigt af rumtemperatur.

Pynt: Halvér de friske abrikoser og fjern kernerne. Skær de halve abrikoser i tynde både. Når ostemassen er stivnet lidt placeres abrikosbådene som en roset på toppen af kagen, se billedet. Fordel abrikosgeléen henover de friske abrikoser og stil kagen på køl i mindst 3 timer til den har sat sig – eller endnu bedre, natten over. Server med sød lakridssirup og et drys pistacienødder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFKAGEBOGEN

#BRØDBOGEN

Hej. Hvor er det dejligt, at du har valgt at kigge forbi min blog. Jeg hedder Annemette Voss Fridthjof. Jeg er mor, hustru, datter og søster – og så elsker jeg virkelig kanelsnegle. Altså af hele mit hjerte. Jeg er oprindeligt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men efter jeg vandt Den store bagedyst 2013 tog mit liv en drejning. I dag arbejder jeg som blogger, kogebogsforfatter og foredragsholder – ja, jeg har endda været tv-vært i et par år, og er i dag også fast kagedame i køkkenet på Go’morgen Danmark. 
 
Jeg er super åben, kærlig og følsom. En slags struktureret æstetiker, der er ret ligeglad med nullermænd i hjørnerne. Jeg er virkelig kreativ. Stenbuk. Sjov, synes jeg selv. Og så er jeg vel det man kalder en forholdsvis god taber men en rigtig dårlig vinder…eller noget i den dur. Det værste jeg ved er illoyalitet og tørbagte kager. Og nårh ja, jeg siger min mening.
 
Mine tre børn er drenge, og min mand hedder Micky. Det synes drengene er ret fedt, fordi det lyder som Mickey Mouse. Micky arbejder med noget, jeg ikke helt forstår. Men det er noget med salg og apps – og noget med at være ret klog. Han er alt det jeg ikke er. Alt det jeg ikke kan leve med. Og alt det jeg ikke kan leve uden. Og så er han den vildeste sucker for tech-udstyr. Micky er også far til min yngste søn. 
 
Jeg er glad. Ikke altid, ikke hele tiden, men hver dag.  

Webshop