Sandkage med orangeblomst og blomme

Så er der ENDELIG en ny video på KAGEMAGI…

Opskriften ligger under videoen:)

Sandkage med orangeblomst og blomme

Et magisk tip:
Hvis du er vild med muffins, kan du nemt fordele denne dej i 12 små muffinsforme og bage dem lidt kortere i ovnen – ca. 25 min. Dekorer dem med rosetter og lidt frisk blomme. Lige til at sætte tænderne i.

10 pers.
sværhedsgrad: let
arbejdstid: 50 min.
bagetid: ca. 45 min.

SANDKAGEDEJ
200 g blødt smør
220 g lyst rørsukker
2 æg, str M, stuetemperatur
1,5 dl sødmælk
2-3 tsk orangeblomstvand (eller lidt revet appelsinskal)
350 g hvedemel
2 tsk bagepulver
100 g hvid chokolade
4 faste blommer
1 spsk hvedemel

CREAM CHEESE FROSTING
200 g blødt smør
200 g flormelis
200 g flødeost naturel
lidt orange eller lilla pulver-/pastafarve

I ØVRIGT
2 spsk flormelis til at drysse med
hvide, orange og lilla spiselige blomster

Sandkagedej:
Pisk smør og sukker længe til det er hvidt og luftigt. Tilsæt et æg ad gangen og pisk grundigt efter hvert æg. Rør mælken og orangeblomstvand i. Bland hvedemel og bagepulver og sigt det ned i dejen. Tilsæt grofthakket chokolade og rør dejen godt sammen. Fordel dejen i en springform (ca. 23 cm i diameter) beklædt med bagepapir på bund og sider. Rengør blommerne og skær dem i mindre stykker, der vendes i en spsk hvedemel. Fordel blommestykkerne henover kagens top og tryk dem let ned i dejen. Bag kagen ved 175 grader varmluft i ca. 45 min. til den er gylden og der ikke længere hænger dej ved, hvis du stikker ned i midten med en lille skarp kniv. Køl kagen helt af, inden den befries fra formen.

Cream cheese frosting:
Pisk det bløde smør luftigt med flormelis og afslut med at røre flødeost i. Del frostingen i tre lige store mængder. Farv den ene tredjedel orange eller lilla med lidt farve. Kom en af de hvide mængder frosting i en sprøjtepose med en lille tylle til kurveflet. De to andre mængder, altså én hvid og én orange/lilla fyldes skiftevis ned langs siden i en sprøjtepose med en større stjernetylle.

Drys kagen med masser af flormelis og dekorer siderne med kurveflet og toppen af kagen med store rosetter af cream cheese frosting. Afslut evt. med spiselige blomster.

3 reaktioner

  1. Smager den bedst på 1. Dagen eller kan man med fordel bage den aftenen før, pynte næste formiddag og så servere om eftermiddagen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN